I dag kan man gå seniorpension seks år før folkepensionsalderen. Det vil regeringen ændre til tre år før. Men et lovforslag stilles tidligst i efteråret.

Sat på pause: Tidligst farvel til seniorpension til efteråret

Regeringen vil tidligst stille lovforslag om afskaffe seniorpension og istedet oprette en såkaldt Arne Plus engang i efteråret.

Senest opdateret: mandag 3. april 2023

Regeringen vil tidligst vinke farvel til den nuværende seniorpension i efteråret.

Det fremgår af regeringens lovkatalog, hvor lovforslaget om afskaffelse af seniorpension til fordel for en såkaldt Arne Plus-ordning ikke er med over forslag, der fremsættes i dette folketingsår.

Folketingsåret løber frem til 1. oktober.

Hvad er forskellen?

Hvad er forskellen på Seniorpension og Arne-pension?

Begge ordninger har det til fælles, at der er et krav om mange års tilknytning til arbejdsmarkedet.

”Tidlig Pension, som jo også kaldes Arne-pension, stiller ikke krav om, at du skal være nedslidt, men du skal have været 44 – 42 år på arbejdsmarkedet, siden du fyldte 16 år,” forklarer socialrådgiver Carsten Riis.

”Seniorpension stiller krav om nedsat arbejdsevne. Du skal kun være i stand til at arbejde 15 timer om ugen, og havde været mindst 20 år på arbejdsmarkedet,” forklarer Carsten Riis.

Læs mere om de to ordninger HER.

Planerne om at afskaffe seniorpension fremgår af regeringsgrundlaget, der blev præsenteret i december.

“Jo længere tid der går, jo mere kan utrygheden nå at forplante sig, for det bliver ved med at svæve som en økse over folk, at forslaget kommer. Vi ved bare ikke hvornår,” siger SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, til Fagbladet 3F.

“På den anden side: Så længe det ikke er fremlagt, kan vi og fagbevægelsen måske nå at ruske noget fornuft ind i regeringen,” siger han til mediet.

Minister: Gælder kun i fremtiden

Forleden var beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kaldt i samråd om regeringens planer.

Her slog ministeren fast, at nye regler og lovgivning udelukkende vil berøre fremtidige ansøgere.

“Der er ingen, der modtager ydelser på seniorpension i dag, som vi lægger op til skal gå ned i ydelser. De ændringer, vi taler om, vil udelukkende ske i fremtiden,” lød det fra Ane Halsboe-Jørgensen.

Ministeren lovede på samrådet også, at der vil blive indkaldt til forhandlinger med folketingets partier.

Ordninger sammenlægges

Seniorpensionsordningen er vedtaget i et forlig mellem Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

I følge regeringsgrundlaget “Ansvar for Danmark” er det planen fremadrettet at sammenlægge seniorpension og retten til tidlig pension til én ny ordning med to indgange: En rettighedsbaseret model og en visitationsmodel.

Ordningen er blevet lanceret som Arne Plus, hvor man kan modtage tidlig pension op til tre år før folkepensionsalderen med et månedligt ydelsesniveau på cirka 15.000 kroner.

I dag kan personer opnå seniorpension seks år før folkepensionsalderen. Der er en månedlig ydelse på op til 19.700 kroner før skat for enlige og 16.700 kroner for gifte og samlevende.

Der var cirka 19.400 fuldtidspersoner med seniorpension i 2022, mens der var 7.200 modtog tidlig pension – den såkaldte Arne Pension.

Faglige Seniorers nyhedsbrev følger den politiske udvikling og skriver, når der er nyt om seniorpension.

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet gratis HER

 

 

 

 

Først publiceret: tirsdag 28. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:33

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.