Amerikanske og kinesiske forskere har samlet og analyseret i alt 8.601 studier om konsekvenserne af et højt forbrug af såkaldt tilsat sukker.

Nyt studie: 45 grunde til at skære ned på sukker

Hvis du får for meget sukker, har det 45 negative indvirkninger på dit helbred.

Senest opdateret: tirsdag 16. maj 2023

Du har nok hørt det utallige gange; nemlig at sukker er som gift for kroppen.

Et nyt omfattende studie af amerikanske og kinesiske forskere viser hele 45 negative indvirkninger på helbredet, hvis dit sukkerindtag overstiger 10 % af det daglige indtag af kalorier.

Det skriver Berlingske.

Det kan bl.a. resultere i diabetes, gigt, fedme, forhøjet blodtryk, hjerteanfald, slagtilfælde, kræft, astma, dårlige tænder, depression og for tidlig død.

Sodavand er den store synder

Hvis du allerede nu overvejer at skære ned på dit sukkerforbrug, er det værd at bemærke, at studiet fokuserer på tilsat sukker som i for eksempel slik og sodavand.

Så det gælder altså ikke det sukker, der findes naturligt i frugt eller honning.

Den helt stort synder i forhold til folks sukkerforbrug stammer fra sodavand, forklarer Anette Sams, der er tidligere diabetes- og kredsløbsforsker.

“Det er her, mange får en stor portion sukker. I en halv liter sodavand, får du over 50 gram sukker. Det er sindssygt meget, når man tænker på, at der kun skal være fem gram sukker i dine fem liter blod,” siger hun til Berlingske.

Slikmunde

Mindst 76 procent af danskernes sukkerindtag kommer fra søde sager og søde drikke.

Faktisk er danskerne verdensmestre i slikindkøb. En undersøgelse fra DTU konkluderer, at vi køber i gennemsnit ca. 7 kilo slik om året – dvs. mere end dobbelt så meget som amerikanere.

Anette Sams har et simpelt råd til dig, der gerne vil være fri for sukker:

“Hvis man skærer det helt ud af kosten og tager en periode, hvor man kun spiser tre sunde, grøntsagsrige måltider og ikke noget sukker, mister mange sukkertrangen. Så bliver det et nydelsesmiddel, man kan tilføje, når man er bevist om, hvor sukkeret er.”

Først publiceret: torsdag 20. april 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 16. maj 2023 kl. 14:50

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.