Kend dine vilkår: Måden du betaler påvirker dine rettigheder
Udnyt mulighederne ved at bruge de forskellige betalingskort. Så er du bedre beskyttet som forbruger, hvis noget skulle gå galt.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Hvis du er usikker på, hvilke fordele der er tilknyttet dit betalingskort, er du langtfra den eneste.
Ifølge en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Nordea, svarer hver tredje dansker nemlig, at det ved de ikke.
Men man bør sætte sig ind i fordele og ulemper ved de forskellige betalingsmetoder, lyder rådet fra forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby.
“Det kan nemlig få betydning for, hvor godt man er stillet som forbruger,” siger hun.
Spørg banken om vilkårene
Hvis du har et mastercard, kan det have fordele, som kan være en hjælp, når du skal på ferie.
Flere mastercard har en rejseforsikring inkluderet.
Og så kan der være udvidet reklamationsret på hårde hvidevarer og elektronik, hvis du køber dem med dit mastercard.
Derudover kan der være afbestillingsforsikring på koncert- og teaterbilletter.
For at kende dine fordele og muligheder bør du læse vilkårene eller spørge i din bank.
“Man vil få både vilkår og pris tilsendt, når man bestiller et betalingskort gennem sin bank,” siger forbrugerøkonomen.
Der vil også være situationer, hvor det er mindre vigtigt at tænke over, hvordan du betaler.
Når du køber dagligvarer i supermarkeder, er behovet for beskyttelse mindre, forklarer hun.
“Men hvis man køber ind online, har visa for eksempel en køberbeskyttelse, der giver banken mulighed for at lave en såkaldt chargeback. Man kan altså få sine penge tilbage, hvis man ikke modtager varen eller har været udsat for svindel,” siger hun.
Når du selv overfører penge eller betaler med kontanter, er der heller ikke en køberbeskyttelse.
Du er mindst beskyttet med denne betalingsform
Hvis du køber en vare i en butik, vil du selvfølgelig altid have to års reklamationsret.
Men et visakort eller mastercard tilbyder typisk en beskyttelse ud over den.
“Som køber er man mindst beskyttet, når man betaler med kontanter. En overførsel gennem MobilePay vil være bedre end kontanter, hvis man køber noget på Den Blå Avis. Så kan man nemlig anmelde modtageren til MobilePay i tilfælde af svindel,” siger Ida Marie Moesby.
Hun understreger, at svindel altid bør blive anmeldt til politiet.
Undersøgelsen viser også, at danskerne foretrækker at bruge et visa/dankort som betalingsmiddel.
Når du bruger et visa/dankort i fysiske butikker i Danmark, vil betalingsterminalen som udgangspunkt altid bruge dankortet.
Der er dog særligt en undtagelse, siger Jacob Ruben Hansen, der er økonom i Forbrugerrådet Tænk.
Mange danskere har taget muligheden for at tilføje et betalingskort i mobilen til sig og bruger mobiltelefonen til at betale i butikkerne.
Men bortset fra én bank understøtter de danske banker ikke dankort, hvis man betaler med Apple Pay eller Google Pay.
“Og det kan blive et problem på sigt, da det er dyrere for butikkerne at tage imod betaling med visa og mastercard,” siger han og tilføjer:
“Hvis dankort ikke bliver mere udbredt i Apple Pay og Google Pay, kan det være, at butikkerne bliver nødt til at hæve deres priser for at imødegå den dyrere udgift.”
Først publiceret: tirsdag 1. august 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:45