Dronningen har været en stor støtte for seniorer
Dronning Margrethe har ofte fremhævet de ældre i sine taler og vist særlig omsorg over for dem. Vi er stolte af dronningen, siger Mette Kindberg, landsformand for Faglige Seniorer.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Efter dronning Margrethes overraskende udmelding nytårsaften, hvor hun som bekendt meddelte, at hun abdicerer, er reaktionerne væltet ind fra nær og fjern.
Seniorerne har delt deres mange oplevelser med dronningen i denne artikel, hvor de i overvejende grad giver udtryk for en folkelig monark, som de har mødt i forbindelse med Margrethes mange besøg i flere af landets byer, plejehjem og museer gennem de 52 år, hun har været på tronen.
Fremhæver seniorernes værdifulde erfaring
Kigger man på dronningens adskillige nytårstaler, som hun traditionen tro har holdt hvert år den 31. december klokken 18, er der heller ikke tvivl om hendes omsorg for den ældre generation.
Hun har i hvert fald flere gange fremhævet de ældres store erfaring som værende værdifuld og af stor betydning for samfundet, ligesom da hun tilbage i 2009 problematiserede ungdomsdyrkelsen i vores samfund:
“Erfaring er en værdifuld bagage, som også de unge skal kunne glæde sig over og glæde sig til. Den der ikke længere er ung af år, skal også have plads, og de der tidligt mærker alderens forandringer sætte ind, må vi ikke tabe i den store og glade ungdomsdyrkelse,” sagde dronningen.
Ensomhed rammer mange
Og igen i nytårstalen i 2019, hvor hun gjorde opmærksom på den stigende ensomhed blandt seniorerne:
“I vores tid har der sneget sig en følelse ind, som kan være svær at tale om, men som vi må sætte ord på for at komme til livs,” sagde hun og tilføjede:
“Ensomhed. Det er en følelse, som rammer mange. Det gælder ikke alene socialt udsatte, det gælder ældre mennesker, som ser deres ægtefælle og deres jævnaldrende falde fra – hvor blev de af, alle de, der fyldte hverdagen?”
Ingen grund til en generationskløft
Forrige år indgik de ældre igen i dronning Margrethes nytårstale, da hun opfordrede både de unge og ældre til at række ud til hinanden.
“Forskellen på unge og ældre behøver ikke at være en generationskløft. Den kan være en bro til ny erkendelse. Og husk, at man kan gå over broen i begge retninger. Også de ældre generationer kan lære fra sig. Den erfaring, som de besidder, skal ikke kastes over bord. Så kan vi måske alle blive klogere på hinanden – og på livet!”
Seniorerne er stolte
“Dronningens nytårstale er samlingspunktet for mange danskere. Alle har sat pris på den der løftede pegefinger, hun er kommet med nogle gange, hvor hun har haft en fantastisk evne til at sige nogle ting, som vi godt ved kunne gøres bedre, på en sober måde.”
Der lyder en stor ros til dronningen fra Mette Kindberg, landsformand for Faglige Seniorer, der med over 260.000 medlemmer er Danmarks næststørste ældreorganisation.
“Jeg tror ikke, du kan komme til at snakke med nogen seniorer, der ikke synes, at hun har været en fantastisk regent. Man er stolt af den måde, hun har begået sig i udlandet på,” tilføjer Mette Kindberg.
Send blomster til ældre
Det er ikke kun i nytårstalerne, at dronningen har haft sin opmærksomhed rettet mod den modne del af befolkningen, men også i forbindelse med hendes 80-års fødselsdag den 16. april 2020.
Som de fleste af os vil huske, var det også året, hvor coronapandemien ramte hele verden, og derfor havde dronningen et særligt ønske i anledningen af sin runde fødselsdag.
“Dronningen modtager hvert år på sin fødselsdag blomster fra nær og fjern. I år opfordrer Dronningen til, at man i stedet sender en buket til en af de mange ældre medborgere, der har det særligt svært i denne tid,” lød det i en pressemeddelelse fra kongehuset.
Er du stolt af dronning Margrethe?
Først publiceret: mandag 8. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:23