Bonus fra forsikringsselskab koster dyrt for pensionister
Forsikringskunder hos Tryg, Alka og flere samarbejdspartnere får i oktober udbetalt samlet næsten en milliard kroner. Men modtagerne skal betale fuld indkomstskat, og de risikerer også nedsættelse af pensionstillæg.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Om lidt over en måned får tusinder af danskere et særligt beløb sat ind på deres NemKonto. Det sker, når TryghedsGruppen tirsdag 10. oktober udbetaler bonus.
Pengene går til forsikringstagere hos blandt andet Tryg og Alka. De får som udgangspunkt udbetalt 6 procent af, hvad de har betalt i forsikringspræmier i 2022.
Men en del af pengene skal betales som skat. Seniorer risikerer også, at bonussen fører til, at der sker nedsættelse af deres folkepensionstillæg.
TryghedsGruppen har i en række år kæmpet for en lempeligere beskatning af bonussen. Men det har Højesteret i år sagt klart nej til.
Derfor risikerer nogle seniorer at skulle aflevere samlet op mod 60 procent af bonussen i skat og nedsættelse af pensionstillæg.
Her er de kunder, som kan få bonus
Betingelserne for bonus
TryghedsGruppen udbetaler samlet næsten en milliard kr. i bonus. Pengene kommer fra, at selskabet ejer aktier i forsikringsselskabet Tryg og får udbytte af de aktier. En del af pengene går så videre til forsikringstagerne.
Kunderne får i efteråret besked om, hvor meget de modtager. Lidt senere kommer pengene.
Bonusbeløb under 75 kroner udbetales ikke. Det begrunder TryghedsGruppen med, at omkostningerne vil være for store i forhold til så lille et beløb.
Skat af bonus
TryghedsGruppen indberetter udbetalingerne til Skattestyrelsen. Det betyder, at der skal betales kommuneskat, bundskat og eventuelt kirkeskat af beløbet. I snit løber det op i samlet cirka 38 procent
Men i virkeligheden burde medlemmerne kun betale den lempeligere aktieskat på 27 procent, har TryghedsGruppen ment. Det afviste Højesteret imidlertid i januar i år.
Medlemmerne skal dog ikke betale arbejdsmarkedsbidrag på 8 procent af bonussen.
Læs mere om sagen om beskatning af bonus
Påvirker folkepensionens pensionstillæg
Afgørelsen i Højesteret har også betydning for folkepensionen. Bonus indgår ved beregning af folkepensionstillæg. Folkepensionens grundbeløb berøres ikke af bonussen.
Seniorer risikerer at ryge op i den indtægt, der fører til, at der fradrages i deres folkepensionstillæg. Eller de risikerer, at det pensionstillæg, som de allerede modtager, nedsættes.
Hvis bonussen var blevet accepteret som aktieindkomst, så var ville det være anderledes. Aktieudbytte på op til samlet 5.000 kroner medtages normalt ikke ved beregning af pensionstillæg.
Hvis du økonomisk bliver stillet værre ved at modtage bonus, kan du kontakte dit forsikringsselskab og fraskrive dig retten til bonus.
Tidlig pension
Der gælder særlige regler for tidlig pension (Arne-pension). TryghedsGruppen oplyser, at bonusbeløbet ifølge Skatteministeriet ikke skal inddrages ved beregning af af tidlig pension.
Systemerne hos Udbetaling Danmark har tidligere automatisk ladet bonus indgå ved udregning af tidlig pension. Men det er nu rettet op, fortæller Udbetaling Danmark.
Hvad mener du?
Er det rimeligt, at pensionister risikerer at skulle betale op til 60 procent i skat og risikerer nedsættelse af pensionstillæg, fordi de modtager bonus fra deres forsikringsselskab?
Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: mandag 28. august 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:43