Du bør gå til lægen, hvis du mistænker at have type 2-diabetes, siger Tanja Thybo, der er forskningschef hos Diabetesforeningen. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Kend de tre t’er: Disse symptomer kan afsløre uopdaget diabetes

Type 2-diabetes kan medføre en række følgesygdomme, og du bør vær opmærksom på symptomer som kløe og træthed, råder Diabetesforeningen.

Senest opdateret: fredag 1. september 2023

Herhjemme får flere type 2-diabetes, og tusindvis går rundt med sygdommen, uden at de er klar over det.

Bliv klogere på type 2-diabetes

* Knap 328.000 danskere har type 2-diabetes, hvilket svarer til lige under syv procent af den voksne befolkning.

* Sidste år blev lige under 32.000 diagnosticeret med sygdommen.

* Lige under 35.000 har type 1-diabetes, hvor knap 1000 personer fik konstateret sygdommen sidste år.

* Medianalderen for ny-diagnosticerede ved type 2-diabetes er 64 år.

Kilde: Diabetesforeningens portal diabetestal.nu.

Har du en mistanke om, at du er en del af statistikken, bør du reagere.

Sådan lyder det fra Diabetesforeningen.

“Vi estimerer på baggrund af befolkningsundersøgelser, at omkring 100.000 danskere går rundt med uopdaget type 2-diabetes.”

“Vi finder også nogle, hver gang vores sundhedsbus kører rundt i landet, og interesserede får testet deres langtidsblodsukker,” siger Tanja Thybo, der er forskningschef i interesseorganisationen.

Knap 328.000 danskere er blevet diagnosticeret med type 2-diabetes. Det svarer til lige under syv procent af den voksne befolkning ifølge Diabetesforeningen.

Her er tegnene på sygdommen

Er du i tvivl om, hvorvidt du har sygdommen, bør du ifølge forskningschefen være opmærksom på de tre t’er: træthed, tørst og tissetrang.

“Man kan være uoplagt og have hovedpine, og man kan gå med det i et stykke tid. Man bliver også mere tørstig, og derfor skal man tisse i højere grad. Det er de mest almindelige symptomer,” siger Tanja Thybo.

Andre tegn kan være, at du har lettere ved at få infektioner i huden, og at dine sår har vanskeligere ved at hele.

Du kan også have været ude for et uforklarligt vægttab og opleve synsforstyrrelser.

“Man kan også få kløe omkring kønsorganerne, fordi man har mere sukker i urinen. Så der er også større risiko for svampeinfektioner,” siger forskningschefen.

Hurtig behandling er vejen frem

Og det er en god idé at være opmærksom, hvis du mistænker at have sygdommen.

“Jo hurtigere du kommer i behandling, jo hurtigere får du det bedre, og du mindsker risikoen for følgesygdomme som hjertekarsygdomme, nyresygdomme og øjensygdomme,” siger Tanja Thybo.

Derudover er type 2-diabetes arvelig, risikoen stiger med alderen, og sygdommen kan skyldes overvægt.

“Arvelighed og alder kan man ikke gøre noget ved, men man kan forsøge at forebygge ved hjælp af vægttab, sund kost og motion,” siger Tanja Thybo.

Har du en mistanke, skal du gå til lægen, som kan teste dit langtidsblodsukker, der fortæller, hvor dit blodsukker har ligget de seneste tre måneder, forklarer hun.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Først publiceret: fredag 1. september 2023
Artiklen er sidst opdateret fredag 1. september 2023 kl. 09:16

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.