Studiet viste også, at de mænd, som blev screenet, oftere begynder på forebyggende medicin.

Helbredstjek giver mænd i 60’erne længere liv

Et nyt dansk studie viser, at mænd i 60'erne lever længere, hvis de siger ja til et grundigt helbredstjek, som kan forebygge alvorlige hjertesygdomme.

Senest opdateret: tirsdag 2. september 2025

Et enkelt besøg hos lægen kan gøre en stor forskel.

Det viser et nyt dansk studie fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital, hvor forskere har fulgt over 31.000 mænd mellem 60 og 64 år.

Her fandt de ud af, at dem, der sagde ja til et grundigt helbredstjek, havde 17 procent lavere dødelighed efter syv år.

Tjekket satte gang i forebyggelsen

Mændene fik tilbudt et helbredstjek, som blandt andet omfattede scanninger, blodprøver og måling af blodtryk.

Og resultaterne taler for sig selv.

Ifølge professor Jes Lindholt, som er en af forskerne bag undersøgelsen, er det det mest markante resultat, man har set i et screeningsprogram:

“For den gruppe som tog imod tilbuddet om et tjek, så vi en markant lavere dødelighed på 17 procent sammenlignet med kontrolgruppen.”

Mere forebyggende medicin, men med forbehold

Studiet viste også, at de mænd, der blev screenet, oftere fik forebyggende medicin, især kolesterolsænkende midler som statin og blodfortyndende medicin som aspirin.

Statin har vist sig at være både sikker og effektiv.

Men forskerne advarer mod at bruge aspirin ukritisk, da der var en øget risiko for alvorlige blødninger hos denne aldersgruppe.

Størst effekt hos lidt ældre mænd

Et tidligere studie fra samme forskergruppe har tidligere vist, at effekten af helbredstjekket var endnu større hos mænd mellem 65 og 69 år.

Derfor mener forskerne, at fremtidige helbredstjek måske bør målrettes denne aldersgruppe, og at man også bør undersøge, om kvinder kan få lignende gavn af tjekket.

Først publiceret: tirsdag 2. september 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. september 2025 kl. 09:27

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen