"Jeg er stolt over at være med til at værne om faget og bevare de gamle violiner og klargøre nye. For hvad ville der ske med violinerne, hvis de ikke kunne komme et sted som her?" lyder det fra Henning Thorsen.

Violinbygger: Elektrikeren fulgte sin drøm

69-årige Henning Thorsen var egentligt elektriker, men drevet af sin kærlighed til klassisk musik valgte han at udleve sin drøm. Nu er han en af de ganske få violinbyggere tilbage i Danmark.

Senest opdateret: onsdag 16. februar 2022

I det øjeblik man træder ind i violinværkstedet, taber man både øre, øjne, næse og mund.

For 69-årige Henning Thorsen er samler, og selv om hans hustru senere betror, at det godt kunne være lidt mindre, så er det sådan. For det her er Hennings værksted og her er det ham, der bestemmer.

Fra loftet hænger violiner ned i snorlige rækker i alle størrelser og årgange.

Her er 200 plus, minus…. og den ældste er fra 1755. Der er et par stykker fra 1700-tallet og en hel del fra 1800-tallet.

Man må aldrig kritisere en mands violin, så hellere hans kone.

Men juvelen i hans samling har han købt på auktion. Den er lige så smuk som dens historie er skræmmende. Den har det fineste mønster i små stykker perlemor på bagstykket og fire perlemorsrosetter på forsiden.

Den er bygget af en jødisk violinbygger. Den har efter sigende spillet i et af de orkestre, der var i de tyske koncentrationslejre. De spillede for at skabe ro, mens fangerne blev gennet ind i gaskamrene.

Henning Thorsen er uddannet som elektriker og har arbejdet i faget i 30 år Men valgte at udleve sin drøm og blive violinbygger.

Her er også gamle grammofoner med hornhøjtaler, B&O radioer og en stor spilledåse indbygget i et bord.

Klassisk musik som barn

“Jeg er ikke ud af nogen musikalsk familie. Men jeg var ikke ret gammel før jeg fandt ud af at klassisk musik var utroligt smukt. En violinkoncert har så mange toner, og den første plade jeg købte, var Schubert. Jeg spiller også selv violin, folkemusik/spillemandsmusik og lidt klassisk. Violinen jeg spiller på er fra 1926, den er dansk og bygget af Alexander Bilhagen fra Brønderslev. Jeg har en stor forkærlighed for gamle danskbyggede violiner. Det er et af mine samleområder.”

Til gengæld spiller radioen fast på kanalen P2 klassisk i rummet inde bagved. I det allerhelligste:  Værkstedet.

Her hænger værktøjet ved arbejdsbordet og på væggen ved siden af den sorte brændeovn på række og geled efter størrelse, tænger, hamre, fastnøgler og stemmejern. Her hersker en næsten klinisk orden, uden så meget som et støvfnug eller rest savsmuld.

Sådan må det være, værkstedet skal ikke ligne en losseplads, når man får et menneskes kæreste eje i pleje. Eller som Henning værdisætter på sin egen måde:

“Man må aldrig kritisere en mands violin, så hellere hans kone.”

Så er det ligesom sat på plads. Lidt større usikkerhed er der om hvad, der præcist bragte ham ind i faget. Men det har spillet en afgørende rolle, at han selv spillede violin og sådan en skal friskes op fra tid til anden, så midt i 70erne i en alder af 25 begyndte han at komme hos en gammel violinbygger Chr. P. Larsen i Løgstør.

“Han havde den samme passion for violiner, og jeg elskede at komme i hans værksted. Jeg nød lugten af lak og træ og der var sådan en hyggelig stemning og ro.”

En drøm leves ud

For egentlig er Henning uddannet som elektriker og har arbejdet i faget i 30 år, hvor han blandt andet lavede alarmer og var servicemontør for Dansikring og G4S.

Men midt i 80erne valgte han at udleve sin drøm, selv om det var lidt af en daglig rejse til violinbygger Hartman Larsens værksted i Aarhus. Først med bil til Aalborg og derefter med tog til Aarhus. Det tog små to timer hver vej.

Jeg startede jo på bar bund, men nu kan jeg godt leve af det.

“Jeg var hjemme klokken halv syv om aftenen og fredag 21.30. Men jeg var grebet af det. Der var ikke noget med skole, for vi har ingen violinbyggerskole i Danmark. Der skal man til Tyskland eller England. Men det var hyggeligt og jeg lærte og blev oplært både i at bygge og reparere violiner. Jeg var der i to og et halvt år, derefter begyndte jeg så småt med eget værksted. Siden havde jeg i mange år værkstedet kørende som bierhverv, men i de sidste 12 år har jeg ikke lavet andet end violiner, bratscher, celloer og kontrabasser.”

“Jeg startede jo på bar bund, men nu kan jeg godt leve af det. Der er kun mig i Nordjylland, så er der et par stykker i det øvrige Jylland og 2-3 stykker på Sjælland. Jeg har alle musikskoler i Nordjylland og har lavet lidt for Aalborg Symfoniorkester, ellers er det mest for private, siger han.

Henning viser den violin frem han har liggende på bordet for en privatmand. Det er en tysk violin fra 1909 i Berlin.

Den skal have nye strenge, ny stemmestok, som sidder inde i kassen og en ny stol. En stol er typisk af et tyndt stykke ahorntræ, der holder strengene fri nede ved selve violinkassen og den bliver slidt med tiden.

Hygge og humor i værkstedet

Det bliver til en længere snak om violiner, basbjælker, strengeholdere. Bagstykket til violinkassen er af ahorn, mens forsiden er af gran og gribebrættet af Ibenholt.

Og at sådan en kasse er limet sammen med hud- og benlim, der er utroligt stærk, men alligevel til at skille nænsomt ad med en kniv. Om at patinaen og sliddet på violiner skal bevares og poleres, for han kunne aldrig drømme om at slibe en violins historie helt ned og lakere om.

Men at lak kan være nødvendigt til lapperier, så bruger han enten spritlak til det små eller olielak til større flader. Det får så 8-10 gange, hvor der slibes ind i mellem, og det skal gøres ordentligt for selv lakken på en violin har betydning for lyden.

Der findes rigtig mange violinspillere med meget humor, der kan en masse historier, så det bliver aldrig kedeligt.

“Arbejdet tager den tid det tager, og det er altid spændende, hvordan den kommer til at lyde til sidst,” siger han med et lun glimt i øjet, for det ved han nok mere om, end der sådan lige kan forklares i ord.

Men hyggen er også en del af at have et violinværksted, med kunder, der kommer og går.

“Det bliver altid til nogle længere snakke, for der findes rigtig mange violinspillere med meget humor, der kan en masse historier, så det bliver aldrig kedeligt.”

Værner om historien og skaber fremtiden

Her er Henning også heldig for hans datter og barnebarn spiller også folkemusik og de er i samme band. 15 – 17 stykker i alt med både violin, harmonika, fløjter og kontrabas.

Og han er næsten endnu mere utrolig heldig, for hans barnebarn er nu 18 år og han har rendt rundt i værkstedet siden han var en lille dreng, og han snakker lidt om at tage over, når det bliver tid.

Det håber Henning meget på, for der er ikke så mange, der kan dette håndværk længere.

Og lige nu har han fået en ordre på 205 violiner, der kommer fra en fabrik i Tyskland. Dem har en musikskole købt via fondsmidler. De har sat sig for at børnene skal lære at spille violin for at øge koncentrationen og indlæringsevnen.

Men sådan en violin lige fra fabrikken er håbløs og spiller falsk og har dårlige strenge, skruer, strengeholder og stol – så det hele skal skiftes her i Hennings værksted.

Han er i gang med de første 75, derefter kommer resten. Så vi skal ikke forstyrre Henning mere, for han har travlt. Men det sidste ord skal han have, for han har jo ret.

“Jeg er stolt over at være med til at værne om faget og bevare de gamle violiner og klargøre nye. For hvad ville der ske med violinerne, hvis de ikke kunne komme et sted som her?

Gamle fag og deres håndværkere

Danmark er kendt for sublimt håndværk med stolte traditioner tilbage i tiden.

Du kan se billeder og læse artikler om unge og seniorer, der fortsat med stor entusiasme arbejder i gamle fag og dermed holder stolte håndværk i hævd.

Se og læs mere på på www.fagligsenior.dk/håndværk

Arbejder du med et gammelt håndværk og vil du fortælle om det? Så kontakt redaktør i Faglige Seniorer Brian Pabst på bp@fagligsenior.dk

Først publiceret: mandag 31. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret onsdag 16. februar 2022 kl. 11:08