
Filmen om Tommy Seebach: Under stjernerne på himlen
Anders Matthesen har hovedrollen som en af dansk musikhistories største ikoner Tommy Seebach i filmen "Under stjernerne på himlen".
Senest opdateret: fredag 21. marts 2025
Da Tommy Seebach for allersidste gang deltog i det danske melodigrandprix i 1993, var det med sangen “Under stjernerne på himlen”, som det danske popikon med de store krøller vandt sin elskede konkurrence med for tredje gang i historien.
Samme år brød en 18-årig Anders Matthesen igennem i DM i standup, hvor han med en andenplads meldte sig ind i en verden, som han snart skulle erobre.
Mens Tommy Seebach dengang var på bagsiden af sine største øjeblikke, havde Anders Matthesen ganske kort til toppen og er siden stort set lykkedes med alt, han har rørt ved.
Nu – 32 år senere – skal Anders Matthesen portrættere netop Tommy Seebachs svanesang i filmen “Under stjernerne på himlen”.
Artiklen fortsætter efter videoen
Se trailer for filmen
Kniven for struben
“Nu havde Tommy jo virkelig kniven for struben. Det har jeg jo aldrig rigtig haft, men jeg har da haft masser af kriser i mit arbejde om, hvor længe jeg skal blive ved med det her. Hvor jeg er blevet usikker på mig selv,” fortæller Anders Matthesen.
Under stjernerne på himlen
Filmen “Under stjernerne på himlen” er et portræt af en af dansk popkulturs største stjerner: Tommy Seebach.
Et rørende og livsbekræftende drama om en mand, der indædt kæmper for at forblive på toppen. Det er samtidig en familiehistorie om en far, hvis konstante higen efter anerkendelse spænder ben for hans store kærlighed til sin familie.
Filmen er er en fortælling om en livskunstner, en entertainer og en stor personlighed, som på sin egen skæve og på mange måder unikt danske facon blev det popmusikalske samlingspunkt for en hel generation. Ligesom hans søn Rasmus Seebach er blevet det for den næste.
Sangen “Under stjernerne på himlen” er en vuggevise til Tommy Seebachs datter Marie.
Sangen er skrevet af Keld Heick og repræsenterede Danmark ved Det Europæiske Melodi Grandprix i 1993. Den blev nummer 22 ud af 25 sange.
Filmen “Under stjernerne på himlen” havde premiere 20. marts i biografer over hele landet.
“Jeg har jo også set nogle barndomsidoler, hvor de måske er blevet ved for længe. Så har man været til et show, hvor man har tænkt: “Hold kæft, mand, så træk dig dog!”, og der vil man jo nødigt ende. Jeg har altid haft en skræk for at ende som et ringvrag,” siger Anders Matthesen og understreger, at han ikke mener, at Tommy Seebach blev det.
Når Anders Matthesen går ind i rollen som Tommy Seebach, er det med ramme alvor. Derfor håber og tror han på, at folk kan abstrahere fra hans image som komiker, når de ser ham i “Under stjernerne på himlen”.
Droppede falske tænder
Eksempelvis droppede holdet bag filmen falske tænder og direkte imitation i “Under stjernerne på himlen”, da det ikke skulle tilnærme sig en parodi af Tommy Seebach.
“Vi tænkte, at det nok er federe, hvis det bliver mig, der giver et portræt af figuren. Så prøver vi at hjælpe folk med at forstå, at det er mig, som er Tommy, og hvis de ikke kan se det, har vi noget sminke og sådan. Men det skal også være et skuespil-arbejde,” siger Anders Matthesen.
Rasmus tillod mig at spørge om alt
Tommy Seebach gik bort i 2003 som 53-årig. Hans tidlige død tilskrives alkoholmisbrug. Han var på vej på arbejde på Bakken, da han faldt om med et hjertestop. Han var ædru i sin sidste stund.
Han efterlod sig børnene Nicolai, Marie og Rasmus Seebach. Sidstnævnte har selv fået en musikkarriere ud over det sædvanlige og er en af de bedst sælgende danske musikere nogensinde.
Rasmus Seebach bliver selv portrætteret i filmen, og Anders Matthesen har i forberedelsen sat sig ned med den i dag 44-årige søn for at få et bedre indblik i Tommy Seebach som person.
“Her tillod jeg mig bare at spørge om alt, bare så jeg selv kunne blive klogere. Og det var helt lavpraktiske ting: Om han drak kaffe eller te, om han spiste slik, eller om han kunne blive sur,” fortæller Anders Matthesen.
“Én ting er at kigge på en person i et interview eller en video, men når nogle fortæller, hvad de synes om det, der skete, eller hvad der fik dem til at grine, kan det hjælpe til, at man rigtigt forstår ham,” siger Anders Matthesen.
Synger de ikoniske sange
Ud over at han både skal ligne og opføre sig som Tommy Seebach, har Anders Matthesen i filmen til opgave selv at synge de ikoniske sange.
“Jeg synes selv, at det er lidt fesent, når jeg ser en film, hvor det pludselig er den oprindelige kunstners stemme, der overtager. Det synes jeg altid, er lidt underligt,” fortæller Anders Matthesen, som har brugt tid med en sangcoach for at lyde som Tommy Seebach.
“Det bliver jo ikke én til én. Man kan jo godt høre, at det er mig, men vi har prøvet at komme så tæt på, som min stemme tillader,” fortæller han.
Anders Matthesen kan ses i hovedrollen som Tommy Seebach i filmen “Under stjernerne på himlen”, der har premiere 20. marts.
Hvilken sang elsker du?
Hvilken af Tommy Seebachs mange ikoniske sange holder du mest af? Fortæl det på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: onsdag 19. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 21. marts 2025 kl. 08:53