Mindre vådt med alderen: Seniorer lader flaskerne stå
Med alderen bliver vi mere mådeholdne og færre drikker mere end fem genstande, når der for eksempel er fest eller sammenkomst.
Senest opdateret: onsdag 6. juni 2018
Skal der være fest, så er seniorerne dem, der flokkes mindst om flaskerne.
Mens det er de yngste, der tager for sig af de våde varer.
Færre seniorer giver den jævnligt gas med fem genstande eller mere.
Det viser en ny undersøgelse af danskernes sundhed, som Sundhedsstyrelsen har foretaget blandt 180.000 personer.
6 om alkohol
- Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred
- Drik ikke alkohol for din sundheds skyld
- Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 10 genstande eller mindre om ugen. Gælder for både kvinder og mænd
- Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du drikker mere end 10 genstande om ugen
- Stop før 4 genstande ved samme lejlighed
- Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol
Opdateret 2022
(Kilde: Sundhedstyrelsen)
I undersøgelsen er det opgjort, hvor mange der jævnligt – det vil sige en gang om måneden – drikker fem eller flere genstande ved samme lejlighed. Det kan være en fest eller sammenkomst – eller hygge over et par flasker rødvin.
Kvinder mere mådeholdne
Og måske ikke så overraskende, så er det færrest seniorer, der jævnligt giver den gas med fem genstande eller mere. Mens især de 16-24 årige er dem, der er fester igennem.
For mænd mellem 65 og 74 år er det knap hver fjerde, der jævnligt drikker mere end fem genstande ved samme lejlighed, mens det for mænd over 75 år er knap hver ottende.
Til gengæld er det over halvdelen af de unge mænd, der hælder mere end fem genstande indenbords.
Kvinder er mere mådeholdne. Under 10 procent i alderen 65 – 74 år drikker mere endt fem genstande ved samme lejlighed, mens tallet er under fem procent for kvinder på 75 år og derover.
Unge kvinder tager mere for sig af de våde varer: 47 procent drikker jævnligt fem eller flere genstande.
Drikker mindre end de fleste danskere
Både ældre mænd og kvinder drikker mindre end danskerne generelt, når det handler om jævnligt at indtage fem genstande eller mere.
Faktisk er det over hver fjerde dansker, der på den måde fester igennem. Andelen er størst hos mænd, hvor over 35 procent jævnligt drikker fem genstande eller mere, mens andelen kun er lidt over 18 procent blandt kvinder, viser undersøgelsen.
Først publiceret: fredag 6. april 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 6. juni 2018 kl. 10:57