Kosttilskud med taurin har tidligere vist at kunne bremse aldring på baggrund af dyreforsøg,

Populært kosttilskud bremser alligevel ikke aldring

Det blev fremhævet som en livseleksir. Men der er ikke længere nogen grund til at købe kosttilskuddet: Det bremser ikke aldring,

Senest opdateret: mandag 21. juli 2025

En potentiel livseliksir eller ungdommens kilde. Sådan er taurin blevet kaldt.

Det er en aminosyre, der findes naturligt i kroppen, men som vi mennesker også kan indtage via kød, fisk, energidrikke eller som kosttilskud.

Det er blevet populært – især som kosttilskud på baggrund af tidligere forskning efter dyreforsøg har vist, at taurin kunne bremse aldring.

Men nu slår et nyt og “stærkt studie”, publiceret i Science, fast, at det desværre ikke er tilfældet for mennesker. Det skriver Videnskab.dk.

Konklusionen er klar: Taurin er ikke en god biomarkør – et biologisk signal i kroppen – for aldring.

“Det er ærgerligt, at vi ikke ser denne effekt,” siger Morten Scheibye-Knudsen, der forsker i alderdom og DNA ved Københavns Universitet.

“Det havde jo været dejligt, hvis vi kunne gøre noget så simpelt som at spise taurin og på den måde påvirke aldrings-hastigheden. Men det er altså ikke tilfældet.”

Meget overbevisende

Ifølge Tinna Stevnsner, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet, er studiets resultater »et skridt baglæns« i forbindelse med eftersøgningen af en mulig enkel behandling af aldersrelaterede sygdomme.

“Men vi bliver jo hele tiden klogere,” siger hun.

“Selvom flere tidligere studier har vist, at mængden af taurin falder med alderen, går forskerne i det her nye studie grundigt til værks, og deres resultater ser meget overbevisende ud.”

Der er altså ingen grund til at bruge sine penge på taurin-supplementer, er de danske forskere enige om.

Afviser tidligere forskning

I 2023 viste et studie, at tilskud af taurin i dyreforsøg bremsede aldringsprocessen. Dengang talte Videnskab.dk også med Tinna Stevnsner og Morten Scheibye-Knudsen, der havde læst studiet, og begge syntes, at resultaterne var interessante.

De to forskere har nu for Videnskab.dk set det nye studie igennem, og de er enige. Det nye studie sammenlignet med det tidligere er det grundigste af de to.

Det er det af især to grunde:

  1. Studiet er longitudinelt: Det vil sige, at der er taget prøver fra den samme person flere gange over en længere periode.
  2. Forskerne har analyseret blodprøver fra mennesker over tid – og ikke bare dyr.

Fulgt mennesker hele livet

I studiet fra 2023 sammenlignede forskere grupper af unge dyr med grupper af gamle dyr.

“I det nye studie følger forskerne de samme mennesker gennem hele livet, og de ser ingen forandring med alderen,” forklarer Tinna Stevnsner.

“Det er den bedste måde at undersøge, hvorvidt taurin har en effekt på aldringsprocessen – men også den mest besværlige.”

Det nye studie er publiceret af National Institute on Aging, en uafhængig og førende forskningsinstitution uden kommercielle interesser, pointerer Morten Scheibye-Knudsen.

“Det er noget af den mest konservative aldringsforskning. Og derfor stoler jeg ret meget på de nye resultater.”

Andre artikler på Videnskab.dk

Kreatin og større muskler: Hvor godt virker det egentlig?

Sådan spiser folk, der får en sund alderdom

Kosttilskud købt online indeholder sjældent, hvad de lover

Få viden med Videnskab.dk

Faglige Seniorers nyhedsbrev samarbejder med Videnskab.dk, der med 1 million brugere om måneden er Danmarks mest besøgte populærvidenskabelige medie.

Videnskab.dk dækker forskningen bredt – fra kultur og samfund til sundhed, teknologi og naturvidenskab – og guider rundt i videnskabens forunderlige og forbløffende verden. Troværdighed, forståelighed, tilgængelighed og underholdende formidling er værdier, der gennemsyrer alt, Videnskab.dk arbejder med.

Videnskab.dk drives efter publicistiske principper med uafhængig, samfundsoplysende journalistik på et tilstræbt objektivt grundlag.

Driften finansieres af en finanslovsbevilling fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og støtte fra fonde.

Først publiceret: mandag 21. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 21. juli 2025 kl. 12:19

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen