Nyt studie viser, at personer, der får udskrevet opioider, opnår dårligere funktion sammenlignet med placebo, og de oplever flere skadelige bivirkninger.

Læger: Drop morfin mod smerter

Ifølge forskere er tiden kommet til at afskaffe opioider i behandling af patienter med akutte nakke- eller lænderygsmerter.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

Er du på morfin, tramadol, oxycodon eller andre morfinlignende stoffer, er du langt fra den eneste.

Faktisk har Danmark et af verdens højeste forbrug af morfinstoffer, og i 2010 lå vi på en tredjeplads globalt, kun overgået af USA og Canada.

Nu viser et nyt studie fra Australien, at opioidbehandling til patienter med akutte nakke- eller lænderygsmerter ikke virker bedre på smerter end placebo – dvs. en kalktablet uden medicinsk effekt.

Og ikke nok med det, så har man også kunne påvise, at efter et år har de patienter, der fik et morfinstof, det faktisk værre end dem, der blot fik snydemedicin i form af placebo-tabletter.

Derfor er tiden kommet til at afskaffe opioider, skriver fire danske forskere i Ugeskrift for Læger.

Læger skal ikke bruge det

Rygsmerter er ifølge Jens Søndergaard, professor i almen praksis og praktiserende læge, en af de væsentligste årsager til, at patienter får udskrevet morfinlignende præparater.

Og det er helt forkert, udtaler han til Politiken.

“Når et lægemiddel nu viser sig ikke at have større effekt end placebo, skal vi læger som udgangspunkt ikke bruge det. Alle lægemidler har bivirkninger, og opioider er potente. Patienter risikerer tilvænning, de kan blive afhængige, det sløver og giver maveproblemer. Både læge og patient skal fremover tænke i alternativer,” siger professoren.

I stedet er den rette løsning på akutte smerter rådgivning, beroligelse, øvelser, aflastning, fysioterapi, kiripraktik og motion, hvis man spørger Jens Søndergaard.

Han ser helst, at morfin kun bliver brugt til folk med kræftsmerter og nogle ganske få andre patienter i sjældne tilfælde.

Først publiceret: tirsdag 7. november 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:31

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.