Din læge kan ordinere cannabisolie eller andre former for medicinsk cannabis.

Se om du kan få tilskud til medicinsk cannabis

Som en del af en forsøgsordning, kan du få tilskud til cannabis, hvis din læge ordinerer det.

Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021

Det er i dag lovligt og muligt at få medicin baseret på cannabis. Men du kan kun få det, hvis din læge har udskrevet en recept på det til dig, og du køber det på apoteket.

Det er en del af en forsøgsordning, som løber i 4 år fra januar 2018.

Formålet med forsøgsordningen er at få et mere viden om brugen af medicinsk cannabis, når forsøgsperioden er afsluttet.

Hvad er medicinsk cannabis?

Produkterne, der er omfattet af forsøgsordningen, kaldes medicinsk cannabis, og de kan være tørrede cannabisblomster, cannabisolie, kapsler, tabletter med mere.

I videoen her kan du se, hvad medicinsk cannabis er:

Hvordan får man medicinsk cannabis?

Du skal have en recept fra lægen.

Lægen har en vejledning fra Lægemiddelstyrelsen, som beskriver, en række sygdomme medicinsk cannabis kan bruges til:

  • Neuropatiske smerter, hvilket vil sige smerter på grund af sygdom i hjerne, rygmarv eller nerver
  • Smerter på grund af kræft
  • Spasmer på grund af multipel sklerose eller rygmarvsskade
  • Kvalme og opkastninger som følge af behandling med kemoterapi.

Det er din læge, der vurderer, om du kan få en recept.

Lægen har ikke pligt til at udskrive recepter på medicinsk cannabis, selvom du opfylder en af betingelserne i vejledningen.

Lægen har fri ordinationsret. Det vil sige, at alle læger i princippet må udskrive forsøgsordningens produkter til deres patienter. Hverken loven eller vejledningen forhindrer, at læger kan udskrive medicinsk cannabis til patienter, der lider af andre sygdomme end de, der står nævnt i vejledningen.

Hvor køber man medicinsk cannabis?

Når du har fået recepten hos lægen, kan du købe medicinsk cannabis på apoteket.

Hvor meget kan man få i tilskud til medicinsk cannabis?

Du kan få 50 % i tilskud til de cannabisprodukter, som er omfattet af forsøgsordningen.

Du kan højst få udbetalt 10.000 kroner i tilskud på et år. Tilskuddet bliver fratrukket automatisk ved købet på apoteket.

Hvis du har en terminalbevilling, kan du få 100 % i tilskud til forsøgsordningens produkter.

Tilskuddet til medicinsk cannabis beregnes separat fra tilskuddet til din almindelige medicin.

De særlige beløbsgrænser for tilskud til cannabis produkter

Samlet udgift per tilskudsperiode (12 mdr.) Tilskud Egenbetaling
0 – 20.000 kr. 50 % Op til 10.000 kr.
20.000 kr.- 0 % Hele produktets pris
For patienter med gældende terminalbevilling 100 % Ingen egenbetaling

De aktuelle priser på cannabisprodukter kan ses på www.medicinpriser.dk

Er der bivirkninger ved medicinsk cannabis?

Der kan være bivirkninger, og de mest almindelige bivirkninger er:

  • at du bliver træt
  • at du bliver svimmel
  • at du føler sig ”høj”, ”skæv” eller ubehageligt beruset
  • at du kan få svært ved at finde ud af, hvor du er
  • at du får problemer med hukommelse og koncentration
  • at du bliver sløv
  • at du bliver trist og deprimeret og måske får tanker om selvmord
  • at du hallucinerer (ser eller hører noget, som ikke er der), men det er heldigvis sjældent

Hvor kan jeg få mere information om medicinsk cannabis?

Kontakt din egen læge, hvis du har spørgsmål om cannabis og tilskud.

Læs mere om medicinsk cannabis på lægemiddelstyrelsens hjemmeside

Læs mere om medicinsk cannabis på sundhed.dk

Først publiceret: mandag 2. november 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 08:11

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.