Renten på lån til ejendomsskatter følger renten på realkreditobligationer, og den er gået i vejret.

Renten på populært pensionistlån tredobles: Skal du indfri?

Pensionister skal i 2023 betale 1,53 % i rente til kommunen, hvis de låner til ejendomsskat. Men i stedet for eventuelt at stoppe indefrysning eller endda tilbagebetale er der andre muligheder.

Senest opdateret: mandag 23. januar 2023

Danske folkepensionister, efterlønsmodtagere og førtidspensionister skylder tilsammen milliarder til deres kommuner.

De har lånt penge til deres ejendomsskatter, og det kommer nu til at koste dem væsentlig mere. Renten på indefrosne ejendomsskatter tredobles 1. januar 2023 fra 0,48 % til 1,53 %.

Det har Skattestyrelsen netop offentliggjort. Renten på lån til ejendomsskatter følger renten på realkreditobligationer, og den er gået i vejret.

Låntagerne skal ikke betale den forhøjede rente her og nu. Den indefryses også i ejendommen.

Umiddelbart mærker låntagerne altså intet. Ud over at der kommer til at stå et højere rentebeløb på den opgørelse over indefrysningen, som de modtager hvert år.

Læs i Seniorhåndbogen: Lån til ejendomsskatter i ejerbolig

Højere indlånsrente

Folkepensionister, efterlønsmodtagere og førtidspensionister kan stoppe indefrysningen og begynde at betale ejendomsskat.

De kan også vælge at tilbagebetale lånet helt eller i portioner. Skal de så gøre det, når renten nu stiger?

I det regnestykke skal det indgå, at indlånsrenten også er gået i vejret. For et år siden var det svært at undgå negative renter på at sætte penge i banken.

I dag giver for eksempel Santander Consumer Bank og Bank Norwegian 1,2 % på indlån uden binding.

Har låntagere lidt penge i overskud, så kan de i stedet for at stoppe indefrysningen og tilbagebetale lånet sætte beløbet ind på en højrentekonto.

Så kan de hurtigt få fat i dem igen, hvis de pludselig mangler penge. Det kan de ikke, hvis overskuddet er brugt til at tilbagebetale lån til ejendomsskatter.

Anderledes rentefradrag

Andre pengeinstitutter har også forhøjet renterne på indlån. Den nye Kompas Bank giver 2 % ved ét års binding og 4 % ved tre års binding, hvis der indsættes mindst 100.000 kr.

Lån hos kommunen til ejendomsskatter koster ingen omkostninger, kun renten. Lånet skal indfris, når boligen sælges.

Det giver ikke rentefradrag her og nu at tage lån til ejendomsskatter. Til gengæld gives der et nedslag i den samlede renteudgift, når lånet tilbagebetales.

 

Først publiceret: tirsdag 1. november 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.