Multiresistent tuberkulose er en særlig alvorlig form for tuberkulose.

Rekord: 11 tilfælde af tuberkulose konstateret

De seneste mange år har der været omkring to tilfælde om året af multiresistent tuberkulose i Danmark.

Senest opdateret: torsdag 29. september 2022

Der er registreret 11 tilfælde af multiresistent tuberkulose i Danmark i år. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

Det er det højeste antal af tilfælde, der nogensinde er registreret i Danmark, og det er til trods for, at året endnu ikke er slut.

De seneste mange år har der været omkring to tilfælde om året.

Multiresistent tuberkulose er en særlig alvorlig form for tuberkulose. Her er bakterierne resistente overfor de to vigtigste antibiotika, som man bruger til behandling af tuberkulose.

Alvorlig sygdom

Ifølge Troels Lillebæk, der er afdelingschef i Afdeling for Tuberkulose og Mykobakterier, bør man være opmærksom på stigningen i tilfælde.

“Multiresistent tuberkulose er en meget alvorlig sygdom, hvor den enkelte patient har behov for en kompliceret behandling med flere forskellige antibiotika i lang tid (måneder til år),” siger han.

Troels Lillebæk forklarer til Ritzau, at ti ud af de 11 tilfælde kommer fra områder i verden, hvor der er en høj forekomst af multiresistent tuberkulose.

Et af tilfældene er dansk og har relation til et tidligere udbrud i Jylland.

“Så man kan sige at det er tilfælde fra områder i verden med en høj forekomst af tuberkulose. Det er især Østeuropa, Sydøstasien og det sydlige Afrika,” siger han.

Smitter ved hoste

Troels Lillebæk fortæller, at tuberkulose smitter ved hoste, lidt ligesom vi kender det fra coronavirussen.

“Men det er heldigvis ikke nær så smitsomt. Normalt kræver det tæt kontakt til en person med tuberkulose i lungerne, for at man kan risikere at blive smittet,” siger han.

På verdensplan har der ifølge SSI været en øget forekomst af multiresistent tuberkulose de seneste årtier.

Her har man også svært ved at helbrede sygdommen, hvor det kun er omkring halvdelen, der bliver helbredt.

Stor helbredelse

Ifølge Troels Lillebæk er vi dog heldigvis gode til at helbrede sygdommen i Danmark, hvor vi er i stand til at helbrede de fleste.

Han tror ikke, at vi i Danmark kommer til at se en stor stigning af tilfælde.

“I Danmark tror jeg ikke, at vi vil se en voldsom stigning. Der kan godt komme nogle afledte multiresistente tuberkulosetilfælde af de 11 tilfælde her.”

“Men det er ikke sådan, at vi forventer, at det på nogen måde giver anledning til større udbrud,” siger han.

Først publiceret: torsdag 29. september 2022
Artiklen er sidst opdateret torsdag 29. september 2022 kl. 16:05

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.