En ældre kvinde med blondt hår, iført en gul cardigan, sidder på en sofa og holder sig smertefuldt om sin venstre skulder. I baggrunden ses en reol med bøger og et ur. Hun ligner en førtidspensionist med smerter.

Førtidspensionister er mere plaget af smerter end resten af befolkningen.

Har du ondt? Næsten hver anden førtidspensionist er generet af smerter

Førtidspensionister er langt mere smerteplagede end både beskæftigede og seniorer. Mere end fire ud af ti er generet af smerter i led, arme, ben, ryg eller lænd.

Senest opdateret: fredag 3. juli 2026

Smerter fylder markant mere blandt førtidspensionister end i andre grupper af befolkningen.

Hele 44 procent af førtidspensionisterne har inden for de seneste 14 dage været meget generet af smerter eller ubehag i arme, hænder, ben, knæ, hofter eller led.

Næsten lige så mange – 42 procent – har været meget generet af smerter i ryg eller lænd.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, som bygger på tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2025.

Til sammenligning er 13 procent af de beskæftigede meget generet af smerter i arme, ben eller led, mens 12 procent er meget generet af smerter i ryg eller lænd.

Mest smerteplagede gruppe

Førtidspensionister ligger højest i alle fire former for smerter og ubehag, som undersøgelsen omfatter.

Også smerter i skulder og nakke samt hovedpine er betydeligt mere udbredt blandt førtidspensionister end blandt både beskæftigede og seniorer.

Analysen viser samtidig, at smerter rammer socialt skævt. Personer med korte uddannelser er langt oftere meget generet end personer med lange uddannelser.

“Der er en klar social slagside i smerteudbredelsen. Det kan ofte have noget at gøre med, hvilket arbejdsliv man har eller har haft,” siger Kristoffer Lind Glavind, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Arbejdsmiljø spiller en rolle

Ifølge AE kan et fysisk belastende arbejdsliv være en del af forklaringen på forskellene.

“Et liv med smerter har store konsekvenser for den enkeltes livskvalitet, men også for samfundet generelt. Smerter handler om mange ting, men vi ved, at arbejdsmiljø spiller en stor rolle. Så det er et rigtig godt sted at sætte ind,” siger Kristoffer Lind Glavind.

Undersøgelsen kan dog ikke fastslå, om smerterne er årsagen til, at personerne er blevet førtidspensionister. Den viser alene, at førtidspensionister som gruppe er langt mere generet af smerter end resten af befolkningen.

Over 900.000 danskere har store gener

Smerter er samtidig blevet mere udbredt i hele befolkningen.

I alt er 919.000 danskere meget generet af smerter eller ubehag i arme, hænder, ben, knæ, hofter eller led. Det svarer til næsten hver femte dansker over 16 år.

I 2010 var det omkring hver syvende.

“Smerter er blevet et stort problem for rigtig mange danskere. På tværs af smertetyper er der sket en stigning over de seneste 15-16 år,” siger Kristoffer Lind Glavind.

Læs hele analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd her

Førtidspensionister er de mest smerteplagede

Andel, der inden for de seneste 14 dage har været meget generet af den angivne type smerte eller ubehag, fordelt på erhvervsmæssig status.

GeneBeskæftigedeArbejdsløseFørtidspensionisterAndre uden for arbejdsmarkedetOver 65 år
Arme, hænder, ben, knæ, hofter eller led13 %20 %44 %27 %25 %
Ryg eller lænd13 %19 %42 %23 %19 %
Skulder eller nakke14 %19 %36 %23 %13 %
Hovedpine8 %12 %17 %14 %3 %

Anm.: Opdelingen følger Den Nationale Sundhedsprofil. Alle personer på mindst 65 år indgår som alderspensionister, selv om pensionsalderen er højere. Kategorierne uoplyst og uddannelsessøgende er ikke medtaget.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af Den Nationale Sundhedsprofil 2025.

Hvad gør du?

Hvis du har ondt – hvad gør du for at mindske dine smerter? Giv gerne tip og råd videre til andre på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: fredag 3. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 3. juli 2026 kl. 14:15

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form