IT-specialist fandt nyt fællesskab i butikken
Efter 45 år i IT-branchen savnede Gert Nielsen fællesskab, da han gik på pension. I dag arbejder han fire timer om ugen i Kvickly – og har fundet en ny rytme i livet.
Senest opdateret: onsdag 26. november 2025
Efter 45 år i IT-branchen gik Gert Nielsen som 65-årig på pension.
Han havde haft et godt job i Silkeborg, hvor han var med til at udvikle og drifte IT-systemer, men det havde også været krævende.
Arbejdet i Trygs Venner
Trygs Venner blev startet af Brugsforeningen Tryg i Ry i 2022 og har for øjeblikket 52 seniorer over 60 år tilknyttet.
Seniorerne arbejder typisk op til 8 timer om ugen, enten på faste vagter eller som tilkaldehjælp i Brugsforeningens butikker. Opgaverne spænder fra kassebetjening og vareopfyldning til kundeservice, smagsprøver og særlige aktiviteter.
Et særligt tilbud er Tryg-kassen, hvor der er tid til samtale og ekstra hjælp til kunderne.
”Man kunne blive ringet op 24 timer i døgnet. Til sidst sagde jeg: nu er det nok,” fortæller han.
I starten nød han friheden, men han mærkede hurtigt, at noget manglede.
”Som pensionist kan du let sætte dig i sofaen og tænde for fjernsynet. Men på langt sigt kommer der ikke noget godt ud af det. Man er nødt til at udvikle sig selv og komme ud blandt mennesker,” siger han.
Da han læste en annonce om, at Brugsforeningen Tryg i Ry søgte seniorer til et nyt projekt, søgte han straks.
I dag er han en del af seniorerne i Trygs Venner og arbejder fire timer om ugen i fødevareafdelingen i Kvickly i Ry.
Fire timer med mening
Hver torsdag møder 74-årige Gert Nielsen ind og fylder varer på hylderne. Det er en opgave, han tager alvorligt.
”Det er måske ikke specialiseret arbejde, men det er vigtigt. Varerne skal være på plads, så kunderne kan finde dem. Og for mig betyder det, at jeg får en rytme i ugen,” siger han.
Det får seniorerne i Trygs Venner
Trygs Venner er et korps på 52 medarbejdere over 60 år.
* Mulighed for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet
* Fleksible arbejdstider – for eksempel fridage til børnebørn, fritid og aktiviteter
* Mulighed for at bytte vagter indbyrdes
* Valg mellem faste vagter eller at være tilkaldehjælp
* Løn på timebasis – efter gældende overenskomst. Maksimalt 8 timer om ugen.
* Står for blandt andet for Tryg-kassen, vareopsætning, hjælp ved ”scan og betal”, butiks-guide, food-truck og meget mere.
* Over 50 ansatte i foreningen. Over 20 seniorer er på venteliste
* 2 årlige hyggeaftener og julefrokost.
* Gennemsnitsalderen er 67,5 år.
Indimellem deltager han også i smagsprøver og kampagner.
”Det er hyggeligt at møde kunderne på den måde. Man får en snak, og folk bliver glade,” fortæller han.
Tilbage til Ry
Selv om Gert Nielsen ikke længere bor i Ry, er han født og opvokset i byen.
”Jeg kan huske, at jeg var med mine forældre nede i Brugsen i 1950’erne. At stå her igen, nu som medarbejder, er lidt særligt,” siger han.
Han har mødt gamle bekendte gennem arbejdet, men også fået mange nye kolleger.
”Det er en supergod arbejdsplads. Gode kollegaer, både blandt Trygs Venner og de faste ansatte. Jeg har været rigtig glad for at komme med,” siger han.
Generationsmøder
Noget af det, der har overrasket Gert mest, er mødet med de unge medarbejdere.
”Det er sjovt at se forskellen. Vi ældre kommer i god tid, får en kop kaffe og snakker sammen. De unge kommer et minut i mødetid og sidder ofte med telefonen,” fortæller han.
Vinder SeniorKlar-prisen 2025
Brugsforeningen Tryg vandt SeniorKlar-prisen 2025 og blev hædret ved Seniorernes Topmøde på Christiansborg i november for blandt andet:
• At skabe nye jobmuligheder for seniorer
• Over 50 seniorer er med i fællesskabet i Ry
• Seniorer får erfaring, glæde og nærvær i hverdagen
• Et forbillede for aktivt seniorliv
SeniorKlar-prisen uddeles af Faglige Seniorer i samarbejde med Østifterne.
Alligevel oplever han, at der er et godt samspil.
”De unge ved, at de kan spørge os, og det gør de også. Vi kan lære dem noget om ansvar og struktur, og de lærer os at se tingene på en anden måde. Det er sundt for begge parter,” siger han.
En fleksibel pensionisttilværelse
Ved siden af jobbet i Kvickly bruger Gert Nielsen sin tid dammen med hustruen, deres otte børnebørn, spiller bordtennis og rejser en til to gange om året. Han besøger også jævnligt en tidligere kollega, der er syg.
”Jeg føler, at jeg har en god balance. Jobbet giver mig noget at stå op til, men jeg har stadig masser af tid til familien og fritidsinteresser,” siger han.
For Gert Nielsen er konklusionen klar: Det lille job i Kvickly gør en stor forskel.
”Jeg får struktur, fællesskab og energi. Det er ikke pengene, det handler om. Det er det sociale og det at være en del af en arbejdsplads. For ellers dør man lidt indvendigt,” siger han.
Han ser sig selv fortsætte i flere år endnu.
”Så længe helbredet holder, bliver jeg ved. Det her er en gave at få lov til at arbejde som pensionist,” siger han.
En arbejdsplads med tid og erfaring
For tre år siden besluttede Brugsforeningen Tryg i Ry at gå nye veje.
Bestyrelsen og direktøren spurgte sig selv: Hvorfor ikke skabe ”Danmarks bedste sidste arbejdsplads” – et sted, hvor seniorer kunne fortsætte arbejdslivet på egne præmisser og samtidig styrke servicen i foreningens butikker Kvickly, SuperBrugsen og Brugsen.
Resultatet blev Trygs Venner. Et korps af seniorer over 60 år, som arbejder få timer om ugen i foreningens butikker.
De fylder varer på hylderne, deler smagsprøver ud og rådgiver kunder i alt fra glutenfri produkter til grønne frikadeller.
De bemander den særlige Tryg-kasse, hvor tempoet er sat ned, og hvor kunderne får tid, hjælp og en snak.
”Vi ville være lidt anderledes end de andre. I en tid med selvscanning og travlhed ville vi tilbyde det modsatte – nærvær og tryghed,” fortæller brugsforeningens direktør Thomas Dahl.
Idéen har vist sig at være en succes. Seniorerne skaber stabilitet og har lavt sygefravær, mens kunderne værdsætter roen og servicen. For seniorerne selv giver jobbet en meningsfuld overgang fra arbejdsliv til pension.
Konceptet er siden blevet kopieret af andre brugsforeninger og er i dag en del af Coop Danmarks arbejde med at inddrage seniorer i butikkerne.
Mød seniorerne i Trygs Venner
Mød seniorerne i Trygs Venner i Ry – og læs mere om det at arbejde som senior i Brugsforeningen Tryg.
IT-specialist fandt nyt fællesskab i butikken
Anne-Grethe er kundernes guide til grøn mad: Her kan jeg bruge min erfaring
Birgit gik fra regnskaber til butikshylder
Dagplejer blev frontfigur i Tryg-kassen
Først publiceret: søndag 28. september 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 26. november 2025 kl. 13:48