Bogen "Ama’rkaner" tegner et barskt portræt af barndoms- og ungdomsårene på Amager fortalt af Leif Sylvester.

Vind Leif Sylvesters nye bog: Ama’rkaner

Leif Sylvesters fortællinger fra barndommen og ungdommen i en verden, som ikke længere findes.

Senest opdateret: onsdag 6. december 2023

I sin nye selvbiografi “Ama’rkaner” fortæller Leif Sylvester om sin opvækst på Amager, der har haft afgørende betydning for hans rejse fra hustler til tømrerlærling og endelig multikunstner.

Bogen “Ama’rkaner” tegner et barskt portræt af barndoms- og ungdomsårene på Amager, der er kendetegnet af en rå vold, der går igen overalt, i hjemmet, på skolen og på gaden.

Men bogen giver samtidig et rørende indblik i en tidsperiode, hvor børn blev overladt til sig selv, masser af drengestreger og eventyr i nærmiljøet.

“Jeg sidder i køkkenet og læser. Mor vasker op. Hun græder næsten hele tiden, og forfølgelsesvanviddet er taget til. Hun føler sig overvåget og udspioneret alle vegne. Når hun skal ud at handle, kører hun i en stor bue uden om alle offentlige bygninger, kun fordi min lillebror havde nussede underbukser og et lille hul i sokken da han døde.”

Sådan fortæller Leif Sylvester i øjenhøjde med barnet og den unge mand om sin brors meningsløse død og om sorgen, der ændrede alt.

Længslen efter frihed

Læseren bliver også trukket med ind i historien om presset fra faren og hans planer for Leifs tømreruddannelse, mens både Leifs kreative drømme og den første store kærlighed blomstrer akkompagneret af 1950’ernes rock’n’roll.

Gennem det hele går som en rød tråd længslen efter frihed.

Leif Sylvester er et kreativt multimenneske, og hans bog er illustreret med egne fingertegninger, der bidrager til hans fortælling om Amager som arnestedet for den unge kunstner, som tegner løs og senere bliver jazzmusiker i Nyhavn som bare 17-årig.

De små scener fra barne- og ungdomslivet samler sig til en udviklingshistorie om en ægte ama’rkaner – og tegner et portræt af kunstneren som ungt menneske.

Om forfatteren

Leif Sylvester Petersen er født 1940 på Amager, uddannet tømrer, er sangskriver og komponist, gadeartist og skuespiller, forfatter og billedkunstner.

Vind bogen

Bogen “Ama’rkaner” er udkommer på forlaget Frydenlund og koster 299,95 kroner.

Melder man sig ind i Frydenlunds Bogklub er der 15 procents rabat. Bogen kan købes her.

Faglige Seniorer og Frydenlund har sammen udloddet 3 eksemplarer af bogen.

Vindere er Birthe Bisgaard, Tranbjerg J, Kurt Madsen, Skanderborg samt  Bjarke Dahl Stærke, Køge.

Først publiceret: mandag 27. november 2023
Artiklen er sidst opdateret onsdag 6. december 2023 kl. 11:13

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.