Sygeplejersken skriver: Hvad gør vi med Lars og vodka-flaskerne?

Den første gang jeg mødte Lars, var på en af mine første dage som hjemmesygeplejerske.

Han var lige kommet hjem fra et tre måneders ophold på en institution for alkoholbehandling.

Han var en høj, tynd mand i begyndelsen af 60’erne. Engang havde han været gift og passet et job. Hans to børn så hans sporadisk. Jeg tror faktisk, de havde opgivet ham.

Da jeg kom næste dag, lå han på sofaen og under den kunne jeg skimte fire flasker vodka. Han var fuld, for allerede få timer efter sin hjemkomst, havde han sendt bud efter alkohol.

Jeg ved ikke, hvad vi havde forventet, men vi burde have kunne forudse hans tilbagefald. For alkoholisme er for det første en sygdom og for det andet en sygdom med store sociale konsekvenser.

Udover at tage dit helbred, så tager den som regel også din ægtefælle, børn, venner og dit job. For slet ikke at tale om, hvad det gør ved børn at vokse op med en alkoholiseret forælder.

Mirakel hvis Lars stoppede med at drikke

At fjerne alkoholen er kun en del af behandlingen.

Efter 3 måneders afvænning stod Lars alene dér og skulle  bygge op fra det, der havde dannet rammen om et intensivt alkohol-misbrug, og som var tømt for alt andet.

I det lys ville det næsten være et mirakel, hvis ikke han endte med at drikke igen.

Ugerne gik og Lars fik det værre og værre. Jeg prøvede at overtale ham til at blive indlagt, men han ville ikke. For der måtte han ikke ryge.

Ikke engang på hospitalets matrikel.

Lugter, er fuld og tisser i bukserne

Hospitalerne har svært ved at rumme sådan nogle som Lars.

Det er der nok mange årsager til. Han lugter. Ofte kunne han være så fuld, at han tissede i bukserne, lod det tørre og sjældent skiftede dem.

Så ja, tis og lort og gammelt alkohol og sved, blandet med cigaretter lugtede han af.

Og så fylder han. I en allerede fyldt akutmodtageIse. I takt med at abstinenserne stiger – hvilke ikke altid behandles lige godt – bliver munden mere grov og irritationen stiger.

Og så vil han som regel gerne selv hjem, for han mærker han ikke passer ind og kan ikke indordne sig under de lidt rigide regler.

Når man har travlt og pladsproblemer, så er det let at udskrive sådan en som Lars, selvom man nok skulle holde på ham længst.

Bliver set ned på

Engang fortalte en specialist mig, at alkoholabstinenser kræver en indlæggelse på 7 dage for at få dem under kontrol. I gennemsnit er patienter med alkoholabstinenser indlagt 1,5 døgn før de udskrives – og til hvad?

Det er ikke af ond vilje. Det er vigtigt for mig at sige, for det tror jeg ikke.

Nej det er nok mest ubevidst, men ikke desto mindre er det det, der sker i det travle sundhedsvæsen, hvor vi holder øje med ventelister og patientrettigheder på nogle ting, men hvor for eksempel  alkoholbehandling og psykiatri i alt for mange år har fået en stedmoderlig behandling.

Samtidig må vi også erkende, at både i sundhedsvæsnet – men også i det omkringliggende samfund – er der en tendens til at se ned på mennesker, der for eksempel drikker for meget.

Der er en tendens til at koble det sammen med manglende vilje og rygrad. Selvom der er tale om sygdomme.

Læge for de raske

Anders Beich, som er praktiserende læge og for nylig skiftede til en praksis på Lolland fra Nørrebro, har fortalt, hvordan han i takt med ændringen i befolkningssammensætningen på Nørrebro (på grund af de  stadig dyre boligpriser) mere og mere blev læge for de raske end for de syge.

Lægerne har paradoksalt nok praksis dér, hvor borgerne er mest raske og samtidig er lægemanglen størst, hvor de er mest syge.

Er det retfærdigt?

Ikke alle får lige meget ud af de tilbud som sundhedsvæsnet har.

For det første er det for nogen meget sværere at finde ud af, hvor de skal henvende sig og hvornår.

Dernæst at møde frem og sidst men ikke mindst forstå, hvad lægen siger, og hvad de skal gøre for at følge en behandling og hvorfor.

Jeg tænker man med rette kan spørge om det er retfærdigt? Og om det er god brug af ressourcerne, og om vi ikke alle ville få mere ud, at sundhedsvæsnet var indrettet, så også de mest syge og sårbare fik mere ud af det?

5 råd til dig som pårørende

Her er 5 råd, hvis du er – eller tror du er – pårørende til en alkoholiker.

1. Søg hjælp og støtte

Det kan være tungt og ensomt at være pårørende til en alkoholiker. Det er godt at søge hjælp og støtte, både hos gode venner og hos organisationer, der specialiserer sig i alkoholrådgivning.

Du kan for eksempel få råd og vejledning til hvordan du tager den svære samtale. Alkohol & Samfund har både gode internetsider HER og en linie, man kan ringe til på tlf. 80 20 05 00.

2. Hold fast

Ofte vil man blive mødt med vrede, fornægtelse og negligering, når man konfronterer alkolikeren med problemet. Her skal man holde fast i, at når man og familien oplever et problem, så er der et problem.

3. Kræv behandling af kvalitet

Selvom det er alkoholikerens eget ansvar at søge og modtage behandling, kan det være en stor hjælp at engagere sig og hjælpe til med at sørge for at kommune og hospital leverer en god behandling, der passer til jer.

4. Børn har også brug for støtte

Børn ved godt, at der er noget galt og kan godt mærke, når far eller mor drikker. Det kan påvirke dem langt ind i det voksne liv, at have en forælder med et for højt alkoholforbrug.

Det er vigtigt at du tager snakken med børnene, så de ikke skal tumle med tankerne selv. De kan have brug for professionel støtte.

5. Pas på dig selv

De færreste alkoholikere går selv i behandling. Oftest er det på grund af hjælp/opfordring/pres fra familien. Derfor spiller pårørende en afgørende rolle for vejen ud af alkohol.

Men det er alkoholikerens eget ansvar at søge behandling.

Først publiceret: tirsdag 28. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:49