En ældre kvinde med briller og tørklæde sidder indendørs og kigger eftertænksomt på dokumenter fra 2024. Hun ser ud til at overveje, hvordan hendes arvede aktiver kan komme velgørende organisationer til gode.

Det er især sygdomsbekæmpende og handicaphjælpende organisationer, som fik del af danskernes arv i 2024.

Velgørende organisationer arvede over en milliard kroner i 2024

I Danmark kan man testamentere en del af sin formue til velgørenhed. I 2024 blev der doneret over en milliard.

Senest opdateret: torsdag 22. januar 2026

I 2024 blev der for første gang doneret mere end én milliard kroner til velgørende organisationer gennem arv.

Det skriver DR, som har set en opgørelse fra indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, Isobro.

Charlotte Gade, som er sekretariatschef hos samarbejdet Det Gode Testamente, påpeger over for DR, at der er flere grunde til, at omfanget af donationer er steget.

Hun peger på, at flere ældre er døde, og at de afdødes bo er steget i værdi.

Det Gode Testamente er startet af en række velgørende organisationer. Samarbejdet arbejder blandt andet med rådgivning om muligheden for at testamentere til velgørenhed. 

Større donation til organisationer

2020 var det første år, at Isobro opgjorde omfanget af donationer gennem arv. Dengang blev der doneret 740 millioner kroner – mod 1,3 milliarder kroner i 2024.

Ifølge DR er der ikke opgjort tal for 2025 endnu.

Charlotte Gade fra Det Gode Testamente fortæller til DR, at det især er sygdomsbekæmpende og handicaphjælpende organisationer, som fik del af danskernes arv i 2024.

De fik omkring 612 millioner kroner – knap halvdelen af de 1,3 milliarder.

Herefter følger internationale hjælpeorganisationer, som fik omkring 325 millioner kroner, skriver mediet.

I Danmark findes den såkaldte 30-procent-løsning.

Den betyder, at hvis velgørende foreninger arver mindst 30 procent af ens formue og betaler bo- og tillægsboafgifter for de øvrige arvinger, slipper de resterende arvinger for at betale afgifter.

 

Først publiceret: torsdag 22. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret torsdag 22. januar 2026 kl. 15:27

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen