Godt nyt om demens: Færre får diagnosen
Dansk forskning viser, at nyere generationer sjældnere får konstateret demens end tidligere generationer. Samtidig giver fremskridt i behandlingen af Alzheimers nyt håb.
Senest opdateret: mandag 12. oktober 2026
Der er godt nyt fra forskningen i demens.
Et dansk studie viser, at nyere generationer har færre nye registrerede demensdiagnoser, når forskerne sammenligner mennesker på samme alder.
Forskerne fra Syddansk Universitet har undersøgt danske registre fra 1986 til 2023. De peger på ændringer i risikofaktorer, som kan påvirkes, som en mulig forklaring på den positive udvikling.
Studiet blev offentliggjort i marts 2026. Det måler registrerede diagnoser og medicinbrug, så ændringer i udredning og registrering kan også spille ind. Tallene kan derfor ikke alene fastslå, hvor meget selve sygdomsrisikoen er faldet.
Men tallene i sig selv giver bestemt håb for fremtiden.
Nye behandlinger giver håb
Også i behandlingen er der fremskridt.
Til Berlingske fortæller Steen Hasselbalch, overlæge og professor i demenssygdomme på Rigshospitalet, at nye lægemidler baner vej for kommende behandlinger.
Han fremhæver medikamenterne lecanemab og donanemab.
Hvor tidligere medicin især har lindret symptomer, retter de nye behandlinger sig mod sygdomsprocessen ved demenssygdommen Alzheimers.
Det er ikke en kur. Håbet er at forsinke sygdommens udvikling og dermed give patienterne mere tid, før sygdommen forværres.
Fremskridtene betyder dog ikke, at medicinen hjælper alle, eller at den er uden alvorlige risici.
Medicinrådet anbefaler ikke lecanemab som standardbehandling i Danmark. Rådet vurderer, at effekten er meget begrænset, at der er risiko for blandt andet hjerneblødninger og hævelser i hjernen.
Desuden vurderes prisen at være for høj prisen er for høj i forhold til gevinsten.
Donanemab er fortsat under vurdering. Medicinrådet forventer aktuelt at træffe beslutning den 25. november 2026.
Næste skridt kræver flere deltagere
Vejen til bedre behandling går gennem nye forsøg.
Det er også omdrejningspunktet i World Alzheimer Report 2026 fra Alzheimer’s Disease International.
Rapporten sætter fokus på kliniske forsøg, deltagelse og de muligheder og udfordringer, som forskningen står overfor.
I Berlingske efterlyser organisationens konstituerede direktør, Chris Lynch, flere deltagere. Hans opfordring til mennesker med demens i et tidligt stadie og deres pårørende er at spørge lægen om relevante forsøg.
Deltagelse er ikke en garanti for at få gavn af en behandling. Forsøg skal skabe ny viden, og deltagerne skal kende både risici og mulige fordele, før de siger ja.
Men de kan være med til at bringe forskningen videre mod bedre behandlinger.
Er du pårørende til en demensramt?
Det kan du selv gøre
Der findes ingen sikker opskrift på at undgå demens. Men du kan gøre noget for at mindske risikoen. Nationalt Videnscenter for Demens anbefaler:
- Bevæg dig. Vælg en motionsform, du har lyst til at holde fast i, for eksempel gåture, cykling eller dans.
- Hold fast i fællesskaberne. Lav aftaler med venner og familie, eller deltag i en forening.
- Lær noget nyt. Et kursus, en ny færdighed eller frivilligt arbejde kan holde hjernen aktiv.
- Undgå tobak, begræns alkohol og spis sundt. Giv blandt andet grøntsager, fuldkorn og fisk plads på tallerkenen.
- Følg op på dit helbred. Tal med lægen om blodtryk, kolesterol og blodsukker, og følg den behandling, I aftaler.
Sunde vaner giver ingen garanti mod demens. Du kan blive ramt, selv om du lever sundt. Men sunde vaner har rigtig mange fordele for helbredet generelt – og herunder altså også forebyggelse af demens.
Først publiceret: mandag 12. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. oktober 2026 kl. 15:08