Kontakt på nettet: Nu kan du boble dig til nye venner
Mangler du nogen at gå tur med eller hygge sammen med? Så er Boblberg måske noget for dig.
Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020
Boblberg er et gratis landsdækkende digitalt fællesskab og mødested. Der kan du møde andre, som har de samme interesser som dig.
Snak sammen under corona
Har du brug for en at tale med, mens du er hjemme under corona-krisen? Et stort antal frivillige samtalevenner fra Røde Kors er klar tage en snak om hvad som helst på mobil, tablet eller computer.
Alle, der gerne vil have et digitalt ”besøg”, kan booke en snak på på SnakSammen.dk, der er en del af Boblberg. Du kan booke en samtale her.
Det er nemt at komme i gang. Du finder en bobl, som du vil være med i eller opretter en, så andre kan deltage.
Her kan du se eksempler på bobler www.boblberg.dk/Bobler.aspx
Hvad kan man finde på Boblberg?
Du kan blandt andet søge og finde:
- Venner og veninder
- En makker til motion eller sport
- Reservefamilier og -børnebørn
- Madklubber og fællesskaber
- Rejse-, danse- og sprogpartner
- Nogen at gå ture med
- Nogen at skrive eller snakke med
- Møde andre med demens eller andre pårørende
- Og meget, meget andet
Sådan kommer du i gang
- Gå ind på hjemmesiden www.boblberg.dk
- Søg i bobler og se, om der er noget for dig
- Opret en profil
Har du fået kontakt på nettet?
Bobl med Boblberg
Over 110.000 danskere bruger i dag websitet Boblberg, hvor de finder fællesskaber om alt muligt ved at ”boble”, som det hedder. Det vil sige skrive indlæg om interesser og udfordringer og finde andre, der står i samme situation.
Grundideen med det digitale mødested er ”at motivere inaktive borgere, forebygge ensomhed og sikre borgernes mentale og fysiske sundhed”.
Lige nu er der over 14.000 bobler på Boblberg.
Først publiceret: onsdag 26. december 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 14:25