
Fødevarecheck udbetales nu: Se om pengene er gået ind
Tjek din konto og se, om du er med: Fra i dag mandag og de næste dage kommer pengene fra fødevarechecken ind på NemKonto hos de første. Har du ikke fået - se her hvad du gør.
Senest opdateret: tirsdag 5. maj 2026
Udbetalingen af fødevarechecken begynder i dag mandag 4. maj. De første modtagere får pengene ind på deres NemKonto i disse dage.
Det er blandt andre folkepensionister, modtagere af offentlige ydelser samt lærlinge og personer på uddannelsesstøtte, der får pengene i første omgang.
Folkepensionister og ydelsesmodtagere får 2.500 kroner, hvis de opfylder betingelserne. Lærlinge og SU-modtagere får 1.000 kroner.
Udbetalingen sker automatisk til NemKonto frem til og med onsdag 6. maj.
Børnefamilier får først fødevarechecken senere.
Formuekrav for pensionister
For folkepensionister er det en betingelse for at få fødevarechecken, at de modtog pension i november 2025 og havde en personlig likvid formue på højst 350.000 kroner.
Ordningen omfatter en bred gruppe af ydelsesmodtagere, herunder personer på kontanthjælp, førtidspension, efterløn, tidlig pension og seniorpension.
Derudover indgår modtagere af dagpenge, sygedagpenge, barselsdagpenge, fleksydelse, ressourceforløbsydelse, ledighedsydelse, flekslønstilskud og revalidering.
Studerende og lærlinge
Personer, der modtog SU med udeboendesats eller andre uddannelsesydelser i november 2025, får 1.000 kroner. Det gælder også lærlinge og elever på erhvervsuddannelser samt personer i lønnet praktik.
Modtagere af børne- og ungeydelse får fødevarechecken senere. Beløbet kan være op til 5.000 kroner afhængigt af indkomst og fordeling mellem forældre.
Hvis ydelsen deles, får hver forælder 2.500 kroner. Eneforsørgere kan få op til 5.000 kroner.
Samme person kan kun få ét beløb
Fødevarechecken er personlig. Hvis man tilhører flere målgrupper, bliver tidligere udbetalinger modregnet i en senere.
Kan jeg få hjælp, hvis jeg ikke bruger NemKonto?
Hvis du almindeligvis modtager din pension eller anden ydelse på en bankkonto vil du også modtage fødevarechecken her – hvad enten det er en NemKonto eller ej.
Borgere der oplever udfordringer med udbetalingen anbefales at rette henvendelser til Udbetaling Danmark (kun folkepensionister) eller ATP (øvrige modtagere). Den kommunale borgerservice vil også have mulighed for at bistå.
Har du spørgsmål kan du læse mere om fødevarechecken på borger.dk
Du kan også kontakte Udbetaling Danmark Pension på 70 12 80 61 (kun folkepensionister) eller ATP på 70 12 80 00 (førtidspensionister og øvrige ydelsesmodtagere).
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har fået pengene?
Hvis du har NemKonto og ikke har modtaget pengene senest 6. maj, kan du søge om fødevarecheck senere.
Ansøgningsperioden er fra 1. juli til 30. september 2026.
Følg med i nyhedsbrevet fra Brian & Susanne
Er du i tvivl om, om du får fødevarechecken – og hvor meget du har ret til? Og har du ikke fået – men mener, at du er berettiget?
Vi følger med hver uge med nyheder. Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Brian & Susanne – det er gratis.
Hvem står bag fødevarechecken?
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderatere) blev i januar sammen Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten enige om at afsætte i alt 4,5 milliarder kroner i 2026 til en fødevarecheck til de grupper, som i særlig høj grad er hårdt ramt af højere fødevarepriser.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Imod stemte Dansk Folkeparti, De Konservative, Radikale, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Alternativet og Borgernes Parti.
Læs spørgsmål og svar om fødevarechecken
Se oversigt over spørgsmål og svar her:
Fødevarecheck til folkepensionister
Fødevarecheck til førtidspensionister og seniorpensionister
Fødevarecheck til efterlønnere
Fødevarecheck for pensionister på Tidlig Pension
Fødevarechecken
Fødevarechecken er et skattefrit engangsbeløb til grupper, som vurderes i særlig grad at være ramt af højere fødevarepriser. Modtagergruppen omfatter:
• 2.500 kroner til modtagere af forsørgelsesydelser.
• 2.500 kroner til folkepensionister med en likvid formue på under 350.000 kroner.
• 1.000 kroner til blandt andet modtagere af SU med udeboendesats, SVU, maritim uddannelsesstøtte, andre skole- og uddannelsesydelser, og til elever og lærlinge på erhvervsuddannelserne med en uddannelsesaftale med videre.
• 5.000 kroner til børnefamilier, hvis den enkelte forælder har en personlig indkomst på under 498.200 kr.
Udlændinge, der opholder sig ulovligt i landet og har en verserende udsendelsessag, er på tålt ophold eller er udvist ved endelig dom, har ikke ret til checken.
Først publiceret: mandag 4. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 5. maj 2026 kl. 20:27


