Faste kan resultere i vægttab, insulinfølsomhed/ blodsukkerregulering og i mindre grad kolesteroltallet.

Er det sundt at faste?

Hvis du nogensinde har overvejet at faste for at fremme din sundhed, men ikke har været sikker på, om det overhovedet har nogen effekt, kan du med fordel læse med her.

Senest opdateret: mandag 3. april 2023

Tænk hvis du kun skulle spise fra kl. 12 til 20 hver dag. Resten af tiden er du fastende, dvs. i 16 timer.

Det kan for nogen virke som et uoverskueligt projekt, men faktisk har nyere forskning vist, at det er sundt, idet forsøgsdyr, der fastes i perioder eller evt. fastes et par dage om ugen, lever længere og får færre sygdomme.

Der er endnu ikke solid dokumentation for, at mennesker vil leve længere ved at snuppe et par fastedage ind imellem, men der er dog voksende belæg for det, og så længe du på fastedagene blot ikke total-faster, men får f.eks. 500-800 kcal/døgn i form af protein og grønsager og en vitaminpille, så er du på den sikre side.

Hvad med morgenmaden?

Periodisk faste metoder

  • 16/8: Du må kun spise fra kl. 12:00 til 20:00 hver dag. Fra kl. 20:00 til 12:00 middagstid den følgende dag, skal du være fastende. Dvs. i 16 timer.
  • Eat-Stop-Eat: Du skal faste i 24 timer 1-2 gange om ugen - eller du kan vælge at gøre det hver anden dag. Tidspunktet er op til dig. Det kan være fra kl. 20:00 til 20:00 den følgende dag. Du må kun drikke vand, kaffe og te - uden sukker.
  • 5:2: Du skal faste to gange om ugen, hvor du kun må indtage 500-600 kalorier på fastedagene

Kilde: ifaste.dk

Morgenmaden er ikke dagens vigtigste måltid.

Det er det måske for børn, som skal i skole, og hvor hjernen har brug for kulhydrat, og kroppen protein til at vokse på, men for voksne, der gerne vil tabe sig, så er det ikke en dårlig ide at begynde med at droppe morgenmåltidet.

Stille og roligt vænner din krop sig til det, og så sparer du de kalorier.

Tidligere troede man, at man så blot spiste flere usunde sager i løbet af formiddagen, men det er der ikke videnskabelige holdepunkter for.

Kan alle faste?

Det er ikke farligt at skippe et måltid i ny og næ. Taler vi decideret faste, er der dog nogle grupper, som faste ikke anbefales til.

Er du fx ældre og har nedsat appetit, kan du få svært ved at spise tilstrækkeligt i spisevinduerne. Dermed er du i risiko for at få for få kalorier og vigtige næringsstoffer.

Nogle sygdomme spiller dårligt sammen med faste. Fx skal diabetikere være særligt opmærksomme på blodsukkeret, ligesom en del medicin virker bedst, hvis det tages sammen med et måltid.

Få lægens forklaring

Se nedenstående video med læge og aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen, der fortæller, hvorfor det kan være sundt for kroppen at faste fra klokken 20 om aftenen til klokken 12 næste dag.

Kilde: Københavns Universitet

Først publiceret: torsdag 16. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.