
Mette F: Vi overvejer andre muligheder vedrørende seniorpensionen
Statsminister Mette Frederiksen åbner for andre muligheder end en forringelse af seniorpensionen. Faglige Seniorer opfodrer til helt at droppe planerne.
Senest opdateret: torsdag 3. august 2023
Regeringen overvejer andre muligheder end at forringe seniorpensionen, som der ellers er lagt op til i regeringsgrundlaget.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i forbindelse med tirsdagens spørgetime i Folketingssalen:
Faglige Seniorer: Drop det
Landsformand for Faglige Seniorer Mette Kindberg glæder sig over, at der måske er nye toner i regeringen.
Men siger også lige ud om planerne om en forringet seniorpension: Drop det.
"Det bliver en af de allermest upopulære beslutninger, hvis regeringen holder fast i, at seniorpensionen skal erstattes af den såkaldte Arne Plus. En forringet seniorpension vil ramme skævt, det rammer dem, der har brug for at trække sig tidligt tilbage, og det rammer nogle af de allermest udsatte på pengepungen. Derfor: Drop det," siger Mette Kindberg.
Faglige Seniorer advarede allerede i december regeringen mod at afskaffe seniorpensionen, som vi kender den.
"Og jeg er ikke siden blevet overbevist om fornuften i forslaget. Tværtimod. Overalt på de mange møder i landet, jeg har med seniorer, hører jeg kun kritik af regeringens udspil," siger Mette Kindberg.
“Jeg lytter mig til, at der her i Folketinget ikke er opbakning til det. Derfor overvejer vi også i regeringen, hvad det næste skridt så er på det spørgsmål.”
Håbet var at lave noget sammen
I regeringsgrundlaget lægger SVM-regeringen op til at sammenlægge Arne- og seniorpensionen til en samlet ordning.
“Udgangspunktet for regeringens virke er selvfølgelig vores regeringsgrundlag. Det er et regeringsgrundlag, som er skabt gennem mange ugers forhandlinger. Mit håb var, at vi kunne lave noget flere partier sammen, så vores seniorer ved, hvad man har at gøre godt med i fremtiden. Men det ser svært ud i det her Folketing,” siger Mette Frederiksen.
Svarer ikke klart
Statsministeren svarer i Folketingssalen ikke på noget tidspunkt klart på, om regeringen ønsker, at planerne om seniorpensionen fra regeringsgrundlaget føres ud i livet.
“Vores gamle venner fra De Radikale går ind for både at afskaffe Arne-pensionen og efterlønnen. Så nogen let løsning på tilbagetrækningsområdet er der ingen af os, der har,” siger hun.
Seniorpensionen er omfattet af et politisk forlig, som Venstre, Liberal Alliance, De Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale er en del af.
Reformalliance: Komplet uforståelig
I sidste uge gik Liberal Alliance, Konservative og De Radikale sammen i en reformalliance.
De mener ikke, at der skal røres ved seniorpensionen. I stedet ønsker de at afskaffe efterlønnen og Arne-pensionen.
“Det er komplet uforståeligt, at regeringen vælger at skære på den ordning, som er mest fair, fleksibel og lige for alle for i stedet at bevare efterlønnen og Arne-pensionen, som tiden simpelthen er løbet fra,” lød det fra De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, til Berlingske i sidste uge.
Fakta: Regeringens forslag
Personer, der har en nedsat arbejdsevne på grund af helbreddet, kan i dag med seniorpension trække sig tilbage op til seks år før pensionsaldere.
Der er en månedlig ydelse på op til 19.700 kroner før skat for enlige og 16.700 kroner for gifte og samlevende.
SVM-regeringen vil i stedet indføre en såkaldt “Arne Plus”-ordning, hvor der kun er ret at trække sig tilbage tre år før pensionsalderen. Samtidig vil den månedlige ydelse være på kun 15.000 kroner.
Ups! We kunne ikke finde din formular.
Hvad mener du?
Tror du. at regeringen vil droppe planerne om at forringe seniorpensionen?
Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: tirsdag 25. april 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 14:14