Det forventes, at afskaffelsen af modregning i folkepensionen for egen arbejdsindtægt bliver vedtaget i Folketinget 1. juni.

Væk med modregning i pension: Hvornår bliver det vedtaget?

Mange seniorer med arbejde er usikre på, hvornår reglerne om at fjerne modregning i pensionen bliver vedtaget - som lovet af politikerne. Her er svaret.

Senest opdateret: torsdag 3. august 2023

Det står rimeligt klippefast, at modregningen af egen arbejdsindtægt i folkepensionen bliver fjernet – det har regeringen og dermed et Folketingsflertal lovet – og besluttet.

Og at det skal gælde med tilbagevirkende kraft for alle folkepensionister, der arbejder, og gælde fra 1. januar i år – altså 2023. Det står også mejslet i sten.

Men Faglige Seniorers nyhedsbrev får fortsat masser af mails fra bekymrede folkepensionister, der arbejder – og som ikke har læst eller hørt noget om, at lovforslaget er vedtaget.

Og det er kan vi bekræfte: Lovforslaget er ikke vedtaget.

Men det bliver det med allerstørste sandsynlighed om ikke så længe: Nemlig 1. juni.

50.000 får glæde af forslaget

Her er lovforslaget  – der har betegnelsen L 117  – nemllig til 3. og dermed sidste behandling i Folketinget.

Lovforslaget betyder, at modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg af egen arbejdsindtægt afskaffes. Det forventes, at 50.000 personer vil få glæde af de nye regler.

Forslaget vil have virkning fra januar 2024, men med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.

Lovforslaget er sat på dagsorden til 2. behandling 30. maj og til 3. behandling 1. juni.

Sejr for Faglige Seniorer

For Danmarks næststørste ældreorganisation er det en stor sejr, at modregning af egen arbejdsindtægt i folkepensionen nu bliver afskaffet.

”Afskaffelsen af modregning i folkepension og tillæg har været øverst på dagsordenen hos Faglige Seniorer i årevis. Det vil glæde tusindvis af folkepensionister, at politikerne nu endelig fjerner modregningen, så de kan arbejde og tjene, hvad de vil uden risikere, at det koster på pensionen,” lød det fra landsformand for Faglige Seniorer, Mette Kindberg, da lovforslaget blev fremlagt.

Følg lovforslaget HER

Hvad mener du?

Er det godt eller skidt, at folkepensionister fra 1. januar i år kan arbejde – uden at deres indtægt modregnes i folkepensionen?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

 

Først publiceret: mandag 22. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 13:57

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.