Regeringens 2035-plan: Flere ældre og højere pensionsalder sætter kursen
Regeringen vil bruge milliarder på velfærd, forsvar og klima frem mod 2035. For seniorer betyder planen både flere penge til ældreområdet og fortsat fokus på at arbejde længere. "Men de konkrete initiativer mangler i planen," lyder det fra Faglige Seniorer.
Senest opdateret: mandag 2. marts 2026
Regeringen har fremlagt sin nye 2035-plan, der sætter de økonomiske rammer for Danmark det næste årti.
Planen lægger op til markante investeringer i forsvar, beredskab og klima – men også til fortsat prioritering af velfærden i takt med, at antallet af ældre stiger.
For seniorer rummer planen både konkrete løfter om flere midler til ældreområdet og signaler om, at flere forventes at blive længere på arbejdsmarkedet.
Faglige Seniorer er tilfredse med, at der er fokus på seniorer. Men efterlyser konkret, hvilke initiativer og hvor mange penge regeringen vil bruge for at omsætte ord til handling.
“2035-planen viser, at seniorer i endnu højere grad bliver en del af løsningen på fremtidens økonomi. Men vi savner konkrete initiativer. Flere forventes at blive længere på arbejdsmarkedet, og det stiller nye krav til både arbejdsmiljø, fleksibilitet og tryghed i tilbagetrækningen. Men hvordan – det mangler helt i planen,” siger Faglige Seniorers landsformand Mette Kindberg.
Flere ældre betyder flere penge til velfærd
I planen fremgår det, at regeringen vil afsætte 23¼ milliarder kroner frem mod 2035 til at følge med udviklingen, når der bliver flere ældre borgere i Danmark. Pengene skal blandt andet sikre, at kommuner og regioner kan levere velfærd i takt med den demografiske udvikling.
Samtidig understreger regeringen, at der fortsat vil være råderum til politiske prioriteringer via finanslove og økonomiaftaler.
“Med regeringens 2035-plan viser vi, at de massive investeringer i vores fælles forsvar og sikkerhed går hånd i hånd med økonomisk ansvarlighed. Samtidig investerer vi i den grønne omstilling, og der er plads til at fortsætte med at udvikle den nære velfærd til gavn for borgerne. Det har vi råd til på grund af ansvarlige økonomiske beslutninger og fordi dansk økonomi står et rigtig godt sted. Regeringens 2035-plan viser dog også, at vi i fremtiden bliver nødt til at prioritere skarpt,” siger finansminister Nicolai Wammen (S).
Planen nævner også, at regeringen allerede har prioriteret velfærden gennem økonomiske løft til kommuner og regioner og senest en fødevarecheck til borgere, der er særligt presset af høje priser.
Seniorer spiller en større rolle på arbejdsmarkedet
Et centralt element i planen er forventningen om, at flere seniorer fortsætter længere i job. Ifølge regeringen er arbejdsstyrken vokset blandt andet fordi flere ældre arbejder mere og trækker sig senere tilbage.
Udviklingen hænger sammen med tidligere reformer, herunder velfærdsaftalen fra 2006 og senere initiativer, som har øget incitamentet til at blive længere på arbejdsmarkedet. Samlet er den forventede beskæftigelse i 2035 steget med næsten 170.000 fuldtidspersoner siden 2022.
“Med den økonomiske plan, vi i dag fremlægger, lægger vi op til meget store investeringer, som vil gøre Danmark til et bedre, mere sikkert og trygt land. Det er ambitiøse investeringer, som samtidig begrænser rummet til andre prioriteringer frem mod 2030,” siger økonomiminister Stephanie Lose (V).
For seniorer betyder det, at arbejdsmarkedet fortsat bliver en vigtig brik i finansieringen af fremtidens velfærd, samtidig med at pensionsalderen gradvist stiger.
Store investeringer – men begrænset råderum
2035-planen lægger op til, at Danmark allerede i 2030 lever op til NATO-målet om forsvarsudgifter på 3,5 pct. af BNP.
Samtidig afsættes milliarder til klimatilpasning og beredskab, blandt andet en akutpakke på 1,2 mia. kr. i år og et løft til 5 mia. kr. årligt i 2035.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) advarer dog om, at økonomien bliver stram på længere sigt:
“Vi står over for enorme regninger inden for forsvar, klima og beredskab. Når regningerne er betalt, er kassen så godt som tom, og der er samtidig store strukturelle udfordringer efter 2035,” siger han.
Planen fastholder målet om en strukturel saldo på minus 0,5 procent af BNP i 2030 og sætter et nyt mål på minus 0,6 procent i 2035.
3F: Værdig pension skal fylde mere
3F bakker overordnet op om regeringens 2035-plan og fremhæver, at Danmark står økonomisk stærkt. Men fagforbundet mener, at planen mangler et afgørende element: bedre muligheder for tilbagetrækning for lønmodtagere med lange og fysisk hårde arbejdsliv.
Forbundsformand Henning Overgaard siger, at retten til en værdig pension bør fylde mere, og at spørgsmålet om tilbagetrækning bliver et centralt tema i den kommende valgkamp. Ifølge 3F bør ordningen med Tidlig Pension styrkes, blandt andet med højere ydelse, fast pensionsalder på 64 år og lettere adgang.
Samtidig advarer 3F om, at selv om der er sat penge af til velfærd i takt med flere ældre, risikerer niveauet ikke at følge med den generelle velstand.
Derfor opfordrer forbundet til at bruge mere af det økonomiske råderum, så både velfærd og tryghed i pensionen bliver styrket.
Fakta: Hvad betyder planen for seniorer?
For seniorer er de vigtigste signaler fra 2035-planen:
Ældre og velfærd
• Regeringen vil lade økonomien til kommuner og regioner følge udviklingen, når der bliver flere ældre.
• Planen lægger op til fortsatte løft af den nære velfærd, men uden konkrete nye ældrepolitiske reformer.
• Effektivisering, teknologi og mindre bureaukrati skal frigøre arbejdskraft i blandt andet ældreplejen.
Seniorer på arbejdsmarkedet
• Flere seniorer forventes at blive længere i job og bidrage til arbejdsstyrken frem mod 2035.
• Seniorers højere arbejdsdeltagelse fremhæves som en vigtig forklaring på den stærke økonomi.
• Reformer og incitamenter til at arbejde længere er en central forudsætning i planen.
Pensionsalder og tilbagetrækning
• Planen indeholder ikke nye konkrete ændringer i pensionsalderen.
• Den bygger på, at pensionsalderen fortsat stiger efter de gældende regler.
• Senere tilbagetrækning beskrives som afgørende for at sikre holdbare offentlige finanser frem mod 2035.
Se planen “DK 2025 – Et stærkt Danmark i en usikker Verden”
FH om 2035-plan: Seniorer og pensionsalder mangler svar
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) retter kritik mod regeringens nye 2035-plan og advarer om, at seniorer og pensionsalder mangler klare svar.
Ifølge formand Morten Skov Christiansen kan konsekvensen blive større pres på velfærden, hvis økonomien ikke følger med udviklingen.
“Hvis der ikke bliver garanteret flere midler til velfærd, så kan konsekvensen blive, at kommuner og regioner får sværere ved at få budgetterne til at slå til og levere den kvalitet i velfærden, vi forventer,” siger han.
Han peger samtidig på utryghed blandt lønmodtagere i forhold til pensionsalderen:
“Regeringen mangler at levere svar til de alt for mange lønmodtagere, der er utrygge ved, om de kan holde frem til pensionsalderen.”
FH mener, at manglende finansiering kan give større pres på ældreplejen og ringere service til borgerne, hvis ikke ambitionerne om et stærkt velfærdssamfund matches af reel økonomi.
Først publiceret: tirsdag 24. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 2. marts 2026 kl. 15:39