Seniorerne i Industriens Pension kan glæde sig over flotte afkast på deres pensionsopsparing.

Industriens Pension fik topafkast på over 33 milliarder kroner

Industriens Pension opnåede i 2021 et afkast på 16,8 procent. Afkastet er branchens højeste for de fleste aldersgrupper - også seniorerne.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

Efter et år med tårnhøje afkast kan medlemmerne i Industriens Pension glæde sig over et samlet afkast på 33,6 milliarder kroner i 2021. det svarer til 16,8 procent.

For medlemmer med mange år til pension var afkastet knap 23 procent, mens medlemmer på 60 år eksempelvis fik et afkast på 15,8 procent.

Afkast fordelt på alder

Afkast i markedsrente for 2021 fordelt på aldersgrupper.

Medlemmer på 45 år: 22,7 %
Medlemmer på 50 år: 21,0 %
Medlemmer på 60 år:  15,8 %
Medlemmer på 70 år:  10,8 %

Forskellen skyldes, at investeringsrisikoen aftrappes gradvist med i takt med, at man nærmer sig pensionsalderen.

Kilde: Industriens Pension

Forskellen skyldes, at investeringsrisikoen aftrappes gradvist med i takt med, at man nærmer sig pensionsalderen, oplyser Industriens Pension.

“Trods coronanedlukninger og stigende inflation har 2021 været et fantastisk investeringsår på flere fronter. Særligt unoterede aktier, som vi investerer i via fonde, har leveret virkelig høje afkast. Men også det børsnoterede aktiemarked og infrastrukturfonde har skabt attraktive afkast. Derudover har vi også tjent rigtig godt på vores inflationsafdækning i 2021,” siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension.

Set over de seneste 10 år har Industriens Pension opnået et gennemsnitligt årligt afkast på 8,5 procent på tværs af alle aldersgrupper. Det er blandt de absolut højeste afkast i branchen.

Samtidig viser uafhængige sammenligninger, at Industriens Pension har leveret det højeste afkast i hele pensionsbranchen i både 2021 og på den lange bane for de fleste aldersgrupper.

“Det er de langsigtede resultater, som er mest afgørende for os. Derfor er jeg også rigtig glad for vores tal på lang sigt, der vidner om vores strategi har vist sit værd gennem mange år,” siger Laila Mortensen.

Med over 400.000 medlemmer og cirka 8.000 virksomheder, der indbetaler til pensionsordningen, er Industriens Pension et af Danmarks største pensionsselskaber.

Medlemmerne kommer blandt andet fra fagforbund som 3F, Metal og Fødevareforbundet NNF.

 

 

 

Først publiceret: tirsdag 18. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:50