Pas på: Det kan koste dig dyrt, hvis du åbner brevet - og følger anvisningerne.

Har du fået dette brev? Så smid det ud

Pas på: Det ligner et ægte brev med navn, logo og stempel. Men det er svindlere, der udnytter Finanstilsynet til at franarre dig oplysninger.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Kriminelle forsøger nu også lave svindel ved at sende gode gammeldags breve, der havner i ofrenes postkasser.

Pas på: Det kan koste dig dyrt, hvis du åbner brevet – og følger anvisningerne.

Finanstilsynets logo misbruges i brev, der er sendt fra kriminelle.

Det er Finanstilsynet, der advarer om svindlen, der er målrettet de mange tusinde danskere, der investerer i aktier og værdipapirer – privat eller gennem for eksempel deres arbejdsmarkedspension.

“Flere borgere har kontaktet Finanstilsynet, fordi de har modtaget falske breve med Finanstilsynets navn og logo, og i enkelte tilfælde også stempel og underskrift,” lyder advarslen.

Oplysninger udnyttes

I følge Finanstilsynet står der i de falske breve og mails, at borgerens transaktioner er suspenderet. Og at vedkommende derfor skal udlevere nogle personlige oplysninger.

Disse oplysninger vil efterfølgende kunne udnyttes af de kriminelle.

Finanstilsynet oplyser, at tilsynet ikke vil henvende sig til borgere om, at transaktioner er stopper. Det vil ske fra borgerens eget pengeinstitut.

Undlad at reagere

Borgere, der har modtaget et brev eller mail fra Finanstilsynet, og er i tvivl om det er ægte, skal undlade at reagere på henvendelsen og eventuelt kontakte Finanstilsynet, lyder opfordringen.

Kriminelle udnytter også andre myndigheder og selskabers navne i forsøg på at franarre borgere personlige oplysninger.

Det gælder for eksempel PostNord, Skat og Nets.

Hjælp med at advare andre

Du kan hjælpe med at advare andre om svindlen ved at dele artiklen på Facebook.

Det kan du gøre på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: torsdag 25. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 14:39