Markant færre på pension før tid: Tusindvis af seniorer buldrer frem på arbejdsmarkedet
Knap 130.000 færre seniorer mellem 60 år og 74 år er på førtidige pensionsordninger eller folkepension. Samtidig er der en markant vækst i antallet af seniorer i job, viser nye tal.
Senest opdateret: torsdag 10. oktober 2024
Seniorerne arbejder som aldrig før – og langt færre af dem har trukket sig eller er tvunget tilbage fra arbejdsmarkedet.
Det fremgår af opsigtsvækkende tal fra jobindsats.dk, der løbende opgiver befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet.
Seniorklar
SeniorKlar er et fælles projekt, Danmarks næststørste ældreorganisation, Faglige Seniorer og den uddelende forening Østifterne, har sat i søen.
Over fem år investeres der tid og kræfter og 22,5 millioner kroner i at udvikle værktøjer, der kan hjælpe seniorerne igennem overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelser.
SeniorKlar rådgiver og hjælper virksomheder og deres medarbejdere til at tage samtalen om, hvordan det aktive arbejdsliv skal afsluttes. Hvis det da ikke skal udskydes i nogle år.
SeniorKlar er samtidig ved at udvikle en individuel vejledning i form af en digital platform, der skal give seniorerne svar på de mange, mange spørgsmål, man bør stille sig selv, både før og undervejs på vej mod livet som pensionist.
En opgørelse over årgangene fra 60 år til 74 år afslører, at der på 10 år er blevet 128.696 færre på førtidige pensionsordninger. I juli 2014 var 697.000 på førtidige pensions- og tilbagetrækningsordninger. Det tal var i juli 2024 faldet til 568.304.
Pensions- og tilbagetrækningsordninger dækker over efterløn, seniorpension, tidlig pension og førtidspension. Enkelte er på andre offentlige ydelser.
Udviklingen med færre på pensions- og tilbagetrækningsordninger har fundet sted, selvom der i perioden siden 2014 har været stigende antal personer i seniorårgangene.
Samtidig viser opgørelsen en markant stigning i antallet af seniorer i alderen 60-74 år, der arbejder.
I alt er 147.296 flere personer i målgruppen i beskæftigelse.
I juli 2014 var 224.886 seniorer i job. Det tal var i juli 2024 nået op på 372.182 beskæftigede, viser opgørelsen fra jobindsats.dk.
En boom på over 60 procent.
“Der er godt for den enkelte, det er godt for familiernes økonomi, og det er et kæmpeboost til det danske arbejdsmarked og den danske samfundsøkonomi, at seniorerne buldrer frem på arbejdsmarkedet,” siger Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer.
Folks eget valg at fortsætte i job
Det enorme skifte i udviklingen skyldes ikke alene arbejdsmarkedsreformer. Det er også sket i en periode, hvor man blandt andet har gjort det mere attraktivt at arbejde sideløbende med folkepension. Men først og fremmest, så har folk selv valgt at arbejde i flere år, mener Palle Smed.
“Der er tale om et kæmpe kulturelt skifte. Det understreges af en undersøgelse for Faglige Seniorer, hvor hver femte, der har forladt arbejdsmarkedet og gået over på tilbagetrækningsordninger, oplyser, at de savner arbejdslivet. Og at de gerne vil bidrage igen. Så potentialet fremover er enormt,” siger Palle Smed.
Megatrend hos seniorer
Flere undersøgelser hos Faglige Seniorer dokumenterer, at 2 ud af 3 seniorer er parate til at udsætte deres planlagte pensionering, hvis de mødes af fleksibilitet på arbejdspladsen i form af kortere arbejdstid og færre arbejdsdage.
“Det er starten på en megatrend blandt seniorerne, der for første gang føler, at det er okay at blive i arbejde, selv om man er lidt oppe i årene. Men udviklingen skal støttes af politikerne og ikke mindst virksomhederne, der først og fremmest skal række ud til medarbejderne og spørge om ikke de kunne tænke sig at fortsætte et år eller to eller tre endnu,” siger Palle Smed.
Debat om pension i Folketinget
Torsdag tager politikerne i Folketinget fat på åbningsdebatten, og her vil pensionsdebatten være et af de dominerende emner: Hvornår skal vi i fremtiden have mulighed for at gå på pension?
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
“Nogle på højrefløjen kalder statsminister Mette Frederiksens åbning i pensionsdebatten for en økonomisk katastrofe. Venstrefløjen vil fastholde eller sænke pensionsalderen. Men sandheden er, at seniorerne vælger efter egne behov og forudsætninger. Derfor kan man roligt lempe på stigningstakten i folkepensionsalderen,” siger Palle Smed.
Tryghed holder seniorerne igang
Han understreger, at det fortsat er vigtigt, at der er muligheder for alle dem, som ikke kan fortsætte på arbejdsmarkedet.
“De har brug for tryghed i alderdommen. Den tryghed ved vi har stor betydning for, at folk vælger at fortsætte længere på arbejdsmarkedet,” siger Palle Smed.
Hvad mener du?
Hvad er din holdning til at færre seniorer er på førtidige pensionsordninger – og flere er i job.
Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: onsdag 2. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 10. oktober 2024 kl. 14:59