En ældre kvinde med kort gråt hår og briller smiler og gestikulerer, mens hun sidder ved et skrivebord med en bærbar computer og ser glad og engageret ud i et lyst hjemmekontor - måske diskuterer hun pensionsopsparing eller planlægning af pensionsopsparing i 2025.

Pædagogernes Pension er topscorer i 2025 med et afkast på over 12 procent. Se hvordan dit pensionselselskab klarer sig.

Godt år for pensionsopsparere i 2025: Det kan fortsætte i år

Mange af dem, som er begyndt at få pensionsudbetalinger, vil se, at der kommer flere penge på kontoen i 2026, og betydelige afkast i fjor på investeringer vil også betyde, at fremtidens pensionister kan se frem til større beløb. Afkast på op til 12 procent og mere, viser opgørelse.

Senest opdateret: mandag 19. januar 2026

De fleste danske pensionsopsparere har fået pæne gevinster på deres opsparing i 2025. Det er tredje år i træk, banker og pensionsselskaber generelt melder om gode afkast.

Nogle pensionerede vil allerede nu mærke til fremgangen i opsparingen. De vil i år få udbetalt mere fra deres pensionsordning.

Andre kan se frem til, at afkastet i fjor giver mulighed for, at de på sigt får større udbetalinger. Og det kan blive endnu bedre.

Økonomiprofessor Jesper Rangvid mener, at også 2026 kan give solide afkast. Han kan se en række tegn i verdensøkonomien, som vil kunne gevinster på aktier, obligationer og andre værdier – og dermed gevinster til pensionsopsparere.

Der er også faretegn

Gevinsterne i årene 2023-2025 er kommet oven på et ræddeligt 2022. Her fik de fleste pensionsopsparere tab på deres konti.

Det betød for nogle pensionerede, at de fik nedsat udbetalingen. Andre kunne se, at deres opsparing skrumpede, måske endda gevaldigt.

Årsagerne var blandt andet høj inflation, Ruslands invasion i Ukraine og fald på aktiemarkederne. Samtidig kom der store rentestigninger og dermed tab på obligationer.

Den slags  kan ske igen. Jesper Rangvid er optimistisk i forhold til 2026, men han kan også se faretegn.

Så meget er der skabt

Der findes to hovedgrupper af pensionsopsparere. Stadig flere er på  det, der kaldes markedsrente. Her får gevinster og tab på investeringer direkte og hurtig indflydelse på deres depoter og eventuelt også på de udbetalinger, som allerede er sat i gang.

Hovedparten af pensionsselskaberne ser ud til i 2025 at have fået høje ét-cifrede afkast i markedsrente, typisk omkring 6-9 procent. Enkelte er måske endda kommet over 10 procent ved en mellem risiko.

Det er godt klaret i et ellers usikkert år, mener direktør og investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Han peger på, at Trump har øget tolden, og der har været uro og krige rundt om i verden. Den slags kan ellers nemt føre til kurstab på aktier.

Renter på vej ned

Nikolaj Holdt Mikkelsen har ligesom Jesper Rangvid forsigtigt positive forventninger til 2026.

Han peger i et opslag på LinkedIn på, at der er udsigt til, at mange virksomheder kommer til at tjene flere penge, og det kan give højere aktiekurser.

Desuden er der udsigt til lavere renter og dermed kursgevinster på obligationer.

USA’s økonomi i fremgang

Professor Jesper Rangvid fra Copenhagen Business School er kendt som den ekspert, der undersøgte årsagerne til finanskrisen i 2008-2009.

Han er også formand for det uafhængige Rådet for Afkastforventninger, der jævnligt kommer med forudsigelser om afkastet på pensionsbranchens investeringer.

Jesper Rangvid skriver i et opslag på LinkedIn, at ”mange faktorer peger på et stærkt år for aktiemarkedet i 2026”. Han venter blandt andet stor fremgang i den amerikanske økonomi.

Han mener desuden, at store investeringer i kunstig intelligens kan være med til at skabe fremgang på verdens største aktiemarked – det amerikanske.

Se hele Jesper Rangvids vurdering – på engelsk

Her er ranglisten

Direktør og investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen opgør hver måned, hvor store afkast pensionsselskaber har haft på produkter med markedsrente. Det sker ud fra oplysninger, som han får fra selskaberne.

De gælder for en bestemt gruppe af endnu ikke pensionerede kunder eller medlemmer og ved en mellem risiko – se nedenfor.

Selv om tallene er for en særlig gruppe, så giver de et vink om, hvordan selskabet generelt klarer sig i forhold til andre på markedet med de samme produkter – og afkastet til andre grupper.

Hans årsopgørelse for hele 2025 er endnu ikke klar, men det er tallene frem til november 2025.

I december har der ikke været de store udsving, så tallene til og med november er et solidt fingerpeg for hele året

Nikolaj Holdt Mikkelsen opgør både afkastet i det aktuelle år og i snit for år tilbage. Et selskab kan nemlig godt i et år have et afkast, der afviger positivt eller langsigtet fra, hvad de plejer at få.

Pædagogernes Pension er topscorer i 2025, efterfulgt af P+ (for nogle grupper akademikere) og Sampension. I bunden ligger AkademikerPension og Danica.

Afkast i procent for pensionsordninger frem til og med november 2025

 

2025 afkast

3 år årligt

5 år årligt

AkademikerPension AlfaPension

5,5

  

AP Active

9,9

9,7

7,1

AP Bæredygtig

7,3

6,8

6,0

Danica Ansvarligt Valg

6,8

6,3

4,0

Danica Balance

5,8

8,4

6,2

Industriens Pension

8,3

7,0

7,4

Nordea Pension

9,8

11,7

7,9

Nordea Pension FP Grøn omstilling

9,9

11,2

9,5

Nordea Pension Mix

7,8

10,2

8,5

P+ Bæredygtig

9,8

11,8

 

P+ Livscyklus

11,4

12,0

 

PensionDanmark

7,6

8,0

7,5

PFA

9,6

10,6

7,7

PFA Klima+

8,0

9,5

6,5

Pædagogernes Pension

12,4

12,6

8,3

Sampension

10,2

8,6

8,6

Velliv Aftryk

7,6

9,3

5,7

Velliv Aktiv

8,8

8,5

5,9

Velliv Index

9,0

10,3

6,9

Kategori, gennemsnit alle

8,8

9,6

7,4

    

Kundeafkast pr. 30. november 2025 for markedsrente, livscyklus, 15 år til pension, mellem risiko. (Kilde:  Analysehuset Nikolaj Holdt-Mikkelsen)

Sådan reguleres udbetalinger

Nikolaj Holdt Mikkelsens opgørelse bygger på grupper, der stadig ikke er på pension. Andre kunde- eller medlemsgrupper i pensionsselskaberne kan have andre afkast.

Pensionerede kan heller ikke se frem til, at de får samme stigning i udbetaling, som der er scoret i afkast i 2025. Selskaberne beregner ydelserne til kunder eller medlemmer på særlige måder.

  • Sampension ligger højt på ranglisten over afkast i 2025. Selskabet vil først i slutningen af januar i år kunne fortælle, hvor meget pensionerede kunder får udbetalt i år. Afkastet af investeringerne i 2025 skal først gøres endeligt op. Se mere her.
  • PensionDanmark fortæller, at 76.400 af selskabets pensionerede medlemmer kan se frem til en stigning i den månedlige pensionsudbetaling på mindst 2 procent i 2026. I gennemsnit stiger de månedlige udbetalinger med 5,7 procent eller omkring 2.800 kroner om året for en gennemsnitlig opsparing. Se mere her.
  • Industriens Pension har hovedsageligt medlemmer med markedsrente, og de  får opreguleret udbetalingerne i 2026 med i snit 5,7 procent (nogle får kun 2 procent mere, mens andre modtager op til 9 procent mere eller endda over 9 procent stigning). Selskabet har også pensionister med gennemsnitsrente, og deres udbetaling stiger med 8,5 procent i år.

Den anden hovedgruppe: Ordning med gennemsnitsrente

Nogle pensionsopsparere har ikke markedsrente, men er i en ordning med det, der kaldes gennemsnitsrente. Her udjævner selskaberne positive og negative afkast hen over årene, sådan at kundernes eller medlemmernes depoter og udbetalinger udvikler sig nogenlunde jævnt.

  • PKA for blandt andre sygeplejersker er et af de selskaber, der benytter gennemsnitsrente. Her er ”kontorenten”, som det enkelte medlems opsparing forrentes med, sat ned fra 9 procent i fjor til 7,5 procent i år. Men det er stadig historisk højt i forhold til hvad selskabet tidligere har præsteret. Se mere her.  
  • Pensam for blandt andre sosu’ere benytter samme system og fastholder for store grupper 8 procent i 2026 ligesom i fjor. Se mere her
  • AkademikerPension har også medlemmer på gennemsnitsrente, og depotrenten vokser fra 5,7procent i fjor til 6,3 procent i år. Andre medlemmer hos AkademikerPension er på markedsrente. Se mere her.
  • AP Pension tilbyder på samme måde ordninger med gennemsnitsrente, og her ligger depotrenter inden for forskellige grupper mellem 1 procent og 4,5 procent. Se mere her.
  • P+ giver i 2026 langt størstedelen af medlemmerne med en gennemsnitsrenteordning en depotrente på mindst 9 procent, mens medlemmer på pension kan få helt op til 15 procent. Se mere her.
  • Danica har mange forskellige rentegrupper for produkter med gennemsnitsrente, og kontorenten svinger fra 0 proent til 12 procent. Det kan somme tider være svært for kunder at forstå, hvilken rentegruppe de tilhører, og hvorfor de skal have en lavere kontorente end andre. Det har der været klagesager om i Ankenævnet for Forsikring. Se mere her og her 
  • Lærernes Pension fastholder en depotrente på 5,5 procent. Se mere her

Puljeordningerne i bankerne

Langt den største del af pensionsopsparingen i Danmark står i pensionsselskaber. Men der findes også en del danskere med pensionsordninger i bankerne.

Nogle af dem investerer selv pengene. Deres afkast er så afhængig af deres egen dygtighed og held.

Men bankerne tilbyder også en række puljeordninger, hvor banken står for investeringen. Her kan afkastet veksle meget.

  • I Danske Bank ligger gevinsten typisk i de forskellige afdelinger på mellem 2 og 10 % frem til 30. november 2025. Det er før omkostninger fradrages. Se mere her.
  • Nordea har – bemærkelsesværdigt – puljer, som har givet negativt afkast i 2025, selv om det generelt har været godt investeringsår. Se mere her.
  • Spar Nord har til sine puljer hentet typisk mellem 4 og 7 procent. Se mere her. 

ATP og folkepension

ATP har øget udbetalingerne til pensionister med 2 procent her fra nytår 2026. Medlemmer, som endnu ikke får ATP-udbetalinger, har også fået opskrevet deres forventede ydelse med 2 procent.

Folkepensionen – satserne er reguleret med knap 5 % fra 2026. Det er sket, fordi lønningerne for et par år tilbage steg med omtrentlig så meget.

 

Tjek dine egne tal

Mange pensionister og især dem med markedsrente får reguleret deres udbetaling ud fra en række individuelle forhold.  Derfor findes der ikke generelle tal for, hvor meget eller lidt de får i stigning.

Af samme grund findes  der en række selskaber, som ikke offentliggør generelle tal for, hvor meget udbetalingerne reguleres. De pågældende opsparere skal se tallene på deres medlemsside eller kundeside hos deres selskab.

Hvad mener du?

Er du tilfreds eller utilfreds med det afkast, du har udsigt til at få på din pensionsordning? Sig din mening på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: tirsdag 6. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 19. januar 2026 kl. 12:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen