Behandling med væksthormon fra afdøde personer er årsag til, at flere patienter har udviklet Alzheimers.

Fem personer kan have fået Alzheimers gennem en nu forbudt behandling

Fem fund af Alzheimers sygdom viser, at sygdommen kan overføres medicinsk mellem mennesker. Dansk overlæge siger klart og tydeligt: Ingen grund til bekymring.

Senest opdateret: onsdag 31. januar 2024

For flere årtier siden foretog læger i Storbritannien en behandling, der siden blev forbudt, men som nu igen trækker overskrifter i de største britiske aviser. Det skriver Videnskab.dk.

En af patienterne var en dreng, som kort efter sin fødsel i 1968 blev diagnosticeret med Silver-Russells syndrom, der blandt andet hæmmer væksten. Han blev derfor behandlet med en bestemt type væksthormon, fra han var tre, til han blev ni år.

Som 38-årig begyndte han imidlertid at blive mere glemsom og fik sværere ved at kommunikere. Og nu har et nyt studie fundet tegn på, at han har udviklet tidlig Alzheimers sygdom som følge af væksthormonet.

Ekstremt sjældent

Det er et ekstremt sjældent tilfælde, understreger forskerne bag studiet.

Drengen er dog ikke helt alene. Behandlingen blev brugt i Storbritannien i perioden 1959 til 1985 for at hjælpe mindst 1.848 patienter, der af forskellige årsager manglede væksthormon.

I det nye videnskabelige studie har forskere undersøgt otte af patienterne, og fem af dem udviser tegn på Alzheimers sygdom.

Ud over at studiet afdækker fem ulykkelige skæbner, kaster det også lys over, hvordan den gådefulde sygdom kan opstå.

Smitter ikke

Jørgen Erik Nielsen er professor og overlæge på Rigshospitalet og har læst studiet for Videnskab.dk.

Han kalder studiets metode stærk og er enig i konklusionen om, at man i forsøget på at hjælpe børn kan være kommet til at give dem øget risiko for Alzheimers sygdom.

Overlægen har dog et klart budskab:

»Alzheimers sygdom er ikke smitsom på samme måde som for eksempel en virusinfektion. Det kan ikke overføres gennem et nys, kram eller lignende,« siger Jørgen Erik Nielsen, som er forskningsleder ved Neurogenetisk Klinik & Forskningslaboratorium ved Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, til Videnskab.dk.

Overføres via hjernevæv

Men hvis Alzheimers sygdom ikke er smitsom, hvordan kan det så være, at de britiske patienter er blevet syge via et væksthormon?

Fordi sygdomme som Alzheimers kan overføres via hjernevæv. Det er her, behandlingen med væksthormonet kommer ind i billedet.

Den behandling, som børnene i sin tid fik, gik ud på at behandle med væksthormon fra afdøde personer til personer, som af den ene eller anden grund manglede væksthormon.

Væksthormonet dannes i hypofysen, som sidder i hjernen. Den måde, man tidligere fremstillede væksthormon på, var at udtage hypofysen fra hjernen på afdøde donorer, udvinde væksthormonet derfra og indgive det via en blodåre til den person, der skulle behandles med væksthormon.

Håb om behandling

I dag er metoden ikke længere i brug. Nu bruger man kunstigt fremstillet væksthormon.

Jørgen Erik Nielsen spotter tilmed positive fund blandt studiets resultater. Fund, som styrker håbet om en dag at kunne slå mange fluer med ét smæk, når det gælder hjernesygdomme.

»Det positive er, at studiet bekræfter teorien om, at der kan være en måde at behandle de fælles mekanismer i stedet for hver enkelt sygdom. På den måde kan man behandle flere hjernesygdomme med samme metode og med én behandling hjælpe flere, uanset hvad årsagen til sygdommene er,« siger han til Videnskab.dk.

Dermed giver fundene yderligere håb til at overveje nye behandlingsstrategier til patienter med Alzheimers sygdom.

Læs også:

19-årig kan være den yngste i verden med Alzheimers sygdom

Får vi snart en behandling af Alzheimers sygdom?

Få viden med Videnskab.dk

Faglige Seniorers nyhedsbrev samarbejder med Videnskab.dk, der med 1 million brugere om måneden er Danmarks mest besøgte populærvidenskabelige medie.

Videnskab.dk dækker forskningen bredt – fra kultur og samfund til sundhed, teknologi og naturvidenskab – og guider rundt i videnskabens forunderlige og forbløffende verden. Troværdighed, forståelighed, tilgængelighed og underholdende formidling er værdier, der gennemsyrer alt, Videnskab.dk arbejder med.

Videnskab.dk drives efter publicistiske principper med uafhængig, samfundsoplysende journalistik på et tilstræbt objektivt grundlag.

Driften finansieres af en finanslovsbevilling fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og støtte fra fonde.

Først publiceret: onsdag 31. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret onsdag 31. januar 2024 kl. 11:10

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.