Tre ud af fire danske virksomheder oplyser, at en aktiv seniorstrategi er en vigtig del af løsningen på manglen på arbejdskraft.

Seks danske giganter går sammen: Vil gøre arbejdslivet mere attraktivt for seniorer

Seks store virksomheder har sammen med PFA indgået et samarbejde for at fastholde og tiltrække seniorer på arbejdsmarkedet.

Senest opdateret: mandag 7. juli 2025

Seniorerne er en nøgle til at løse en af de største udfordringer på det danske arbejdsmarked: Manglen på arbejdskraft.

Det mener pensionsselskabet PFA, som nu sammen med Danfoss, Ikea, Salling Group, Coop og Rambøll har lanceret initiativet ”Seniorløftet”.

Seniorklar? Se her

Er du seniorklar? Læs mere om, hvordan du forbereder dig til overgangen til tilværelsen som folkepensionist  – og hvilke muligheder du har, inden du træffer valget.

Læs mere HER

Du kan også få gode råd og vejledning på hjemmesiden Seniorklar

”Som Danmarks største pensionsselskab er det tydeligt for os, at seniorerne udgør et enormt potentiale. Mange har både lysten og evnen til at fortsætte på arbejdsmarkedet, men det kræver, at vi som virksomheder gør det attraktivt for dem at blive. Derfor er vi stolte af at stå sammen med fem af Danmarks største virksomheder om denne vigtige dagsorden,” siger Ole Krogh Petersen, adm. direktør i PFA.

Ifølge Dansk Erhverv vil Danmark mangle op mod 130.000 medarbejdere i 2033. Hvis ikke der findes løsninger, risikerer vi, at både velfærd og vækst kommer under pres.

”Hvis vi bliver bedre til at beholde og tiltrække seniorerne, kan vi tage brodden af manglen på arbejdskraft. Det er godt for den enkelte, for virksomhederne og for samfundet som helhed,” understreger Ole Krogh Petersen.

Tre løfter til seniorerne

Med Seniorløftet forpligter de seks virksomheder sig til at arbejde strategisk med seniorarbejdskraften. De har formuleret tre konkrete løfter:

  1. At udvikle strategier, der realiserer potentialet blandt seniormedarbejdere og giver dem mulighed for at arbejde længere end folkepensionsalderen.
  2. At evaluere og følge op på konkrete indsatser, der styrker fastholdelsen af seniorer.
  3. At dele erfaringer og resultater, så andre virksomheder kan lade sig inspirere.

”Vi håber, at endnu flere virksomheder vil tilslutte sig Seniorløftet og være med til at fremme en kultur, hvor seniorernes erfaring og kompetencer bliver værdsat og udnyttet. Det er en dagsorden, der kræver handling fra os alle,” siger Ole Krogh Petersen.

Fra pension til fleksibilitet

Ifølge en ny undersøgelse, som PFA har lavet sammen med analysehuset EPSI, svarer 76 procent af danske virksomheder, at en aktiv seniorstrategi er en vigtig del af løsningen på manglen på arbejdskraft.

Samtidig forventer 60 procent, at flere medarbejdere fremover vil vælge en glidende overgang til pension – eksempelvis i form af nedsat tid, fleksible arbejdstider eller ændrede opgaver.

”Vi ser en klar tendens til, at flere seniorer vælger at kombinere arbejde og pension. Det er en udvikling, vi skal understøtte. For eksempel ved at skabe mulighed for nedsat arbejdstid eller ændrede arbejdsopgaver, der passer til både den enkeltes behov og virksomhedens drift,” forklarer Ole Krogh Petersen.

Et fælles ansvar

PFA og partnerne i Seniorløftet opfordrer samtidig flere danske virksomheder til at tage ansvar.

”Det er afgørende, at vi som samfund og virksomheder værdsætter seniorernes erfaring og kompetencer. Hvis vi lykkes med at beholde flere seniorer på arbejdsmarkedet, kan vi fastholde værdifuld viden og erfaring, som kan bidrage til at sikre vækst, innovation og trivsel – til gavn for os alle,” siger Ole Krogh Petersen.

Først publiceret: onsdag 2. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 7. juli 2025 kl. 14:41

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.