Nyt forskningsprojekt skal styrke håb hos alvorligt syge
Når alvorlig sygdom rammer, kan håb spille en afgørende rolle for livskvaliteten. Et nyt forskningsprojekt støttet af VELUX FONDEN skal hjælpe patienter, pårørende og fagfolk med at forstå og arbejde med håbets betydning.
Senest opdateret: mandag 13. januar 2025
Håb kan være en vigtig drivkraft, når hverdagen vendes på hovedet af en alvorlig sygdom.
Projektets leder, seniorforsker Vibeke Graven fra REHPA – Videncenter for Rehabilitering og Palliation – forklarer:
“Vi ved, at håb kan bære livet, når det ser allersværest ud. Det giver livsmod og kræfter til at fortsætte. Vi kan ikke fjerne fortvivlelsen, men vi kan udvikle redskaber, der understøtter håb.”
Forskerne vil undersøge, hvordan patienter og pårørende oplever håb og dets betydning for deres handlekraft.
Projektet skal munde ud i et idekatalog med konkrete værktøjer som samtaleguides, øvelser og aktiviteter, der kan bruges af både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle.
Tværfagligt samarbejde giver ny viden
Projektet er et samarbejde mellem forskere fra REHPA, Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet samt flere praksisnære institutioner som DEFACTUM, Neurocentret i Aarhus og rehabiliteringscenter SANO.
Brian Clausen, sundhedsfaglig chef ved SANO, ser frem til resultaterne:
“Patienter med Parkinsons sygdom har ofte svært ved at finde handlekraft, fordi sygdommen forværres over tid. Vi håber, at projektet kan hjælpe patienterne med at finde håb midt i fortvivlelsen og sætte meningsfulde mål.”
Baggrund for projektet
Antallet af ældre i Danmark stiger markant. I 2050 vil 10 procent af befolkningen være over 80 år mod 5 procent i dag.
Det betyder, at flere vil opleve sygdom og forandringer, der udfordrer deres livskvalitet og handlekraft.
Direktør i VELUX FONDEN, Ane Hendriksen, udtaler:
“Vi ønsker at fremme samtalen om, hvordan vi kan styrke livskvalitet og handlemuligheder i voksenlivet. Projektet er et godt eksempel på, hvordan tæt samarbejde mellem forskning og praksis kan skabe nye løsninger, der hjælper mennesker med alvorlig sygdom.”
Håb som praktisk redskab
Projektet er støttet med 4,9 millioner kroner og indgår i VELUX FONDENs strategiske fokus på ’Voksenlivets overgange og forandringer’.
Målet er at sikre, at patienter, pårørende og sundhedspersonale får redskaber til at arbejde aktivt med håb i en hverdag præget af sygdom.
Med konkrete værktøjer håber forskerne at hjælpe flere til at finde styrke og mening i livet – selv når det ser allersværest ud.
Først publiceret: mandag 16. december 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. januar 2025 kl. 10:55