95.000 danskere lever i dag med sygdommen, men i 2035 forventes det tal at være vokset til 134.000.

Ny blodprøve kan forudsige demens – vil du vide det?

En ny blodprøve kan afsløre, om du får demens med 90 procent sikkerhed.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

Nogle vil helst leve i lykkelig uvidenhed, mens andre gerne vil forberede sig på fremtiden – måske især når det gælder så alvorlig en sygdom som demens. 

Nu har videnskaben nemlig gjort det muligt at forudsige demens via en blodprøve mere end et årti, før sygdommen bliver diagnosticeret hos patienterne.

Og det med 90 procent nøjagtighed, skriver The Guardian, der fortæller om et forsøg med blod indsamlet fra 52.645 raske personer fra England. 

Demens er betegnelsen på den tilstand, man kommer i, når de mentale færdigheder bliver svækket af sygdom.

Den hyppigste årsag til demens er Alzheimers sygdom, som mindst halvdelen af alle mennesker med demens lider af. Der er dog mere end 200 forskellige sygdomme, som kan medføre demens. 

Simpel blodprøve

Faktisk er det ikke noget nyt at forudsige demens hos mennesker, for det kan man allerede i dag gennem avanceret teknologi, men det er i den grad noget nyt, at det nu kan gøres med en simpel blodprøve. 

Det forklarer Gunhild Waldemar, der er professor ved Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet: 

“Der, hvor de her nye blodprøver kommer til deres ret, er, når de anvendes på patienter med få eller milde symptomer. Her vil sådanne blodprøver fremover formentligt kunne hjælpe med at finde ud af, om hukommelsessvækkelse er tegn på en begyndende demenssygdom eller andre sygdomme som for eksempel stress,” siger Gunhild Waldemar til Tv 2

Professoren lægger også vægt på, hvor vigtigt det er at få stillet diagnosen tidligt i forløbet, mens man endnu har få symptomer. Her er det nemlig nemmere at hjælpe patienterne. 

Når det kommer til raske personer, mener Gunhild Waldemar, at de ikke skal have tilbudt blodprøven. 

“Vi har på nuværende tidspunkt ingen behandling at tilbyde disse personer. Derfor giver det ikke mening at få at vide, om man muligt får en Alzheimerssygdom i fremtiden. Det giver kun anledning til ekstra ressourceforbrug i sundhedsvæsnet og hos det enkelte menneske,” siger hun.

Først publiceret: torsdag 15. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.