En ung kvinde og en ældre kvinde sidder sammen ved et bord og kigger på en tablet. Den ældre kvinde har en lyseblå cardigan på, og den unge kvinde har krøllet hår og smiler blidt, mens de udforsker kunstig intelligens ved de solbeskinnede vinduer.

Har du aldrig brugt kunstig intelligens, kan du starte her. Få eventuelt en yngre pårørende til at hjælpe.

Seniorer halter bagefter i brugen af kunstig intelligens

Brugen af kunstig intelligens vokser hastigt, men danskere over 55 år bruger teknologien langt sjældnere end de unge – og mange føler sig stadig dårligt informeret. Se lille guide til at komme igang.

Senest opdateret: onsdag 17. december 2025

Mens brugen af kunstig intelligens vokser hurtigt i Danmark, er det især de unge, der fører an.

En ny rapport fra Det Nationale Center for Kunstig Intelligens i Samfundet (CAISA) viser, at brugen af værktøjer som ChatGPT, Google Gemini og Microsoft Copilot er fem gange højere blandt de 18-24-årige end blandt danskere over 55 år.

I alt har 34 procent af befolkningen brugt et værktøj med kunstig intelligens den seneste uge. Sidste år var tallet 15 procent.

Men i den ældre del af befolkningen er brugen fortsat lav.

De ældre bruger i højere grad teknologien som en del af andre tjenester – for eksempel når kunstig intelligens automatisk dukker op i søgemaskiner eller digitale systemer.

Flere møder teknologien uden at vælge det

54 procent af danskerne har set set svar generet af kunstig intelligens i deres søgninger på nettet. Det betyder, at mange møder teknologien uden at have opsøgt den selv. Kun hver femte af dem klikker ofte videre til de kilder, som maskinen bygger sine svar på.

Samtidig føler næsten halvdelen af befolkningen, at de ikke er godt informeret om, hvad kunstig intelligens egentlig er, eller hvordan den bruges.

Usikkerheden er størst blandt seniorerne.

Forsigtige og skeptiske

Rapporten viser, at tilliden til teknologien falder med alderen. De yngste brugere har mest tillid til de nye værktøjer, mens mange ældre møder udviklingen med forsigtighed.

Skepsissen er især rettet mod brugen af kunstig intelligens i politik, nyhedsmedier og offentlige myndigheder.

Derimod er flere positivt indstillet over for, at teknologien bliver brugt i sundhedsvæsenet og i forskningen. Her forventer mange, at kunstig intelligens kan give hurtigere svar og bedre beslutninger.

Behov for viden og tryghed

Ifølge CAISA er Danmark blandt de lande i verden, hvor befolkningen generelt er mest positiv over for kunstig intelligens. Men samtidig dokumenterer rapporten, at udviklingen går hurtigere, end mange kan følge med i.

Kunstig intelligens er allerede på vej ind i flere dele af hverdagen – i søgemaskiner, kommunikation med det offentlige og i bankernes digitale systemer. For mange ældre er det dog uklart, hvor og hvordan teknologien bliver brugt.

Samtidig har den ældre del af befolkningen færrest erfaringer med selv at bruge teknologien. 

Del af hverdagen

Kunstig intelligens er på vej ind i mange dele af hverdagen.

I sundhedsvæsenet kan teknologien bruges til at finde mønstre i data og give hurtigere svar. I det offentlige kan den hjælpe med at sortere beskeder eller skrive automatisk tekst.

Og i banken eller på nettet bruges den allerede i kundeservice og sikkerhedssystemer.

5 gode råd til begyndere

Har du aldrig brugt kunstig intelligens, kan du starte her. Få eventuelt en yngre pårørende til at hjælpe.

1 Start med ét formål – for eksempel at skrive en tekst eller søge efter information.
2  Spørg på almindeligt dansk, som du ville tale til et menneske.
3  Tjek altid oplysninger i vigtige sager – kunstig intelligens kan tage fejl.
4  Undgå at dele personlige oplysninger, CPR-nummer eller bankoplysninger.
5 Brug kun kendte og sikre tjenester som: 
* ChatGPT – link her (gratis)
* Copilot – link her (gratis)
* Gemini – link her (gratis)

De bruger kunstig intelligens

– 34 procent af danskerne har brugt kunstig intelligens (KI) den seneste uge (op fra 15 procent i 2024)
– 28 procent har brugt ChatGPT
– 54 procent har set KI-svar i søgninger i søgemaskiner som Google
– 26 procent udtrykker tillid til KI-svar, 14 procent mistillid
– Brugen er fem gange lavere blandt 55+ end 18–24 år

Bag rapporten
Undersøgelsen er gennemført af CAISA (Det Nationale Center for Kunstig Intelligens i Samfundet) i samarbejde med Reuters Institute ved University of Oxford. Den bygger på svar fra 2.004 danskere og er en del af et internationalt forskningsprojekt om kunstig intelligens i samfundet.

Se rapporten her

Først publiceret: tirsdag 9. december 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 17. december 2025 kl. 15:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen