Som påskefrokostens hovedret har René Mammen en klar favorit, og det er grydestegt kylling.

Påskefrokost: Forkæl dine gæster med disse nemme retter

To køkkenchefer giver inspiration til, hvad du kan kokkerere til det store påskefrokostbord.

Senest opdateret: tirsdag 21. marts 2023

Samvær er den vigtigste ingrediens til påskefrokosten. Derfor skal du minimere din tid i køkkenet, lyder det samstemmende fra to professionelle kokke.

“Påsken handler om fællesskab, og madens rolle er at støtte op om det fællesskab,” siger Nicky Arentsen, der styrer køkkenet hos Bandholm Badehotel på Lolland.

Hans fagfælle, køkkenchef René Mammen fra Restaurant Substans i Aarhus, stemmer i.

“Hjemme hos mig holder vi det som et sammenskudsgilde med nogle af vores venner og deres børn, hvor alle medbringer med en ret,” fortæller han.

Sild

Noget, der altid kommer på bordet, er sild.

“Det er supernemt at lave og megalækkert, og så kan det ikke blive ret meget mere påskefrokostagtigt,” siger René Mammen.

Han anbefaler, at du går ned til din lokale fiskemand og køber en bunke sildefileter.

Hjemme i køkkenet salter du dem, lægger dem i en eddikelage og lader dem stå i et par dage til en uge.

“Du kan selv bestemme, hvad de skal smage af. Det kan være tomat og citron, eller du kan gøre den mere krydret. Smagen kan gå i alle mulige retninger,” siger René Mammen.

En retning kan være en marinade af solbær- og rødbedesaft, lyder det fra Nicky Arentsen.

“Den giver en lidt mere skarp, frisk og frugtig syre, der løfter hele silden op,” forklarer han og tilføjer, at du kan servere silden med høvlet peberrod og fedtegrever.

Kylling eller lam?

Som påskefrokostens hovedret har René Mammen en klar favorit, og det er grydestegt kylling.

“Du steger en hel kylling i en gryde, og undervejs tilsætter du løg, kartofler og rodfrugter, som ligger og søber i en blanding af kyllingefond og fedt,” siger han og tilføjer, at du kan servere den med syltede græskar eller en bærkompot.

Nicky Arentsen går mere traditionelt til værks og foreslår, at du præsenterer gæsterne for en omgang påskelam.

“Har du tid og penge, så køb rygstykket, og læg kødet i en marinade af ramsløg, citronskal, olivenolie, rosmarin og timian.”

Steg dernæst kødet hårdt på en pande, lad det hvile, og skær det ud i koteletter, som du serverer på et stort fad sammen med små råstegte kartofler og måske en grøn salat.

“Husk på, at det er en højtid, og det handler om at gøre ting sammen. Lav noget mad, som I deler og tager fra det samme fad,” siger Nicky Arentsen.

Nem dessert

Det vigtige er at holde det helt enkelt, mener han. Sørg derfor også for at lave en nem dessert.

“Noget, vi altid får hjemme hos mig selv, er gammeldags æblekage.”

Tag en stor skål, og fyld makroner og ristede havregryn i bunden. Bland eventuelt lidt sukker i, og hæld en smule madeira ud over. Læg nu et lag kompot af enten æbler, pære eller måske blommer ovenpå.

Føj nu endnu et lag makroner og havregryn og endnu en omgang æblekompot, og fortsæt, indtil skålen er fyldt op. Top til sidst med pisket fløde.

Æbler udgør også den søde slutning på René Mammens påskefrokostmenu.

“Jeg tror egentlig bare, at jeg vil lave en æblecrumblekage med lidt syrnet fløde ved siden af og en lille smule frosne bær.”

“Det er totalt ligeud ad landevejen og tager ikke mere end fem minutter,” siger han.

Først publiceret: tirsdag 21. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 21. marts 2023 kl. 09:29

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.