Vurderingsstyrelsen sender netop nu nye ejendomsvurderinger ud til boligejere.

Flere ejendomsvurderinger på vej: Det skal du vide

Vurderingsstyrelsen er på vej med endnu en bølge af nye ejendomsvurderinger. Som boligejer kan du enten få penge tilbage eller en efterregning.

Senest opdateret: torsdag 3. august 2023

I disse uger begynder Vurderingsstyrelsen igen at sende nye ejendomsvurderinger ud til boligejere.

Inden nytår forventer Vurderingsstyrelsen at have udsendt ejendomsvurderinger for i alt omkring 750.000 parcel- og rækkehuse, 275.000 ejerlejligheder og 200.000 sommerhuse.

Hvis du ejer fast ejendom og har mistet overblikket over de nye ejendomsvurderinger, er du næppe den eneste.

Sådan lyder det fra chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO Henning Boye Hansen.

“I min verden er boligejerne efterladt på perronen, når det gælder de nye ejendomsvurderinger. Mængden af information er kolossal, og ingen har overblik over noget som helst,” siger han.

Dette skal du vide

Hvad du skal vide, før du modtager en ny ejendomsvurdering, gennemgår han her.

1. Boligens værdi for 3 år siden

Først og fremmest skal du være klar over, at de vurderinger, der sendes ud nu, gælder for 1. januar 2020. Altså er de et bud på, hvad din ejendoms handelsværdi ville have været for mere end tre år siden.

“Når du har modtaget din nye 2020-vurdering, vil dine boligskatter – altså grundskyld og ejendomsværdiskat – for årene 2021 til 2023 blive genberegnet. Det betyder ekstraregninger for langt de fleste og penge tilbage for en lille gruppe,” siger Henning Boye Hansen.

2. Ejendomsskat fra 2011 til 2020

Det er aftalt som en del af boligskattereformen, at boligejere, der har betalt for lidt i ejendomsskat fra 2011 til 2020 på grund af for lave vurderinger, ikke skal efteropkræves.

Mens boligejere, der har betalt for meget i samme periode, fordi deres bolig har været vurderet for højt, skal have det tilbage, som de har betalt for meget med tillæg af renter.

“Hvis du skal have penge tilbage, og det skal mange, vil disse normalt blive udbetalt, tidligst fire og senest fem måneder efter at du har modtaget klagevejledningen,” siger han og tilføjer:

“Men vælger du at klage over vurderingen, bortfalder tilbuddet om tilbagebetaling. Eventuel tilbagebetaling vil i stedet bero på udfaldet af klagen.”

3. Du er ikke fredet fredet indtil nye boligskatter

Henning Boye Hansen peger på, at mange boligejere er af den opfattelse, at de er fredet, indtil de nye boligskatter træder i kraft næste år, men det er ikke tilfældet.

“For nylig er det kommet frem, at over en million boligejere vil få efterregninger for årene 2021 til 2023, når de modtager deres 2020-vurdering,” siger han.

4. tjek dine BBR-oplysninger

Vurderingsstyrelsen har også et par gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du modtager din nye ejendomsvurdering.

Du skal kontrollere oplysningerne om din bolig i Bygnings- og Boligregistret (BBR) og rette dem, så de svarer til, hvordan din bolig ser ud.

5. Indsigelser og klager

Og så skal du være opmærksom på tidsfristerne for indsigelser og klager.

6. Lavere satser og skatterabat

Ifølge Vurderingsstyrelsen vil der blive fremsat et lovforslag i april, som vil betyde, at der fra 2024 indføres en lavere sats for både grundskyld og ejendomsværdiskat.

Der vil også komme en skatterabat, som skal sikre, at du ikke kommer til at betale mere i boligskat ved overgangen i 2024.

Grundskylden kaldes også ejendomsskat og betales til kommunen. Det er den skat, som du betaler for selve grunden.

Ejendomsværdiskatten er, som navnet antyder, beskatning af din boligs værdi, og den betales til staten.

Kompensation til boligejere

* Du kan få kompensation, hvis du har betalt skat af en for høj ejendomsvurdering i nogle af eller alle årene 2011-2020. Det hedder tilbagebetalingsordningen.

* Du kan klage over ejendomsvurderingen, men du skal betale et gebyr.

* Hvis du er berettiget til kompensation, får du en besked med digital post, når din afgørelse om kompensation er klar.

* Kompensation vil blive udbetalt automatisk til NemKonto efter cirka fem måneder fra datoen på brevet om din klagemulighed.

Kilde: Vurderingsstyrelsen.

Først publiceret: torsdag 13. april 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 13:55

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.