Afslørende afslag på ældrecheck: Ny procedure måske på vej
Udbetaling Danmark overvejer at foreslå en forenkling, så seniorer med formue langt over grænsen ikke længere behøver at få et brev - hvori deres ægtefælles eller samlevers formue også står opført.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Udbetaling Danmark bruger megen computerkraft på at udregne ældrecheck til alle seniorer. Også til pensionister, som ligger langt over den formuegrænse, der findes for den supplerende pensionsydelse.
Derefter sender Udbetaling Danmark brev til alle. Også afslag til personer, som aldrig havde drømt om, at de skulle have ældrecheck.
I de breve står ikke bare anført modtagerens formue, men også ægtefælles eller samlevers. Det har undret mange.
Men nu kan der være en ændring på vej.
Udbetaling Danmark arbejder på et administrativt forenklingsforslag. Det vil betyde, at der ikke længere sendes breve med afslag til de mange borgere, der med sikkerhed har formue over grænsen. Det oplyser Udbetaling Danmark til Faglige Seniorers nyhedsbrev.
Ændring tager tid
Den nye procedure vil i givet fald kræve en lovændring. Derfor skal politikerne se på, om de synes, det er en god idé – og det tager tid.
Derfor vil tusinder af seniorer igen her i januar få det brev, der overrasker mange: Du kan ikke få ældrecheck, og her står din partners formue!
Udbetaling Danmark tør ikke gætte på, hvornår arbejdsgangen kan ændres. Ændring af reglerne vil desuden kræve, at tidspunktet for udbetaling af ældrecheck flyttes til et andet tidspunkt på året. Det har en kommission om pension også tidligere foreslået.
Indgribende brev
Hvert år kontakter mange læsere Faglige Seniorer, når de får et afslag på en ældrecheck, som de aldrig har søgt og aldrig forventet. De undrer sig især over, at brevet fortæller om deres ægtefælles eller samlevers formue.
Den reaktion forstår Udbetaling Danmark. Det skriver de i en mail til Faglige Seniorers nyhedsbrev:
”Udbetaling Danmark er klar over, at det for nogle pensionister kan forekomme indgribende, at den fælles formue opgøres i forbindelse med afslag på ældrecheck. Udbetaling Danmark arbejder derfor på et regelforenklingsforslag, som vi håber, kan gøre det muligt at undlade at sende breve med afslag på ældrecheck til de mange borgere, der i henhold til registerdata med sikkerhed har formue over formuegrænsen,” skriver Udbetaling Danmark.
Ny ansøgningsmulighed
De nye regler skal indebære, at de pensionister, som så ikke længere får brev, selv kan søge om at få en ældrecheck.
Nogle af dem vil nemlig formentlig have det omvendt og undre sig over, at de ikke får den supplerende pensionsydelse.
Derfor skal de kunne søge. Og så få en forklaring
Ingen mulighed for at frasige
Flere seniorer har spurgt, om de ikke selv kan frasige sig ældrecheck, fordi de ved, at deres formue er for høj. Dermed kunne de undgå at modtage et afslag med formueoplysninger også for partner.
Men det kan ikke lade sig gøre at frasige sig ældrechecken. Det oplyser Udbetaling Danmark.
”Som følge af den nuværende pensionslov er vi forpligtet til at tage stilling til, om hver enkelt pensionist kan være berettiget til ældrecheck,” fortæller Udbetaling Danmark.
Læs om ældrecheck i Seniorhåndbogen
Ansøgning eller automatisk
Nogle seniorer oplever, at reglen om at Udbetaling Danmark automatisk skal tage stilling til, om enhver pensionist har ret til ældrecheck er anderledes end bestemmelserne om folkepension. Her skal hver enkelt selv søge.
Hvis man ikke søger, så får man ikke folkepension, uanset alder.
Hertil svarer Udbetaling Danmark, at når borgere søger om folkepension, så indeholder den ansøgning samtidig som udgangspunkt også en ansøgning om ældrecheck.
Først publiceret: tirsdag 2. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:24