Pas på med prisgaranti: Du får ikke altid den bedste pris
En del butikker tilbyder prisgaranti, men du kan langtfra være sikker på, at du får den bedste pris. Se her hvad du skal passe på - og hvordan du banker prisen ned.
Senest opdateret: tirsdag 22. januar 2019
Prisgaranti og prismatching. Du har sikkert set det, hvor du handler. Mange butikker tilbyder en prisgaranti, hvor de lover, at de vil tilbyde dig en lavere pris, hvis du finder den samme vare billigere hos en konkurrent.
En undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at prisgaranti efterhånden er meget udbredte i danske butikker. Over 640 butikker- virksomheder har prisgarantier – flest indenfor sport, legetøj og cykler.
I undersøgelsen svarer 7 ud af 10 forbrugere, at de kender virksomheder med prisgaranti, mens kun omkring en fjerdedel af forbrugerne har prøvet at udnytte en prisgaranti.
Prisen: Garanti eller match?
Hvad er forskellen på prisgaranti og prismatching?
- Prisgaranti er når virksomheden lover at give dig varen til samme pris, som du kan finde den hos en konkurrent.
- Prismatching er når virksomheden lover automatisk at sænke deres priser, så den følger konkurrenternes billigste priser.
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Men glæd dig ikke for tidligt.
Har egne regler
Hver butik har deres egne regler og betingelser. Det kan for eksempel være, at de ikke vil give dig varen billigere, hvis du har fundet den til en lavere pris på internettet eller som restordre.
Det kan også være, at de kun matcher prisen hos bestemte konkurrenter. Ofte viser det sig, at du slet ikke kan få rabat, fordi butikkens regler er så kringlede, at du lige netop ikke opfylder dem.
Du kan derfor ikke gå ud fra, at du altid kan forvente den billigste pris, selvom en butik reklamerer med prisgaranti.
Læs også: Guide: Sådan sparer du penge på mad med en ny smart app
Sådan gør du, hvis du vil have den bedste pris
- Find en vare du gerne vil købe for eksempel en ny boremaskine i et bestemt mærke eller model.
- Find prisen i de butikker, du normalt handler i. Undersøg om de har prisgaranti på hjemmesiden eller ved at spørge i butikken.
- Søg prisen for varen på nettet hos konkurrenterne.
- Find den laveste pris og køb der eller gå til din normale forhandler og bed om samme pris.
Normalt vil virksomheden kræve dokumentation for en lavere pris. For eksempel en tilbudsavis eller et print og link til en hjemmeside med en lavere pris. Du kan for eksempel vise det på din mobiltelefon.
Her skal du se dig for
Her er tre eksempler på virksomheder med prisgaranti. Eksemplerne viser, hvor stor forskel der er, og at du skal se dig godt for.
Bauhaus er en af de virksomheder, som tilbyder prisgaranti. Deres tilbud hedder 12% lavprisgaranti.
Det betyder, at Bauhaus vil matche den laveste pris. Nu kunne du jo tro, at du også fik ekstra rabat, når ordningen hedder 12% lavprisgaranti. Det får du også, men kun hvis du først køber varen hos Bauhaus. Ret kringlet ikke?
Beder du om prisgaranti før købet, matcher Bauhaus prisen hos konkurrenten, men du får ikke de 12 % oveni.
Køber du en vare hos Bauhaus, finder varen billigere hos en konkurrent inden for 7 dage, så får du varen til samme pris som hos konkurrenten med 12 % ekstra rabat.
Men som alle andre steder, er det ikke helt så ligetil, fordi prisgarantien ikke gældende, hvis konkurrentens pris er et åbningstilbud, lukketilbud, ophørsudsalg, ved begrænsede partier eller bestillingsvarer. Bauhaus matcher heller ikke prisen for webshops uden fysiske butikker.
Læs også: 5 økonomiske fejl mange pensionister begår
Alt det med småt
Konkurrenten Bygma har også prisgaranti, men de har helt andre regler. Deres prisgaranti gælder kun for tilbud i tilbudsavisen og gælder kun i samme uge som tilbuddene er i tilbudsavisen.
Prisgarantien gælder i øvrigt ikke for varer, som du finder billigere hos andre som kø- og åbningstilbud, postordresalg, bestillingsvarer, varer specielt fremstillet til kunden og varer udbudt over internettet samt internetbaserede forretninger
Isenkræmmerkæden Imerco tilbyder prismatch, men der skal du være opmærksom på, at de kun matcher prisen hos din lokale isenkræmmer det vil sige inden for en radius af 20 km og onlineprisen hos udvalgte isenkræmmere, nemlig Kop & Kande, Bahne og Værsgo.
Debat: Hvad er din mening om butikkernes prisgaranti
Hvad synes du om, at butikkerne tilbyder prisgaranti eller prismatch?
Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side – du er velkommen med din mening HER
https://www.facebook.com/fagligsenior/posts/1813617458686524
Først publiceret: tirsdag 14. august 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. januar 2019 kl. 13:51