I denne guide finder du svar på det mest almindelige spørgsmål om førtidspension.

Førtidspensionist: Her er dine rettigheder

Førtidspensionsguide med nyttig viden til førtidspensionister med svar på de mest almindelige spørgsmål.

Senest opdateret: fredag 26. april 2024

Denne guide er til dig, der allerede er tilkendt førtidspension og gerne vil kende reglerne.

Du kan naturligvis også bruge guiden, hvis du er i gang med at søge førtidspension eller blot vil hjælpe en ven eller familiemedlem med at forstå reglerne.

Guiden er til førtidspension tilkendt efter 2003.

Hvordan beregnes førtidspensionen?

Som udgangspunkt får du 20.370 kroner om måneden (2024) før skat som enlig og 17.315 kroner om måneden (2024) før skat, hvis du er samlevende.

Førtidspensionen kan dog nedsættes, hvis du har indtægter udover førtidspensionen.

Førtidspension for enlige

Førtidspensionen er for enlige 20.370 kroner om måneden (2024) og 244.440 kroner årligt (2024). 

Beløbet er før skat.

Du kan have andre indtægter på op til 86.900 kroner (2024), før din førtidspension sættes ned.
30% af det beløb, du tjener eller modtager over 86.900 kroner (2024) kroner, bliver modregnet i din førtidspension.

Hvis du har indtægt over 901.700 kroner (2024), får du intet i førtidspension.

Du bliver modregnet af alle indtægter løn, honorarer, indtægter fra aktier, kapitalindkomst, tjenestemandspension, arbejdsmarkedspensioner, private pensionsopsparinger, løbende udbetaling af tab af erhvervsevne, underholdsbidrag m.v.

Eksempel:
Du er enlig og tjener i 2024 100.000 kroner udover din førtidspension.
Indtægt på 100.000 kroner minus fradrag på 86.900 kroner = 13.100 kroner.
Nedsættelse på 30 % af fradraget på 13.100 kroner = 3.930 kroner.
Din årlig førtidspension på 244.400 kroner fratrækkes 3.930 kroner = 240.470 kroner.
Din nedsættelse er årligt 3.930 kr. og din månedlige førtidspension er derefter 20.039 kroner.

Førtidspension for samlevende

Førtidspensionen for samlevende er 17.315 kroner om måneden (2024) og 207.780 kroner årligt (2024).

Beløbet er før skat.

Du og din samlever kan tilsammen have indtægter på op til 138.000 kroner om året (2024), før din førtidspension sættes ned. Din samlevers arbejdsindtægt modregnes ikke.

Hvis din samlever ikke er pensionist

Der ses altid bort fra din samlevers arbejdsindtægt. Den bliver ikke modregnet. Det gælder for løn, efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og fleksydelse.

Andre indtægter fra aktier, kapitalindkomst, tjenestemandspension, arbejdsmarkedspensioner, private pensionsopsparinger, løbende udbetaling af tab af erhvervsevne, underholdsbidrag med videre bliver modregnet.

30% af det beløb, I tjener eller modtager over 138.000 kroner om året (2024), bliver modregnet i din førtidspension, hvis din samlever ikke er pensionist.  

Det betyder, at du mister din førtidspension, hvis I tilsammen har indtægter for

830.600 kroner (2024)

.

I beregningen ses der bort fra beløb under

267.012 kroner (2024)

og over 540.812 kroner (2024), når din samlevers indkomster skal opgøres. Det betyder, at uanset hvor høj en indtægt, din samlever har, så medtages maksimalt

273.800 kroner (2024)

.

Eksempel:
Du er tilkendt førtidspension og bor sammen med din kæreste. Din kæreste er i fleksjob og modtager derudover 5.000 kroner månedligt i tabt arbejdsfortjeneste.
Da ægtefælle/samlevers arbejdsindtægt fra 2023 ikke længere indgår i beregningen af førtidspension, påvirker din kærestes lønindtægt og fleksløntilskud ikke din førtidspension. Din kærestes tab af erhvervsevneudbetaling er årligt 60.000 kroner (12 x 5.000 kroner), hvilket er under 267.012 kroner. Du får derfor det fulde beløb i førtidspension for gifte/samlevende, der er 17.315 kroner.

Hvis din samlever er pensionist

15% af det beløb, I tjener eller modtager over 138.000 kroner om året (2024), bliver modregnet i din førtidspension, hvis din samlever er pensionist.  

Det betyder, at hvis du bor sammen med en pensionist, mister du din førtidspension, når I tilsammen har indtægter for

1.523.200 kroner (2024)

.

Skal man betale skat af førtidspension?

Du betaler skat af din førtidspension.

Det er vigtigt, at din forskudsopgørelse er opdateret med dine forventede indtægter, så din førtidspension kan beregnes korrekt, og du undgår at skulle betale noget tilbage.

I slutningen af maj – når fristen for rettelser til årsopgørelsen er afsluttet – får du en pensionsopgørelse fra Udbetaling Danmark.  

Hvad bliver modregnet i førtidspensionen?

Disse indtægter bliver modregnet i din førtidspension:

  • Din egen arbejdsindtægt (men ikke din samlevers arbejdsindtægt)
  • Udbetalinger fra arbejdsmarkedspension, ratepension og kapitalpension
  • Udbetalinger fra tjenestemandspension
  • Løbende udbetaling af tab af erhvervsevne (men ikke engangsbeløb)
  • Underholdsbidrag
  • Positive renter fra pengeinstitutter
  • Aktieindtægt over 5.000 kroner for enlige og over 10.000 kroner for samlevende
    (men ikke aktiesparekonto).

Din ægtefælle eller samlevers arbejdsindtægt bliver ikke modregnet i førtidspensionen. Det gælder for løn, efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og fleksydelse.

Dine hjemmeboendes børns indtægter bliver heller ikke modregnet. Vær opmærksom på at boligydelse mv. bliver påvirket af hele husstandens indtægt, dog ikke indtægt fra fritidsjob, når barnet er under 18 år.

Aktiesparekonto bliver heller ikke modregnet i din førtidspension.

Kan førtidspensionister søge tillæg for eksempel, hvis man skal flytte eller får en stor tandlægeregning?

Når du får førtidspension, som er tilkendt efter 2003, kan du søge om enkeltydelse, hvis du har udgifter, som du ikke selv kan betale.

Du kan blandt andet søge enkeltydelse til:

  • Husleje
  • El
  • Samværsudgifter
  • Indbo
  • Flytning, hvis flytningen forbedrer din bolig- eller jobsituation
  • Medicin
  • Behandling hos tandlæge, psykolog, kiropraktor eller fysioterapeut. 

Du kan som udgangspunkt ikke få hjælp til udgifter, som du allerede har betalt eller har aftalt at betale.

Du kan kun få bevilget enkeltydelse, hvis du eller din ægtefælle ikke selv kan betale for udgiften via indtægter, opsparing, formue, afdragsordning, privat forsikring eller lån. Hvis du er samlevende – men ikke gift – har din samlevers formue eller indtægter ikke betydning for din ansøgning om enkeltydelse.

Du søger om enkeltydelser på borger.dk

Boligstøtte

Du kan også søge boligstøtte, hvis du bor til leje eller i andelsbolig. 

Beregn boligstøtte her

Må jeg arbejde som førtidspensionist?

Hvis du har lyst og overskud, er det en rigtig god idé at arbejde, selvom du er tilkendt førtidspension. Du møder andre mennesker og føler, at du udretter noget. Det gør godt for de fleste.

Hvis du i en længere periode har tjent cirka 19.300 kroner om måneden (2024), kan din førtidspension gøres hvilende.

Du mister altså ikke retten til førtidspension, men den er sat på pause, mens du har en indtægt, hvor du kan forsørge dig selv.

Enlig

Du kan tjene op til 86.900 kroner (2024), før din førtidspension sættes ned. 30% af det beløb, du tjener eller modtager over 86.900 kroner (2024), bliver modregnet i din førtidspension. Hvis du har indtægt over 901.700 kroner (2024) kroner, får du intet i førtidspension.

Modregningen sker for alle former for indtægter. Både løn, honorarer, indtægter fra aktier, kapitalindkomst, tjenestemandspension, arbejdsmarkedspensioner, private pensionsopsparinger, løbende udbetaling af tab af erhvervsevne, underholdsbidrag med videre.

Eksempel:
Du er enlig og arbejder og tjener i 2024 70.000 kroner udover din førtidspension. Derudover har du andre indtægter for 30.000 kroner tilsammen = 100.000 kroner.
Indtægt på 100.000 kroner minus fradrag på 86.900 kroner = 13.100 kroner.
Nedsættelse på 30% af fradraget på 13.100 kroner = 3.930 kroner.
Din årlig førtidspension på 244.400 kroner fratrækkes 3.930 kroner = 240.470 kroner.
Din nedsættelse er årligt 3.930 kroner og din månedlige førtidspension er derefter 20.039 kroner.

Du kan altså tjene 100.000 kroner og kun miste 3.930 kroner i førtidspension.

Samlevende

Du og din samlever kan tilsammen have indtægter på op til 138.000 kroner om året (2024), før din førtidspension sættes ned. Din samlevers arbejdsindtægt modregnes ikke.

Eksempel:
Du er tilkendt førtidspension og bor sammen med din kæreste. Du arbejder 10 timer ugentligt og tjener 90.000 kroner om året. Din kæreste er i fleksjob og modtager derudover 60.000 kroner årligt i tabt arbejdsfortjeneste.
Da ægtefælle/samlevers arbejdsindtægt fra 2023 ikke længere indgår i beregningen af førtidspension, påvirker din kærestes lønindtægt og fleksløntilskud ikke din førtidspension.
Indtægt 150.000 kr. (90.000 kroner + 60.000 kroner) minus fradrag på 138.000 kroner = 12.000 kroner
Nedsættelse på 30% af fradraget på 12.000 kroner = 4.000 kroner
Din årlige førtidspension på 207.780 kroner fratrækkes 4.000 kroner = 203.780 kroner.

Du kan altså tjene 90.000 kroner og kun miste 4.000 kroner i førtidspension.

Du kan beregne din førtidspension på www.borger.dk

Hvordan modregnes tab af erhvervsevne? (engangsbeløb og løbende udbetaling)

Løbende udbetalinger fra tab af erhvervsevne medtages som indtægt og modregnes sammen med de øvrige indtægter.

Et engangsbeløb betegnes som formue og ikke som indtægt.

Derfor påvirker det ikke din førtidspension, fordi formue ikke modregnes.

Dog vil renter og afkast fra værdien af engangsbeløbet blive betegnet som indtægter, og de vil derfor indgå i beregningen af førtidspensionen.

Kan jeg få frakendt min førtidspension?

Hvis din arbejdsevne bliver væsentligt forbedret, kan kommunen frakende førtidspensionen. Du kan få frakendt førtidspensionen, hvis du arbejder i en sådan grad, at du vedvarende kan forsørge dig selv gennem dit arbejde. 

Kommunen ser på, om du kan arbejde mere end 30 timer om ugen, og om din indtægt overstiger førtidspensionen. 

Kan man tage førtidspension med til udlandet?

Hvis du flytter til udlandet, kan du i nogle situationer få din førtidspension med.  

Hvis du er dansk statsborger eller statsborger i et EU-land, har du ret til at tage din pension med til udlandet. Det gælder dog kun, hvis du har boet mindst 3 år i Danmark fra du fyldte 15 år og til du fik tilkendt pension.

Du har pligt til at fortælle Udbetaling Danmark, hvis du rejser til et land udenfor EU, EØS og Schweiz i mere end 2 måneder. 

Du kan opholde dig i udlandet i op til 6 måneder på et år, uden at det får betydning for din førtidspension. Du skal dog reelt bo i Danmark og være tilmeldt folkeregisteret her. 

Kan man få udbetalt ATP, når man er på førtidspension?

Du får først udbetalt din pension fra ATP, når du når folkepensionsalderen.

Det er ikke muligt at få din ATP Livslang Pension udbetalt før folkepensionsalderen.

Det gælder også, hvis du for eksempel får tilkendt førtidspension, lider af en livstruende sygdom eller flytter til et andet land end Danmark.

Der indbetales i 300 kroner om måneden til ATP, når du er førtidspensionist (2024). Du indbetaler automatisk 1/3 og Udbetaling Danmark 2/3.

Kan man være selvstændig og førtidspensionist?

Du kan godt starte eller fortsætte selvstændig virksomhed som førtidspensionist.

Indtægten vil dog påvirke din førtidspension.

Du kan som enlig tjene 86.900 kroner (2024), før din førtidspension nedsættes.

Hvis du er samlevende, kan I tilsammen tjene 138.000 kroner om året (2024), før din førtidspension påvirkes.

Din samlever arbejdsindtægt medregnes aldrig.

Din førtidspension kan gøres hvilende, hvis du i en længere periode har tjent 19.300 kroner om måneden (2024). I en forsøgsperiode til og med 2025 kan førtidspensionen ikke frakendes, selvom man arbejder på fuld tid.

Betyder formue noget for førtidspensionen?

Formue og arv påvirker ikke din førtidspension.

Du kan altså arve eller få store pengegaver, uden at din førtidspension sættes ned.

I beregningen af førtidspension indgår kun skattepligtige indtægter. Arv og pengegaver betaler man kun afgift af.

Vær opmærksom på, at renteindtægter og almindeligt aktieafkast tæller som skattepligtig indtægt, som indgår i beregningen af din førtidspension.

Hvad må man eje, når man er på førtidspension?

Formue og værdi af dine ejendele som hus og bil påvirker ikke din førtidspension.

Dog vil indtægter fra renter eller eventuelle lejeindtægter over et vist beløb blive medtaget som indtægt i beregning af din førtidspension.

Hvilken forskel er der på at være enlig og gift eller samlevende som førtidspensionist?

Der er stor forskel på det beløb, som enlige førtidspensionister og samlevende førtidspensionister får.

Som udgangspunkt får du 20.370 kroner om måneden (2024) som enlig og 17.315 kroner om måneden (2024) kroner før skat, hvis du er samlevende.

Er du enlig, bør du kende reglerne for at være reelt enlig, hvis du får en kæreste eller god ven. Ellers risikerer du at skulle betale førtidspension (og eventuel boligstøtte og børnebidrag) tilbage.

Du har oplysningspligt til Udbetaling Danmark, der beregner og udbetaler din førtidspension.

Som enlig er det ikke nok, at du er den eneste med folkeregisteradresse på bopælen.

Du skal også sikre dig, at du ikke har fælles husførelse med andre. Det vil sige, om I deles om madlavning, indkøb og praktiske opgaver, selvom I bor hver for sig. I skal også sørge for at jeres økonomi er opdelt.

Du kan blive betragtet som samlevende med personer, som du ikke er kæreste eller gift med.
Eneste undtagelse er personer, som du ikke ville kunne indgå ægteskab med. Altså kan du godt bo sammen med din far, mor eller bror og samtidig blive betragtet som enlig.

Kan førtidspensionister få pensionistrabat?

Nogle museer, biografer, forlystelser og virksomheder giver pensionistrabat eller aldersrabat.

Hvert sted bestemmer selv, om de vil give rabat, og hvem der kan få rabatten.

Det betyder, at nogle steder med pensionistrabat ikke giver rabat til førtidspensionister, seniorpensionister og pensionister på tidlig pension.

Men der hvor der også er rabat til pensionister under 67 år, er der behov for bevis for, at man er pensionist. Der kan du bruge pensionistbeviset, DSB legitimationskortet eller anden dokumentation.

Nogle kommuner tilbyder, at pensionister kan få et pensionistbevis. Det kan for eksempel bruges som dokumentation i forbindelse med pensionistrabatter.

Der er ikke billede på pensionistbeviset.

Pensionistbevises kan fås i Borgerservice i de kommuner, som tilbyder kortet.

Læs mere om pensionistbevis på borger.dk

Hvad er skånejob og klapjob?

Når du er på førtidspension, kan du tage et almindeligt arbejde, men har du særlige behov, kan du måske have glæde af et skånejob eller et klapjob.

Skånejob

Et skånejob er et arbejde, der tager hensyn til, at du ikke kan arbejde helt som alle andre. Jobcentret giver et tilskud til lønnen i et skånejob.

Du forhandler selv løn med arbejdspladsen, og det er en god ide, at få hjælp af din fagforening.

Arbejdspladsen betaler din løn, men får et tilskud fra jobcentret. Du kan få løntilskud til et skånejob indtil du når din folkepensionsalder.

Det er også mulighed for at starte i en praktik for at finde ud af, om du og arbejdspladsen er et godt match.

Der også mulighed for mentorstøtte, hvis du for eksempel i starten har brug for ekstra introduktion eller vejledning til arbejdsopgaver eller at vænne dig til at gå på arbejde.

Læs mere om skånejob og løntilskud til førtidspensionister på borger.dk

KLAPjob

KLAPjob er en organisation, der hjælper førtidspensionister og fleksjobbere med at få et job.

KLAPjob har aftaler med flere virksomheder, som er gode til at tilpasse opgaverne til dig, der ikke kan arbejde helt som alle andre. Du kan læse mere på www.klapjob.dk

Hvornår går man fra førtidspension til folkepension?

Som førtidspensionist overgår du automatisk fra førtidspension til folkepension.

Du får førtidspension i hele måneden, hvor du når din folkepensionsalder, og fra den 1. i måneden efter din fødselsdag, er du folkepensionist.

Folkepensionen er ligesom førtidspensionen bagudbetalt.

Nyheder om førtidspension

Alle kan få Faglige Seniorers gratis nyhedsbrev. Følg med og få automatisk besked, når der er nyt om førtidspension.

Tilmeld dig her

Spørg socialrådgiveren om førtidspension

I Faglige Seniorers brevkasse kan du spørge socialrådgiver Lea Munk Staugaard om førtidspension, folkepension og andre sociale spørgsmål.

Spørg socialrådgiveren

Udbetaling Danmark: Førtidspension

Førtidspensionen udbetales af Udbetaling Danmark.

Du kan kontakte de på telefon 70 12 80 61.

Mandag – onsdag 08:00 – 16:00
Torsdag 08:00 – 17:00
Fredag 08:00 – 15:00

Der er lukket helligdage, fredag efter Kr. Himmelfart, 5. juni samt 24. og 31. december.

Først publiceret: tirsdag 12. marts 2024
Artiklen er sidst opdateret fredag 26. april 2024 kl. 08:56

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.