Emma og Oscar er tilbage i toppen – og sådan tjekker du dit eget navn
To klassiske navne topper årets liste over de mest populære navne til nyfødte. Og du kan selv tjekke, hvor populært dit eget navn er i dag.
Senest opdateret: mandag 4. august 2025
Hvis du blev bedsteforælder sidste år, er der stor sandsynlighed for, at barnebarnet kom til at hedde Emma eller Oscar.
De to navne ligger nemlig på førstepladsen over de mest brugte navne til nyfødte i 2024.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Emma blev givet til 445 nyfødte piger, mens 483 drenge fik navnet Oscar.
Begge navne har ligget i toppen i mange år, og ifølge navneforsker Michael Lerche Nielsen er det ikke overraskende, at netop de to navne igen er på førstepladsen:
“De har været på toplisten siden 1990’erne. Det er virkelig klassiske navne,” siger han til TV 2.
Atlas og Kaja rykker op
Selvom Emma og Oscar fører feltet, er det navnene Kaja og Atlas, der har taget de største spring op ad listen.
Kaja er sprunget 21 pladser frem, mens Atlas er gået hele 33 pladser op sammenlignet med året før.
Det sidste navn har rødder i græsk mytologi, hvor Atlas er kendt som titanen, der blev dømt til at bære himlen på sine skuldre.
Mens nogle navne vinder frem, er andre røget helt ud af top 50. Det gælder blandt andet Liva, Andrea, Rosa, Sofie, Villads, Leo og Christian.
Sådan ser du, hvor populært dit navn er
Er du nysgerrig på, hvor mange der hedder det samme som dig? Eller hvornår dit navn var på sit højeste?
TV 2 har lavet et værktøj, hvor du hurtigt kan slå dit eget navn op og få svar.
Klik her og tast dit fornavn og/eller efternavn ind.
OBS: Statistikken tæller kun det første fornavn og sidste efternavn. Hedder du for eksempel Anne Mette Holm Larsen, bliver du kun registreret som Anne Larsen i søgningen.
Først publiceret: fredag 11. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. august 2025 kl. 12:32