
5 ting der kan give dig forhøjet kolesterol
Forhøjet kolesteroltal forbindes ofte med usund livsstil. Men faktisk kan der også være andre årsager – blandt andet sygdomme og gener. Her får du overblikket.
Senest opdateret: mandag 19. januar 2026
Kolesterol er vigtigt for kroppen. Det er med til at danne celler og hormoner, og det spiller en rolle for både nervesystemet og kroppens energi.
Men får vi for meget kolesterol, kan det være farligt. Et forhøjet kolesteroltal øger nemlig risikoen for åreforkalkning, som kan føre til blodpropper og hjertekrampe.
Din kost og livsstil har stor betydning
Den mest almindelige årsag til forhøjet kolesterol er kosten.
Især mættet fedt fra kød og mejeriprodukter kan få kolesteroltallet til at stige.
Hvis du vil spise mere hjertevenligt, kan du i stedet vælge fisk, grøntsager, bælgfrugter og sunde planteolier, som man gør i middelhavskøkkenet.
Kolesterol kan også være arveligt
Omkring 30.000 danskere har arveligt forhøjet kolesterol – en tilstand der kaldes familiær hyperkolesterolæmi.
Her er det ikke livsstilen, men en genfejl, der får kolesteroltallet til at stige.
Hvis dine forældre eller søskende har forhøjet kolesterol, især hvis det blev opdaget tidligt i livet, kan det være en god idé selv at få det tjekket.
Lavt stofskifte kan spille ind
Hvis skjoldbruskkirtlen ikke danner nok stofskiftehormon, kan du få lavt stofskifte, og det kan føre til forhøjet kolesterol.
Lavt stofskifte ses ofte hos kvinder og bliver mere almindeligt med alderen.
Tegnene kan være træthed, kuldskærhed, vægtstigning, langsom puls eller forstoppelse.
Har du mistanke om lavt stofskifte, så tal med lægen – for det kan behandles.
Diabetes øger risikoen
Har du diabetes, er der større risiko for, at kolesteroltallet bliver for højt.
Derfor er det ekstra vigtigt at få det målt regelmæssigt.
Motion og sund kost med mindre mættet fedt kan være med til at holde kolesterol i skak.
Nogle typer medicin kan påvirke kolesterolet
Visse lægemidler kan forstyrre fedtbalancen i kroppen og få kolesteroltallet til at stige. Det gælder blandt andet:
- Betablokkere mod forhøjet blodtryk og hjertekrampe
- Binyrebarkhormon mod astma, gigt og hudlidelser
- Nogle typer antipsykotisk medicin
- Retinoider, som bruges mod akne
Er du i behandling med én af disse, og er du bekymret for dit kolesteroltal, så tag en snak med lægen. Sammen kan I finde den bedste løsning.
Først publiceret: onsdag 14. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 19. januar 2026 kl. 12:45


