
En lille mængde kan forlænge dit liv
Et nyt studie peger på, at Omega-3-fedtsyrer kan have en positiv effekt på kroppens aldring. Ifølge forskerne bag undersøgelsen kan blot ét gram Omega-3 om dagen bremse den biologiske aldring – men gælder det for alle?
Senest opdateret: tirsdag 11. marts 2025
Mange seniorer tager kosttilskud for at styrke kroppen og sundheden, men det kan være svært at gennemskue, hvad der rent faktisk har en dokumenteret effekt.
Nu viser et nyt studie, offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Aging, at Omega-3-fedtsyrer kan spille en vigtig rolle i aldringsprocessen.
Ifølge forskerne bag undersøgelsen kan et dagligt tilskud på blot ét gram Omega-3-fedtsyrer reducere kroppens biologiske aldring med op til fire måneder over en treårig periode.
“Det her er med til at pege på, at et supplement af Omega-3 kan være hensigtsmæssigt for nogen,” siger Tinna Stevnsner, forsker i DNA og aldring ved Aarhus Universitet, til Tv 2.

Sådan blev studiet gennemført
Undersøgelsen blev lavet i Schweiz, hvor 700 voksne over 70 år blev inddelt i otte grupper.
Nogle fik et dagligt tilskud af Omega-3, mens andre fik D-vitamin eller deltog i et motionsprogram tre gange om ugen.
Resultaterne viste, at de deltagere, der fik Omega-3, oplevede en nedsat biologisk aldring.
Men forskerne understreger, at effekten ikke nødvendigvis gælder for alle.
Hvad betyder biologisk aldring?
I studiet blev aldringen målt ved hjælp af såkaldte “epigenetiske ure”, som findes inde i cellerne. Disse ure registrerer ændringer i DNA’et, som kan påvirke kroppens evne til at fungere optimalt.
Ifølge forskerne bag studiet kan Omega-3-fedtsyrer hjælpe med at bremse denne proces, men de påpeger samtidig, at aldring er kompleks, og at der ikke findes én enkelt løsning.
Bør du tage Omega-3?
Betyder studiet så, at alle bør tage Omega-3-kosttilskud? Ikke nødvendigvis, lyder vurderingen fra forskerne.
“For de fleste handler det jo ikke om at leve længere, men om at have en sund og skavankfri alderdom,” siger Tinna Stevnsner.
Hun understreger, at studiet er baseret på en begrænset gruppe personer og ikke nødvendigvis kan overføres til hele befolkningen.
Hvis man i forvejen spiser varieret og regelmæssigt får fed fisk, har man sandsynligvis allerede et tilstrækkeligt niveau af Omega-3.
Sund livsstil er stadig vigtigst
Selvom resultaterne er lovende, findes der ingen mirakelkur mod aldring.
Tidligere forskning viser, at kombinationen af en sund kost, motion og de rette vitaminer har den største effekt på helbredet.
Tidligere studier har ligeledes vist, at Omega-3 sammen med D-vitamin og fysisk aktivitet kan reducere risikoen for infektioner og muligvis forebygge visse sygdomme som kræft.
Fødevarestyrelsen anbefaler fortsat, at Omega-3 primært indtages gennem kosten, da der ikke findes officielle retningslinjer for, hvor meget man bør tage som kosttilskud.
Hvordan får du Omega-3?
Først publiceret: torsdag 13. februar 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 11. marts 2025 kl. 10:54