Man kan som medborger gøre en stor forskel for mennesker, der lever med demens. Omsorg - og de tre råd: Tag kontakt, tal tydeligt og vær tålmodig.

Demensuge: Gør en forskel for mennesker med demens

“Hverdagen med demens er ikke altid nem, men du kan gøre en forskel”. Sådan lyder overskriften på Demensugen i uge 19, som skal give danskerne viden og en tro på, at netop de kan gøre en forskel for mennesker med demens.

Senest opdateret: fredag 9. maj 2025

Otte ud af 10 danskerne vil gerne være med til at sikre, at mennesker med demens føler sig inviteret og inkluderet i fællesskaber.

Men kun en fjerdedel ved, hvad de kan gøre for at inkludere demensramte medborgere i de fællesskaber, de selv er en del af.

Det viser en undersøgelse foretaget af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark. Den uoverensstemmelse skal der laves om på, mener sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, Lone Harlev. 

Demenssymbolet

Demens ymbolet bæres af mennesker med demens og viser en håndsrækning

* Symbolet er udviklet i tæt samarbejde med mennesker med demens

* Symbolet blev lanceret i 2021 under Demensugen

* Der er nu tusindvis af mennesker med demens, der aktivt bruger symbolet

* 24 procent af danskerne genkender symbolet

“Kløften mellem folks lyst til at give en håndsrækning og deres usikkerhed på, hvordan de skal gøre det, skal mindskes. For vi ved, at den lille håndsrækning har stor betydning for, at mennesker med demens fortsat kan føle sig som en del af det liv, de har levet – og dermed for deres livskvalitet,” siger  Lone Harlev.

“Vi ved heldigvis også, at der kun skal lidt til for, at man som medborger kan gøre en stor forskel for mennesker, der lever med demens. Helt kort kan det koges ned til vores tre grundlæggende råd: Tag kontakt, tal tydeligt og vær tålmodig.”

Gør en forskel i demensugen

Demensugen 2025 løber fra 5. maj og har fokus på, hvordan kløften mellem velvilje og handlekraft kan mindskes. I år med overskriften “Hverdagen med demens er ikke altid nem, men du kan gøre en forskel”.

Målet er at udbrede viden om, hvordan man kan gøre en forskel, når man møder medborgere med demens i bussen eller toget, i deres klub eller forening, til en koncert, på museet, i supermarkedet eller i en butik. 

Demensvenlig kirke

De mange aktører fra detailbranchen, transportsektoren og kultur- og fritidslivet, som deltager i Demensugen, bakker på hver deres måde op om, at mennesker med demens skal kunne færdes trygt, have en velfungerende hverdag og føle sig inkluderet i fællesskaber.

I Roskilde Stift har man for eksempel sat sig for at gøre alle stiftets sogne demensvenlige inden årets demensuge, fortæller biskop over Roskilde Stift, Ulla Thorbjørn Hansen.

“Det er vigtigt for mig, at Roskilde Stift giver plads til det sjælesørgeriske arbejde for mennesker i alle aldre og livssituationer. Der foregår allerede et stort arbejde i folkekirken for at skabe tilbud til demensramte og deres pårørende. Målet, at Roskilde Stift med sine 308 sogne skal være demensvenligt,” siger Ulla Thorbjørn Hansen.

Tryg oplevelse i center og tog

Også detailsektoren bakker igen i år op om arbejdet for et mere demensvenligt Danmark. Center Manager for Randers Storcenter, Jacob Hald Christensen, glæder sig til at være med til at sætte fokus på en tryg oplevelse for alle kunder.

“I 2023 blev Randers Storcenter det første center i Danmark, der har uddannet personalet i Demenssymbolet og givet faglig sparring til at støtte mennesker med demens. Vi ønsker, at alle skal få en god oplevelse i Randers Storcenter. Vores fokus på særlige behov skaber en tryg atmosfære for demensramte, samtidig med at det også gavner andre kunder,” siger han.

GoCollective (tidligere Arriva), som er Danmarks største private operatør inden for kollektiv transport, er også med til at markere Demensugen med budskaber på skærmene i alle deres tog.

“Kollektiv trafik spiller en vigtig rolle i mange menneskers hverdag – også for dem, der lever med demens eller deres pårørende. Vores vigtigste opgave er at gøre det trygt og enkelt at komme fra A til B. Derfor bakker vi op om Demensugen og markerer denne uge på alle skærmene i vores tog,” siger Erik Poulstrup, direktør i GoCollective.

Demensugen

Demensugen løber af stablen hvert år i uge 19, hvor en national kampagne og en række lokale indsatser søger at skabe større forståelse for, hvordan vi kan skabe et mere demensvenligt samfund.

Det er sammenslutningen Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, der står for demensugen. Bevægelsen består af en række organisationer – herunder Faglige Seniorer.

Læs mere på bevægelsens hjemmeside.

Er du opmærksom?

Er du opmærksom på personer med demens, når du handler i butikker, rejser med offentlig transport og bevæger dig i det offentlige rum? Fortæl om det på Faglige Seniorers Facebook-side.

5 gode råd til samtalen

En demenssygdom gør det sværere at kommunikere.  Derfor er det vigtigt at tilpasse samtalen til den enkelte og til situationen.

Her er 5 korte råd til bedre kommunikation med et menneske med demens.

1 Vær tålmodig og til stede: Mød personen i nuet. Det kan tage tid at få kontakt, så skynd dig ikke. Vær rolig og nærværende.

2 Tal klart og enkelt: Brug korte sætninger og stil kun ét spørgsmål ad gangen. Gentag om nødvendigt og vent på svar.

3 Brug kropssprog og øjenkontakt: Kropssprog og mimik betyder meget. Vis, hvad du mener, og aflæs den andens signaler. Øjenkontakt skaber tryghed.

4 Undgå irettesættelser: Lad fejl og gentagelser passere. Skab en god stemning og fokuser på det positive. Det styrker selvværdet.

5 Brug musik og sang: Musik vækker minder og følelser – også når ordene svigter. Syng, spil musik og dans, hvis det føles rigtigt.

Kilde: Alzheimerforeningen

Først publiceret: mandag 5. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 9. maj 2025 kl. 13:16

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.