Birgit gik fra regnskaber til butikshylder
En hjerteoperation satte punktum for et langt arbejdsliv som regnskabschef. Men Birgit Sander var ikke færdig med at arbejde – nu fylder hun varer på hylderne i Kvickly.
Senest opdateret: onsdag 26. november 2025
I årtier arbejdede Birgit Sander som regnskabschef i transport- og køkkenbranchen.
Hun havde styr på tallene, men da hun som 65-årig måtte gennemgå en hjerteklapoperation, blev presset for stort.
”Jeg stod alene med regnskaberne. Når jeg var væk, måtte de sætte en dyr revisor til. Så til sidst måtte jeg sige stop,” fortæller hun.
Arbejdet i Trygs Venner
Trygs Venner blev startet af Brugsforeningen Tryg i Ry i 2022 og har for øjeblikket 52 seniorer over 60 år tilknyttet.
Seniorerne arbejder typisk op til 8 timer om ugen, enten på faste vagter eller som tilkaldehjælp i Brugsforeningens butikker. Opgaverne spænder fra kassebetjening og vareopfyldning til kundeservice, smagsprøver og særlige aktiviteter.
Et særligt tilbud er Tryg-kassen, hvor der er tid til samtale og ekstra hjælp til kunderne.
Siden fandt hun en ny vej.
I dag er hun 72 år og del af seniorerne i Trygs Venner i Brugsforeningen Tryg i Ry og arbejder fire timer hver torsdag i non-food-afdelingen i Kvickly i Ry.
Fire timer med bevægelse
Birgit Sander fylder varer på hylderne og hjælper kunder med at finde det rigtige udstyr til køkkenet.
Hun har ingen kassefunktion, men fungerer som vejleder i afdelingen.
”Jeg er en fysisk person, som godt kan lide at bruge kroppen. Når jeg er her, går jeg over fem kilometer på en vagt,” fortæller hun.
Kunderne får ofte hjælp til at vælge mellem forskellige produkter, og hun bruger gerne tid på at forklare forskelle og kvaliteter.
”Det er vigtigt for mig, at folk går hjem med det rigtige. Så tager jeg hellere en ekstra snak med dem,” fortæller hun.
Fællesskabet betyder alt
Men det er ikke kun arbejdet i butikken, der trækker. Fællesskabet med kollegerne betyder mindst lige så meget.
Det får seniorerne i Trygs Venner
Trygs Venner er et korps på 52 medarbejdere over 60 år.
* Mulighed for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet
* Fleksible arbejdstider – for eksempel fridage til børnebørn, fritid og aktiviteter
* Mulighed for at bytte vagter indbyrdes
* Valg mellem faste vagter eller at være tilkaldehjælp
* Løn på timebasis – efter gældende overenskomst. Maksimalt 8 timer om ugen.
* Står for blandt andet for Tryg-kassen, vareopsætning, hjælp ved ”scan og betal”, butiks-guide, food-truck og meget mere.
* Over 50 ansatte i foreningen. Over 20 seniorer er på venteliste
* 2 årlige hyggeaftener og julefrokost.
* Gennemsnitsalderen er 67,5 år.
”Vi møder ind et kvarter før, får en kop kaffe og en snak. Det er livet for mig. Det man får ved at gå på arbejde, er tifold af det, man yder selv,” siger hun.
For Birgit Sander er det sociale miljø afgørende.
Hun beskriver stemningen som varm og inkluderende, og hun føler sig som en vigtig del af holdet.
Regnskaberne slipper hun ikke helt
Selv om hun forlod sit job som regnskabschef, arbejder hun stadig én dag om ugen for sin tidligere arbejdsplads.
Vinder SeniorKlar-prisen 2025
Brugsforeningen Tryg vandt SeniorKlar-prisen 2025 og blev hædret ved Seniorernes Topmøde på Christiansborg i november for blandt andet:
• At skabe nye jobmuligheder for seniorer
• Over 50 seniorer er med i fællesskabet i Ry
• Seniorer får erfaring, glæde og nærvær i hverdagen
• Et forbillede for aktivt seniorliv
SeniorKlar-prisen uddeles af Faglige Seniorer i samarbejde med Østifterne.
”Jeg kan ikke helt slippe tallene. Jeg hjælper stadig med nogle af de gamle opgaver – og det giver mig variation,” fortæller hun.
Kombinationen af regnskaber og butik giver både mental og fysisk aktivitet.
”Jeg kan godt lide, at jeg både bruger hovedet og kroppen. Det er en perfekt blanding,” siger hun.
For Birgit Sander er det ikke økonomien, der driver værket. Hun fortæller, at hun har et godt liv og bruger de penge, hun tjener, på rejser sammen med to pigegrupper.
”Så kan jeg tage af sted uden at tænke på, om jeg belaster kassen derhjemme. Jeg tjener selv til turene. Det er en frihed,” fortæller hun.
Ikke færdig med arbejde
Selv om Birgit Sander er 72 år, føler hun sig langt fra færdig med arbejdslivet.
De fire timer i butikken giver hende energi, og hun glæder sig hver uge til at møde ind.
”Jeg elsker at komme på arbejde og møde folk. Det er ikke pengene, men det sociale og det at være en del af noget. Jeg får langt mere igen, end jeg giver,” siger hun.
Hun ser sig selv fortsætte så længe helbredet tillader det.
”Det her er min måde at holde mig i gang på. Jeg kan ikke forestille mig bare at sidde stille derhjemme,” siger hun.
En arbejdsplads med tid og erfaring
For tre år siden besluttede Brugsforeningen Tryg i Ry at gå nye veje.
Bestyrelsen og direktøren spurgte sig selv: Hvorfor ikke skabe ”Danmarks bedste sidste arbejdsplads” – et sted, hvor seniorer kunne fortsætte arbejdslivet på egne præmisser og samtidig styrke servicen i foreningens butikker Kvickly, SuperBrugsen og Brugsen.
Resultatet blev Trygs Venner. Et korps af seniorer over 60 år, som arbejder få timer om ugen i foreningens butikker.
De fylder varer på hylderne, deler smagsprøver ud og rådgiver kunder i alt fra glutenfri produkter til grønne frikadeller.
De bemander den særlige Tryg-kasse, hvor tempoet er sat ned, og hvor kunderne får tid, hjælp og en snak.
”Vi ville være lidt anderledes end de andre. I en tid med selvscanning og travlhed ville vi tilbyde det modsatte – nærvær og tryghed,” fortæller brugsforeningens direktør Thomas Dahl.
Idéen har vist sig at være en succes. Seniorerne skaber stabilitet og har lavt sygefravær, mens kunderne værdsætter roen og servicen. For seniorerne selv giver jobbet en meningsfuld overgang fra arbejdsliv til pension.
Konceptet er siden blevet kopieret af andre brugsforeninger og er i dag en del af Coop Danmarks arbejde med at inddrage seniorer i butikkerne.
Mød seniorerne i Trygs Venner
Mød seniorerne i Trygs Venner i Ry – og læs mere om det at arbejde som senior i Brugsforeningen Tryg.
IT-specialist fandt nyt fællesskab i butikken
Anne-Grethe er kundernes guide til grøn mad: Her kan jeg bruge min erfaring
Birgit gik fra regnskaber til butikshylder
Dagplejer blev frontfigur i Tryg-kassen
Først publiceret: søndag 28. september 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 26. november 2025 kl. 14:45