Holder du jul ude, kan det være en god idé at fortælle værterne, at du lider af allergi over for udendørs skimmelsvampesporer, som kan sidde på eksempelvis pyntegran. Dermed kan de nå at begrænse pynten, så du undgår at få det dårligt. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Pas på: Skumle svampesporer kan gemme sig i dit pyntegran

Når du tager naturen med indenfor til jul, risikerer du at vække udendørs skimmelsvampesporer op fra deres dvale, og de kan aktivere allergi.

Senest opdateret: tirsdag 19. december 2023

Går du rundt og nyser, som sprang birketræerne ud netop nu? Så kan det være, du skal kaste et kritisk blik på juledekorationen på bordet eller brændekurven i hjørnet af stuen.

For de kan sende udendørs skimmelsvampesporer ud i luften, der kan frembringe allergiske reaktioner, fortæller Christine Højer Eriksen, der er sundhedsfaglig koordinator i patientforeningen Astma-Allergi Danmark.

“De udendørs skimmelsvampesporer er ikke særligt aktive ude i naturen lige nu, men når vi tager noget fra naturen med indendørs, hvor der er varme og lys, bliver de aktiveret og kan give symptomer som løbende øjne, løbenæse, mange nys og besværet vejrtrækning,” siger hun.

Hvad er skimmelsvampesporer?

* Skimmelsvampe er mikroskopiske svampe, som kan vokse både udendørs og indendørs, hvor der er fugt og organisk materiale.

* Skimmelsvampe formerer sig ved sporer, som spredes med vinden over store afstande ligesom pollen.

* Der findes mange tusinde forskellige skimmelsvampe, som hver især danner millionvis af sporer. De vigtigste udendørs skimmelsvampesporer, som kan være årsag til allergi i Danmark, kommer fra slægterne Alternaria og Cladosporium.

* Har du spørgsmål til de udendørs svampesporer, har Astma-Allergi Danmark en rådgivningslinje, der kan kontaktes på telefonnummer 43 43 42 99.

Kilde: Astma-Allergi Danmark.

Ødelægger december måned

Svampesporerne kan gemme sig på dit brænde, juletræet og dekorationspynt som grangrene, mos og kogler.

Og for nogle skaber de store gener. Det mærker man hvert år på Astma-Allergi Danmarks rådgivningslinje.

“Der er nogle, der bliver rigtig dårlige, og nogle ringer ind og siger: “Det er hver jul, jeg bliver syg. Det ødelægger december måned”. Det kan både være på arbejdspladsen og i folks stuer, at folk bliver dårlige, men de kender ofte ikke årsagen,” siger Christine Højer Eriksen.

Det kan du gøre

Du kan minimere mængden af udendørs skimmelsvampesporer ved at droppe at pynte op med kogler og gran fra skoven og eventuelt overveje et juletræ af plastik.

Stikker det for dybt i dit julehjerte at sige farvel til den ægte vare, kan du prøve at skylle juletræ og pyntegran med haveslangen, inden du tager det med indenfor, og på den måde forsøge at mindske antallet af svampesporer, der sidder på det grønne.

“Lad juletræet stå og tørre i et fyrrum eller i garagen, og tag det eventuelt først ind, lige inden det skal bruges, eller lad det stå i en udestue, og bær det så ud igen, når I har danset om det,” råder Christine Højer Eriksen.

Flere havner på hospitalet

At udendørs skimmelsvampesporer påvirker allergikere, bekræfter et studie fra Aarhus Universitet. Her har forskere fundet ud af, at jo større mængden af skimmelsvampesporer er i luften, jo flere havner på hospitalet med akut astma.

“Det er en vigtig erkendelse. For hidtil er effekten af disse svampesporer måske blevet undervurderet i det daglige af dem, der taler med patienterne,” siger Torben Sigsgaard, der er professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og står i spidsen for undersøgelsen.

“Det er en sjælden lidelse, men dem, der er ramt af den, er hårdt ramt,” tilføjer han.

Det kan være forklaringen

De udendørs skimmelsvampesporer er aktive i luften omkring os i perioden fra sensommeren og frem til den første frost et godt stykke hen på efteråret.

“De, der har problemer med astma og allergi, oplever en forværring uden for det, de normalt ser som sæsonen, og det kan gøre det svært for dem at håndtere det.”

“Men nu kan det her være en forklaring på, hvorfor de ikke kommer over deres almindelige allergi i slutningen af efteråret,” fortæller Torben Sigsgaard og tilføjer, at sæsonen har været ekstra lang i år på grund af det milde vejr.

Mistænker du, at du reagerer på de udendørs skimmelsvampesporer, anbefaler Astma-Allergi Danmark, at du kontakter din egen læge for at få foretaget en allergitest.

Først publiceret: mandag 4. december 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 19. december 2023 kl. 11:22

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.