Med QR-koden har besøgende ved gravstedet mulighed for at vække den afdødes historie til live ved at scanne firkanten med kameraet på mobiltelefonen

Væk den afdødes historie til live: Scan koden på gravstenen

Stenhuggerier sælger QR-koder til at montere ved gravsteder, så besøgende kan få formidlet den afdødes liv direkte på deres mobiltelefoner.

Senest opdateret: tirsdag 3. december 2024

Små skilte med en QR-kode flankerer flere af gravstederne på Vestre Kirkegård i København. Med den sort-hvide firkant på gravsten er besøgende kun et enkelt klik væk fra at få fortalt den afdødes historie på mobiltelefonen.

Hvad er en QR-kode?

* En QR-kode, også kendt som Quick Response-code, er et firkantet mønster bestående af sorte firkanter og hvide rum.

* Den fungerer som en digital genvej til information, der kan indeholde alt fra webadresser og kontaktinformation til tekster og andre data.

* Når den scannes af en smartphone eller en QR-kode-scanner, åbner den en verden af oplysninger og muligheder på din enhed.

* Med en QR-kode er det muligt at lave links, der eksempelvis henviser til en hjemmeside, hvor der kan ses billeder eller videoer.

Kilde: Avxperten.dk

Ny teknologi med QR-koder er flyttet ind på både gravsteder og i sortimentet hos landsdækkende kæder af stenhuggerier.

Blandt andet hos Danske Stenhuggerier, der har mere end 80 butikker landet over.

“Der er familier, der ønsker at bevare offentligheden for den afdøde. Vi sælger jævnligt QR-koder til offentlige personer og i mindre grad til private, siger Michael Rohde-Petersen, der er kommunikationsansvarlig i kæden.

Video og tekst om afdøde

Med QR-koden har besøgende ved gravstedet mulighed for at vække den afdødes historie til live ved at scanne firkanten med kameraet på mobiltelefonen.

Herefter vil en kort video eller tekst og billeder komme frem som en fortælling, som de efterladte har valgt, om den afdødes liv.

Hos Danske Stenhuggerier er det særligt pårørende til mere kendte personer, der er blandt køberne.

Salgstallene er “ikke voldsomme”, men de eksakte tal vil Michael Rohde-Petersen ikke oplyse.

Koster under 4.000 kroner

Hos Danske Stenhuggerier koster en QR-kode med tilhørende videofortælling lige under 4.000 kroner.

Til den pris får man montering af koden og en hjemmeside med tekst og video.

Også en anden stenhuggerkæde – Danstein – tilbyder den digitale mulighed. Stenhuggervirksomheden oplyser, at salget ligger i spændet mellem 20 og 50 QR-koder årligt.

Kan genskabe minder

Sociolog og præst Thomas Willer mener først og fremmest, at det er interessant, at man med QR-koder nemmere kan forklare de levede liv, der ligger i jorden under gravstenene.

Tilmeld dig nyhedsbrevet – og vind brunch for to

Få gode råd, konkurrencer og nyheder, du kan bruge – hver uge: Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev. Og vind lækker brunch for to.

Vælg mellem 110 restauranter i hele landet. Du bestemmer selv. Gavekortet har en værdi af 249 kroner.

Tilmeld dig nyhedsbrevet – det er gratis. KLIK HER

“Vi lever i en tid, hvor vi har brug for det visuelle. At se en video eller tekst med den afdøde er på en eller anden måde, sådan vi husker,” siger Thomas Willer.

En video på telefonen kan supplere det at søge ind i sig selv og genskabe sine egne minder foran gravstenen. Men det kan ikke erstatte det, mener han.

“Hvis det bliver fortalt gennem telefonen, så er det ikke sikkert, at det rører os på samme måde, som hvis vi gransker vores sjæl og tanker ved et gravsted,” siger han.

Følelser opstår

Med en QR-kode “forholder man sig til den afdøde via en redigeret virkelighed” i en tekst eller video på telefonen.

Den afdøde danske bassist Hugo Rasmussen er blandt dem, der har en QR-kode ved sin grav. Ved at scanne QR-koden kommer man direkte ind på den afdøde bassists mindeside.

“Vi ved aldrig, hvad vi opdager, når vi går på opdagelse i vores eget sind. Jeg synes, det er vigtigt at mærke, hvad det gør ved os at stå ved et gravsted. Med de følelser, der måtte opstå,” siger Thomas Willer.

Den afdøde danske bassist Hugo Rasmussen er blandt dem, der har en QR-kode ved sin grav, som ligger ved den nordsjællandske by Slagslunde.

Det valgte musikerens familie, da han døde i 2015.

Danske Stenhuggerier ved i kraft af sine egne tal, at der er mange, der har scannet det sort-hvide symbol på Hugo Rasmussens grav, forklarer Michael Rohde-Petersen.

Husk mobilen på kirkegården

Besøgende på kirkegårde kan med fordel huske mobiltelefonen i fremtiden, vurderer sociolog og præst Thomas Willer.

Han mener, at de digitale gravsten er en naturlig udvikling, der vil følge med ind i de kommende generationer.

QR-koden indkapsler på flere måder nutidens tanker om døden, siger Thomas Willer.

“Mange af os stiller os selv spørgsmålet, hvordan vi bliver husket. Med en QR-kode ved sin grav kan man til en vis grad fortsætte i verden og samtidig være med til at inspirere andre.”

Hvad mener du?

Er det OK, at der er QR-koder på gravsten – og vil du selv have det på din gravsten? Eller bryder du dig ikke om fænomenet?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: fredag 18. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 3. december 2024 kl. 18:43

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.