Når din pensionsalder nærmer sig, er der flere vigtige ting, du skal sætte dig ind i.

7 ting du skal vide, inden du går på pension

Det skal du vide, når folkepensionsalderen nærmer sig.

Senest opdateret: torsdag 19. januar 2023

1. Du skal selv søge om folkepension

Din folkepension kommer ikke automatisk. Du skal selv huske at søge om den.

Du kan søge op til 6 måneder før din pensionsalder.

Vil du være sikker på at få din første folkepension til tiden, skal du senest søge den sidste dag i den måned, du når din folkepensionsalder.

Har du spørgsmål, kan du ringe til Udbetaling Danmark på telefon 70 12 80 61.

Du søger om folkepension her

2. Du kan søge med tilbagevirkende kraft

Fik du ikke søgt folkepension i tide, kan du søge med tilbagevirkende kraft.

Du skal dog senest søge inden den 10. i den femte måned, efter du når folkepensionsalderen.

Hvis du har været forhindret i at søge, fordi du har været alvorlig syg, kan du få dispensation til at søge med tilbagevirkende kraft. Det gælder, selvom du søger efter den 10. i den 5. måned, efter du nåede folkepensionsalderen.

For at få dispensation skal du have en lægeerklæring fra din læge eller hospitalet, hvor der står, hvilken periode du har været syg, og at du var syg senest den sidste dag i den måned, hvor du nåede folkepensionsalderen.

Hvis du vil søge om dispensation, skal du kontakte Udbetaling Danmark på telefon 70 12 80 61.

3. Du kan udskyde at få din folkepension udbetalt, hvis du fortsætter med at arbejde

Hvis du fortsætter med at arbejde mindst 750 timer om året (cirka 14 timer om ugen), kan du vælge at udskyde udbetalingen af din folkepension.

Udskyder du udbetalingen, optjener du et ventetillæg, som vil give dig en højere pension.

Se her, om det kan betale sig for dig at udskyde udbetaling af din pension

4. Du kan få en skattefri seniorpræmie, hvis du fortsætter med at arbejde

Hvis du fortsætter med at arbejde, når du når din pensionsalder, vil du få en skattefri seniorpræmie.

Skattefri seniorpræmie det første år, efter du når din folkepensionsalder:

46.868 kroner (2024)

.
Skattefri seniorpræmie det andet år, efter du når din folkepensionsalder:

27.898 kroner (2024)

.

Læs mere om den skattefri seniorpræmie her

5. Du må tjene op til 122.004 kroner om året (2024) uden at blive modregnet

Du må have lønindtægt på 122.004 kroner om året (2024), når du får folkepension, uden at blive sat ned i pensionstillæg eller tillægsprocent

Læs mere om reglerne for, hvor meget du må tjene som pensionist

6. Størrelsen på din pension afhænger af, om du eller din partner har andre indtægter

Din folkepension består af et grundbeløb og et pensionstillæg. Hvis du har andre indtægter ved siden af din folkepension, kan der ske modregning i din folkepension. Der kan også ske modregning i din folkepension af visse af din partneres indtægter, arbejdsindkomst dog undtaget.

Du har også mulighed for at søge en række tillæg som boligydelse, varmetillæg, helbredstillæg og nedsat licens.

Se en oversigt over satser og tillæg her

7. Overblik over dine pensioner

www.pensionsinfo.dk kan du få overblik over alle dine pensionsordninger: ATP, arbejdsmarkedspension og private pensionsopsparinger.

 

Først publiceret: søndag 3. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret torsdag 19. januar 2023 kl. 12:04

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.