Vaccine mod mavesår er på vej
Forskere fra Statens Serum Institut er sammen med andre europæiske forskere i gang med at udvikle en vaccine mod mavesår.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Det er ikke ligefrem en mundret forkortelse, Vax2muc.
Men bag den gemmer sig et større forskningsprojekt, der skal resultere i en vaccine mod mavesår.
Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.
“Et vigtigt arbejde”
Og formålet med Vax2muc er at udvikle næste-generation vacciner, der kan forebygge infektioner på slimhinden i tarmkanalen.
Det første mål er infektioner, der forårsages af bakterien Helicobacter pylori, der giver mavesår.
“Som med andre bakterier i tarmsystemet er antibiotikaresistens et stigende problem, og derfor er det et vigtigt arbejde at udvikle en vaccine,” lyder det fra Gregers Jungersen, som er forskningsprofessor på Afdeling for Infektionsimmunologi i SSI’s Center for Vaccine Forskning.
Vax2muc er finansieret af EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon2020 og løber over fem år frem til juni 2028.
Projektet har et samlet budget på ca. 8,5 millioner euro, heraf modtager SSI ca. 3 millioner euro, lyder det i meddelelsen.
SSI giver ikke noget konkret bud på, hvornår en vaccine mod mavesår vil være klar til brug.
Først publiceret: fredag 15. marts 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:11